want help, little lady? ( Morgiana )

tidspunkt: 15:45.

omgivelser: folk da drikker, hore, more sig, god musik, det sædvanlige på en kro!.

tøj: brune billige læder støvler, sorte pose bukser, en ærmeløs sort trøje, sine læderremmer sin økse, sin grøn gule bandana irsk oprindelse.

våben: sin irske stridsøkse, Bigby og ellers sine næver.

Conall havde været ude og klare forretning for en kaptajn da havde haft brug for en kleppert til det tunge arbejde på sit skib, og var endelig kommet tilbage, med pungen fuld af klingrende mønter, og havde bare brug for en øl, og noget mad, for at sætte sig ned alene ved et bord i udkanten af sagen's kerne, og fik så sin mad og øl, bestående af kød, grønsager og kartofler, og så en irsk øl, som han med et glad suk tog en stor slurk af, og ellers passede han bare sig selv, imens han æd og drak for sig selv, fulgte med i omgivelserne, lyttede til muskken, dog blev freden brudt af råb, da nogen, åbenlyst generede en ung tøs, som fik ham til og sukke, for at rejse sig op og bevæge sig afsted, imod dem, han gik uden om folk som alligevel veg uden om den store kleppert, for at nå frem.
de var tydeligt beruset, disse 3 sømænd, og var vist lidt for nærgående over for den unge dame, hvis skønhed i et kort øjeblik blændedet ham, han så dog en af mændene hæve hånden for at knytte den, som fik ham til og rynke panden, og trampe der over, gribe fat om håndledet på manden, gribe fat under den anden arm, løfte manden op, og kaste ham tværs gennem rummet, han så de 2 andre's forskrækkede blikke, som ikke nåedet at reagere, før han hamrede deres hoveder sammen med et gevaldigt brag, for at slippe dem da de faldt besvimede om.
han så på den unge dame, og nikkede høfligt, for at spørge ''er de okay, lille dame?'' han's 198 cm høje, 110 kilo tunge krop, var i sig selv truende, dog smilede han blidt, som den venligt sjæl han var, han så sig omkring om fyrene havde planer om og komme igen, men de var ikke rejst, han så roligt på hende ''kan jeg byde damen på noget at spise og drikke?'' han lagde hovedet på skrå, og smilede blidt til hende.

Morgiana havde endnu engang været ude og hente ting på market til kaptajnen, hun var kendt som den stærkeste på skibet, hvilket gjorde at hun fik alle listerne med ting der skulle hentes. De stjal og plyndrede, men havde skam også brug for at købe ting, hvad skulle man med penge hvis man ikke engang i mellem ønskede at købe noget i stedet for at stjæle det. Hvilket var Morgianas job, hun skulle købe tingene, gå rundt med dem hele dagen, til hver eneste ting var fundet på listen, hvis hun ikke kunne forhandle om at få tingene billigere, eller de ting på listen ikke var til salg var hun også den der skulle plyndre det.
Nogle ville tænke på hvad resten af besætningen så lavede, det var et nemt svar. Hvor der var kønne kvinder, var der en besætning at finde. De lavede aldrig andet når de endelig var på land, medmindre man var Morgiana der altid blev sat til arbejde den uge de var på land.
Hun gik rundt i en poset kjole der kun viste hendes former, på grund af det andet stykke stof der var bundet om hendes talje. Morgiana gik aldrig rigtig med sko, da det nedsatte muligheden for at løbe hurtigere end de andre. Hun gik rundt og ledte efter den sidste lille ting som stod på listen, en stridsøkse. Den sidste ting skulle selvfølgelig være et våben, da kaptajnen havde en underlig mani med at samle på åndsvage våben, hun var endda nødtil at sove oppe i masten, da han brugte hendes værelse til våben udstillingen.
Hun stoppede op ved en kro, da duften af mad fik hendes mave til at rumle. De grå blå øjne var kolde, men havde et lille skær i sig. Da der pludselig kom fyre mod hende, der hurtigt fik hende til at stå med tasken mod en mur, hvis det ikke havde været for værdi tingene i tasken, havde hun sparket dem i gulvet med det samme. Dog var de forskellige ting meget skrøbelige, så det gik ikke. hendes øjne var rettet mod deres bryste, hun undgik alle former for øjenkontakt. Hvilket gjorde nogle af dem fornærmet, hvor hun ikke svarede dem når de snakkede, hendes ansigt virkede følelses løst, på trods af hvor kønt det enlig var, virkede hun mere som en dukke med det samme udtryk når de løftede hånden og rykkede på hendes hoved, eller rørte ved hendes hår. Det var jo ikke ligefrem normalt at have den hår farve.
Inden hun fik set sig om var de dog kastet væk? hun løftede denne gang hovedet en smule, hvor læberne kort adskillede sig. Stadigvæk kold i ansigtet, og i det hendes læber lukkede i igen, var der ikke længere tegn på at han havde overraskede hende.
Hun var ikke særlig høj, omkring 1.64 ca, hun havde aldrig målt sig selv da han snakkede til hende, nikkede hun kort uden at fortage sig en mine. Men i det han nævnte at han ville give hende mad, eller tilbød det. Lyste hendes øjne kort op, dog stadigvæk med det samme følelses løse udtryk. Hun løftede sin højre arm og pegede mod Menu skiltet udenfor døren, hvor der stod hovedmenuen. *Kartofler med Championsovs og engelsk bøf også kendt som steak.* Det var et tegn på at hun tog imod det, også om hvad hun ønskede at have.

((Håber det er fint og kan bruges!))