Jeg har brug for din hjælp, Victor - Men det får du mig fandeme ikke til at sige to gange!

Tid: Sen aften.
Vejr: Køligt - men vindstille og stjerneklart!
Sted: Klosteret.

Det havde været en helvede til aften! Lysander havde igen været i Road Town for at gøre endnu et forsøg på at lokke oplysninger ud af sin "ven", kroejeren af Spætten. Denne gang havde Lysander været ude efter hans opskrift på hjemmebrænd, fordi han var træt af, at hans egne kunder vrængede ansigter og brokkede sig over smagen på den han selv serverede. Han synes bestemt ikke at der var noget galt med hans hjemmebrænd - men hvis der var flere penge i at brænde den samme slags som de gjorde på Spætten, jammen så var der da ikke andet for!
Det var, naturligvis, ikke gået som planlagt. Efter et længere mundhuggeri med den anden kroejer havde han forladt Spætten i vrede - men det var nu ikke engang toppen af isbjerget - det var på ingen måde dét der havde gjort aftenen elendig. Han var gået direkte ind i en bjælke omtrent det øjeblik han havde forladt kroen - en fucking bjælke!
Han ville næsten ønske at det kun var hans stolthed han havde såret ved sammenstødet, og det efterfølgende fald han mere eller mindre uelegant havde foretaget - men det ville være løgn. Hans ene skulder gjorde ondt ad helvedes til, og selvom han i første omgang prøvede at bide smerten i sig, endte han med alligevel at bevæge sig mod Klosteret, da en kvinde også havde påpeget at hans ene øjenbryn blødte. Det lort var sikkert flækket.

Derfor stod han nu i klosteret - udenfor den dør, som han, efter hvad der føltes som timer, var blevet henvist til. Egentlig havde han ikke ventet så længe endda, men når man var lige så ultålmodig som Lysander, og samtidig skulle han døje med munkenes prædiken om den gud hvis eksistens han altid havde betvivlet - havde det føltes som lang tid.
Uden så meget som at banke på døren, som for at signalere sin ankomst, skubbede han bare håndtaget ned med sin venstre hånd, og trådte ind i lokalet. Hans lyseblå øjne fandt straks vej til manden i lokalet, som han gav elevatorblikket, hvor uhøfligt dette end måtte forekomme. Han spidsede læberne let sammen, skød det ene bryn i vejret - men skar straks ansigt, da også dette gjorde ondt. Allerede lykkeligt havde han fortrængt at det sgu nok var flækket.
"Hvad koster din ekspertise?" spurgte han køligt og trådte et skridt længere ind i rummet. Alting opregnede han i mønter. Hvis manden foran ham tog en formue for sine behandlinger - så havde han sgu ikke brug for dem! - Så måtte han sove dem væk eller sådan..

Lysander sendte ham et vantro, nærmest mistænksomt blik, som om han ikke helt troede manden - hvilket han heller ikke rigtig gjorde. Han havde forventet at det ville være dyrere, hvilket også var én af grundene til, at han bestemt mente at der måtte være en hage ved det hele. Han endte dog bare med at nikke og kneb øjnene en anelse mere sammen, "Fint."
Da den fremmede bad ham om at sidde ned, lod han blot blikket glide omkring i rummet, og slog sig ned på den første stol han fik øje på.
Da manden stod med ryggen til ham betragtede han ham blot bagfra. Han var lavere end han selv var - men det sagde nu heller ikke så meget når han selv målte knapt 2 meter. Dog bed han mærke i at han umiddelbart så mere muskuløs ud - fandens. Han kunne dog godt lide manden for ikke at have spurgt hvordan han havde erhvervet sig sine skader... Det var en historie han helst ville undgå at fortælle... Det var mere end pinligt og langt under hans stolthed.
"Hvad er hagen?" endte han blot skeptisk at spørge, da han alligevel ikke kunne undertrykke sin mistro. Han slog et enkelt klik med tungen, og skubbede de lange blonde lokker hen over den ene skulder, for at manden bedre ville kunne komme til, når og hvis de da nåede så langt. "Hvordan kan du være så billig?"
At han valgte at være dus og ikke dis med manden, var et helt bevist valg - generelt havde han det bedre med at være dus. Det virkede så fjollet at man tiltalte folk pænt, for blot at bande højt og helligt over dem øjeblikket efter, som ellers ofte var scenarier Lysander endte i.
Endnu med blikket rettet mod mandens ryg, spidsede han igen læberne.
"Stiger prisen, hvis jeg fortæller at der måske også er bøvl med min skulder?"
Folk syntes ofte at han var nærig - og dette var bestemt ikke uden grund. Ikke engang sit eget helbred, satte han højere end store mængder penge..

Han så stadig skeptisk på manden, men lod være med at grave yderligere i det. Jammen hvis manden ville tage røven på sig selv, skulle han da ikke være den der ødelagde det! Når det så var sagt, havde han altså heller ikke været hos læger så mange gange, at han rent faktisk havde en idé om hvad det burde koste.
Med en smule kejtede bevægelser fik han grebet flasken, og også den stirrede han i første omgang mistænksomt på - men da manden sagde at den ville hjælpe på smerten var han ikke mange øjeblikke om at skrue låget af og hælde det i sig. Spritten føltes brændende i hans hals, men da han var vant til sin egen ringe hjemmebrændte sprut, var dette ingen sag. Han ville ikke indrømme at hans smertetærskel var lav - selvom det nok egentlig var det - så han foretrak at dulme sig en smule i spritten der pænt var blevet givet ham, og for pokker, hvor han håbede at manden overdrev - bare en smule!
Da den fremmede havde udført sit arbejde havde han skåret ansigter, bidt sin underlæbe nærmest til blods - og ja, han havde klynket lidt - selvom han da ved gud ville benægte dette til en hver tid! Hans øjne havde været lukkede under hele proceduren, og de var det endnu, da manden, dog noget blidere duppede vat mod ham. Han slog først øjnene op, da han igen hørte hans stemme.
Han havde en ualmindelig stor lyst til også at lægge sine arme over kors, da han så manden gjorde det - men han havde faktisk slet ikke lyst til at bevæge den åndsvage skulder. Han himlede kort med øjnene ved spørgsmålet.
"Det ved jeg da ikke. Det er dig der er lægen," pointerede han blot - måske en smule spydigt og uvenligt.
Han spidsede læberne en anelse og kneb øjnene mere sammen. Manden havde et meget intens blik - dog kunne han ikke lade være med at bide mærke i, at han havde klare, flotte øjne. Damerne måtte da vælte på stribe for ham!
"Den gjorde bare ondt... Gør ondt... lidt," svarede han så, efter et kort pause, da han regnede med at det nok mere var et sådant svar manden fiskede efter. Han havde ikke forstand på sådan noget her - og når han bare holdt den stille og hverken bevægede arm eller skulder - bar den også mere end fin! - Men når han bevægede den... ja så..

Lysander havde ikke svaret på nogen af mandens uddybende spørgsmål - mest af alt fordi han ikke kendte svaret. Han vidste ikke hvad han havde lavet med skidtet - kun at det gjorde ondt. Det ville sikkert hjulpet, fortalte han hvad han havde lavet - men det havde han nu ikke i sinde, og hvis han endelig blev spurgt, ville han nok prøve at spise manden af med en løgn. Hvem helvede går ind i bjælker og mister balancen så meget at det får dem til at vælte - det er eddermanme for dumt!
Han fulgte bare manden med blikket idet han nærmede sig ham, og han sukkede knapt hørbart, da han hørte han skulle af med trøjen. Det gav nu ellers god nok mening, og han brokkede sig derfor ikke yderligere. Han havde som sådan ikke et problem med at afklæde sig - mest af alt fordi han havde mere selvtillid end hvad godt var - hvilket egentlig var en pudsig egenskab taget i betragtning af - at han aldrig havde været sammen med nogen seksuelt - hverken mænd eller kvinder. Han havde en enkelt gang kysset en kvinde - men mere end det, kunne han nu ikke prale om. Dette var dog på ingen måde noget han talt højt om - og skulle emnet nogensinde lande på hans erfaringer og bedrifter, ville han da sikkert lyve som vandet driver, og fortælle at han lagde damer ned på stribe. - Det var hans lille hemmelighed, og sådan skulle det helst forblive.

Med fumlende bevægelser knappede han de øverste knapper op på sin skjorte. Igen brugte han sin venstre hånd - i frygt for at det ville gøre ondt hvis han brugte den højre. Egentlig var det ikke så meget smerten han frygtede, men at han måske ikek ville kunne opretholde sin facade, hvis han gjorde. Efter at have knappet et par knapper op, tog han blot fat i stoffet på skjorten og gav sig til at trække den over hovedet. Han skar kort ansigt og bed igen ned i sin læbe, da han blev nødt liat at løfte også sin anden arm en smule over hovedet, for at få den af sig, og han kastede bare skjorten fra sig på gulvet, inden hans blik igen fandt mandens.
"Hvordan vil du ha' mig? Hvordan er det lettest for dig, at jeg står?"
han skubbede igen en lok hår væk fra sit ansigt, og bandede indvendigt over, at han ikke havde bundet det op.

Lydigt satte han sig på knæ - men stædigt lod han være med at bruge den pude der ellers pænt blev hentet til ham. Han havde ikke brug for en pude - hans knæ var fine - puder var til gamle og svagelige mænd! Han havde generelt bare svært ved at tage imod hjælp fra andre - nok mest fordi han mente, at det ville give dem en anledning til at se ned på ham. Ikke at han ikke selv lavede så mange komplet åndsvage ting, der alligevel gav dem anledning til det. - Den fucking stolthed.
Han havde faktisk ikke noget imod at manden samlede hans hår, især fordi hans bevægelser var blide og han virkede påpasselig med ikke at rive i det - det var jo nærmest som var han tankelæser! Han  smilede ganske svagt ved den fjollede tanke.
Han sukkede irriteret da manden kom med sin dom. Han havde lidt håbet at det måske bare var et væld af blå mærker der gjorde, at det gjorde ondt - selvom det selvfølgelig også havde været pinligt at have gjort et sådan stort nummer ud af det, hvis det ikke havde været mere end dét.
Selvom manden nåede at advare ham om smerten, kom den alligevel bag på ham.
"Av for helvede!" udbrød han, og rent instinktivt slog han sin fri hånd mod mandens skulder, da hans egen blev sat på plads. Da han efterfølgende fangede sin egen handling, mumlede han et lavmælt: "Undskyld," men han gjorde nu ikek mere for at undskylde, at han lige havde slået sin mere end flinke doktor!
Han så vantro på ham. "Et par dage?" Utilfredsheden i hans stemme var ikek til at tage fejl af. Han kunne da ikke holde sig i ro i et par dage!
"Sååe... med et par dage mener du... indtil i morgen tidlig?" forsøgte han prøvede, og løftede op i den ene mundvig, og det ene øjenbryn - så godt han nu engang kunne.

At manden bare lige skulle uddybe og kommentere på hans lille udbrud fik ham blot til at rødme ganske let. Ikke meget - men det veltrænede øje ville kunne se den ganske svage rosa streg der dukkede op tværs over hans kinder og næseryg. - Fanden tage hans lyse hud!
Han både sukkede og himlede med øjnene over hans svar. Selvom det bare var et par dage der var tale om og ikke en hel uge - måned eller det der var værre, lød han nærmest som om, at det var det værste der kunne ske ham.
"Fint! - Jeg skal nok prøve.. så." Han ville ikke love noget - og i bund og grund var det vel også ris til egen røv, hvis han ikke kunne finde ud af det... en kronisk skade lød ikke just rart.
Han kneb øjnene en anelse mere sammen og fnøs en enkelt gang ved mandens svar. Han vidste godt at hans spørgsmål havde været dumt - men han brød sig nu ikke om at blive leet af.
"Gider du det?" spurgte han blot oprigtigt og tippede hovedet let på skrå. Det var virkelig pænt af ham at tilbyde det - egentlig. Og hvis det endelig også skulle vise sig at koste lidt - gav han der gerne... hvis dommen vel og mærke ville blive en anden. Han nikkede en gang eller to, før han endelig accepterede forslaget med et: "Det vil jeg gerne."
Han betragtede manden afventende - og en smule nysgerrigt. Han var ung, af en læge at være - i hvert fald hvis man sammenlignede med nogle af den andre han var stødt på, men han virkede til at kunne sit greb og fremstod da også professionelt og charmerende.
"Hvad hedder du egentlig?" spurgte han til sidst, og undskyldte sig med, at det udelukkende var for, at han ville kunne finde frem til ham igen, hvis han en anden skønne dag havde brug for en læge. - Sandheden var dog i højere grad, at han var nysgerrig.

Lysander blev faktisk i tvivl om hvorvidt hans spørgsmål var retorisk, eller om manden forventede at han kom med et svar. Han undlod dog at svare, men gengældte i stedet svagt mandens smil, som indikator for, at han havde hørt efter. Han tvivlede nu alligevel på, at det var alle læger der udbød samme service - men han var glad for at denne unge læge gjorde.
Hans øjne fulgte bare mandens bevægelser og han tog sig selv i ganske kort at stirre på hans hår. Det var virkelig glansfuldt og skinnene  - noget hans eget ikke havde set lyset af meget længe, og så havde det en pæn farve der stod godt til de grå øjne. Han glippede kort med øjnene da manden pludselig stod foran ham med en udstrakt arm. En svag rynke dannedes i hans pande da han skeptisk så undersøgende på den, men han endte dog blot med selv at række hånden frem, og trykke mandens blidt. Det var han selv der ville have mandens navn at vide - så måtte han i det mindste også hilse ordentlig på ham! 
Så han hed altså Victor. Et ganske svagt smil fandt igen vej til hans læber idet han også præsenterede sig selv.
"Jeg hedder Lysander... Palm." Han holdt Victors hånd et øjeblik endnu, inden han blot trak sin egen hånd til sig, og lod den dumpe ned langs sin side. Han burde jo egentlig gå nu - da der ikke var meget mere for ham at gøre - eller for Victor, for den sags skyld. Selvom han normalt ikke var den store tilhænger af smalltalk, følte han ikke at han var færdig med manden foran sig - plus det eneste der ventede på ham derhjemme, var arbejde. Der var sikkert stadig mere end gang i Skøgen - de sidste kunder plejede gerne at gå sent.
"Det' en ret god forretning du har dig? Er det ikke?" Han ikke så meget ventede på hans svar inden han blot fortsatte, "Jeg mener bare.. du kan da ikke have meget konkurrence i de munke? Foretrækker de fleste ikke en ung læge.... som har hår på hovedet?" Tonen i hans stemme afslører ret godt, hvordan han har det med munkene.
Tanken om at nogle ville foretrække at blive behandlet af munke, ligger han i hvert fald utrolig langt væk - Han er mere end glad for, at han selv kunne undgå det..

Han himlede igen med øjnene, hvilket Victor nok hurtigt ville fange, at han havde en tendens til at gøre ret tit - hvis ikke han allerede havde fanget dét, men kunne dog heller ikke undertrykke et svagt smil. Nej - omstændighederne kunne have været bedre - men han var nu i meget bedre humør, end han havde været da han først var trådt ind i lokalet. Faktisk var han også lidt stolt over hvor lidt han havde bidt og bandet af den unge læge.
"Fornøjelsen er lige så meget min, Victor," svarede han blot venligt - noget der ellers normalt ikke lå til ham.
"Situationen er stadig ikke den bedste," rettede han ham blot, "Jeg skal holde mig i ro - og selvom det kun bliver et par dage,  bliver det tæt på min død." Der var dog en drillende undertone i hans stemme - selvom hans udsagn da også indholdte en snert af sandhed - det ville blive et helvede - og han ville blive et helvede at omgås, hvis han gik og var bitter over det. 
Han kiggede næsten vantro på Victor ved det han fortalte. Han forstod ikke hvorfor folk fandt ham mærkelig - ikke umiddelbart i hvert fald.
"Folk er sære," konkluderede han bare, "Hvis de foretrækker munke frem for dig, er det da dem der er mærkelige."
Ved Victors inviterende gestus med hånden begynde han blot at bevæge sig hen imod ham som han sad på bordet, og han satte sig også selv på bordkanten ved hans side - med et lille mellemrum mellem dem - ganske vist.
Igen betragtede han Victors ansigt skeptisk, som om han prøvede at vurdere hvorvidt der var nogle skumle underlige bagtanker ved det hele - han kunne dog ikke umiddelbart komme på nogen.
"På én betingelse," svarede han blot og skubbede sig igen op og stå. Han begravede hånden i sin bukselomme og fiskede blot nogle mønter op af dem, der svarede til hvad han skyldte ham og han rakte ham den bare.
"Jeg er nu din gæst - ikke patient."

Han fnøs lidt over det Victor sagde - selvom manden da havde en pointe. Det kunne have været langt værre.
"Hvis du havde gjort dét, tror jeg sgu at jeg havde stukket dig én," bekendte han blot. At han dog allerede havde stukket ham én, var underordnet. Det gjaldt ikke - han handlede pr. automatik! 
Han nikkede medgivende til det han sagde. Selvom han ville bliv ovenud fornærmet hvis ngen direkte kaldte ham sær, havde manden nok også en pointe her. Alle havde vel hver deres små særheder. -Alligevel syntes han ikke at der var noget ved Victor der stak så meget ud, at folk ligefrem prøvede at undgå ham - men herregud, nu havde han jo heller ikke  kendt fyren i mere end en lille time elle to. Han havde faktisk ikke styr på tiden - men det ville ikke gøre ham noget hvis han først kom hjem sent - når det hele var lukket og slukket. Så slap han ikke alene for at at arbejde - men også for folks nysgerrige blikke og spørgsmål angående hans lille... fald.
Af ren og skær overraskelse glippede Lysander med de blå øjne, da Victor blinkede til ham - Mest af alt fordi hans handling kom lidt bag på ham.
Igen var den ganske svage rosa farve at spotte på hans kinder - han blev virkelig fanget på det forkerte ben og havde ikke den fjerneste idé om, hvordan han skule reagere på det!
Han endte med bare at sende ham et skævt smil, i mangel af bedre idéer, inden han igen lod sig dumpe ned på bordkanten. Hans tanker svimlede stadig rundt omkring det blink - men ha blev hutigt enig med sig selv om,at han nok lagde for meget i det - overanalyserede det.
"Godt så! Så er det vedtaget. Jeg bryder mig heller ikke om ordet patient... det lyder jo som om man er syg.." Selvom han prøvede at ignorere Victors ligge gestus fra før, blev det ved med at lægge i baghovedet.

Endnu engang fnøs han.
"Ja. Men det var et uheld. Det gælder ikke!" fastholdte han blot. Selvom Lysander ofte gerne truede med slag var det kun tomme trusler. Han var ikke den vilde slagsbror, hovedsagligt fordi han ikke var god til at slås. Godt nok var han høj, men han var også spinkel af bygning og let at slå ud - og han skulle sørme ikke gøre sig selv til grin ved at rode rundt nede på jorden og tabe slagsmål - ikke tale om!
Verbale tæsk og lussinger delte han dog glædeligt ud af.
Da de kolde fingerspidser ramte hans hede kind - kom han igen til at glippe med øjnene. Og den lille mistanke han havde haft om, at han rødmede, blev meget godt bekræftet. - Satans. Ikke nok med det, så blev hans rødmen ikke just bedre, af Victors berøring - og igen måtte han indvendigt bande over den lyse hud han havde sig.
Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det her - og han blev også pludselig i tvivl om, hvad Victor mon lagde i det. Gjorde han grin med ham? Åh - hvis han gjorde, skulle han nok få betalt!
Da han efterfølgende virkede helt overrasket over sin handling og trak hånden til sig, nåede Lysander dog frem til, at det nok ikke var tilfældet.
Han rystede kort på hovedet og prøvede at feje hans undskyldninger væk.
"Det okay... det er også bare fordi.. her er så pokkers varmt herinde.." Han håbede ikke at hans små tænkepause gjorde det for åbenlyst, at han stak ham en løgn. Han havde det faktisk langt fra varmt, men han håbede at Victor ville æde løgnen råt, som en forklaring på det røde kinder - dog talte det faktum at han endnu havde bar overkrop, dog en smule imod hans udsagn.
Han puffede bare igen med sin skulder, da Victor, heldigvis, gik over til noget andet, og han holdte samme drillende tone, som han brugte.
"Måske ikke... men du tænkte det sikkert!"