Jeg er ingen tyv! - James

T: 16.20
S: havnen
O: En masse skibe, handelsmænd og rejsende
V: Eftermiddags brise, men stadig lunt i vejret


Det var en stille eftermiddag på havnen. De få handelsrejsende der var kommet, var ved at pakke enden sammen eller ud til næste dag. Der var meget lidt råben i dag. Og folk så ud til blot at nyde det dejlige efterårs vejr. Også Maya gik rundt og nød den stille havbrise der fik hendes lange hår til at bevæge sig i vinden. Hun var ude på en spaseer tur inden hun igen skulle arbejde.
En havde altid nydt udsigten til havet. Hendes far havde været sømand, og hun havde altid selv drømt om det samme. Men det var nu ikke sådan hendes liv var endt. Det var i stedet end med at hun spredte ben for fremmede mænd, blot for at betale en gæld tilbage for den far der aldrig kom hjem til hende igen.
Maya sukkede en enkelt gang hvorefter hun ville gå tilbage. Men på vej forbi et skib, blev hun stoppet af en sømand. Han lignede en der var fra skibet med vare. Han smilede venligt til hende, eller hvad man nu skulle kalde det halvt tandløse smil. "God eftermiddag unge frøken!.. var det ikke noget med en ny kjole?" spurgte han lidt tillokkende. Maya så på kjolen, den var godt nok smuk. Men hun rystede på hovedet "Ellers tak! Den har jeg slet ikke råd til" Erkende hun både over for manden og overfor sig selv. Den var nu ellers utrolig smuk! Maya var ved at gå uden om manden da han igen trådte ind foran hende. "Den skal ikke koste dig ret meget!.. Den ville klæde dem utroligt" Sagde han med en endnu mere tillokkende stemme, og rakte kjolen frem mod Maya så hun kunne prøve at mærke stoffet. Maya rørte ved kjolen, og kunne mærke at det gjorde helt ondt inden i hende. Hun vidste at hun aldrig ville få råd til sådan en kjole. Maya smilede venligt. "Jeg beklager men jeg har kun 9 pund.. og det kan umuligt være nok til så smuk en kjole!" sagde hun og trak på skuldrene. Hun ville ønske hun havde mere, men det var nu ikke tilfældet for hende.
Manden kom med et overbærende smil. "jeg kan ikke tåle at se en smuk ung pige, der ikke får lov til at få drømme kjolen... hvis de giver mig de 9 pund, og et kys på kinden er kjolen din!" sagde han med en forventningsfuld stemme.
Maya spærrede øjnene op. "er de sikker?" spurgte hun måbende. Manden nikkede "det er mit skib, så det er helt i orden at jeg sælger den til dig til den pris" løj han afslappet. Maya formede et kæmpe smil på sine læber, og tog lidt ivrigt fat i mandens Nakke, og kyssede ham på kinden med et stort kys. Hun gav ham de 9 pund og tog forsigtigt kjolen. Hun foldede den sammen så der ikke skete den noget på vej tilbage. "Tusind tak" sagde hun med et stort smil. Manden smilede blot til hende "Du er altid velkommen til at komme tilbage.. bare spørg efter Lud" Sagde han med et blink med øjet.
Maya nikkede med et smil, og skynde sig så tilbage til kroen. Hun lagde kjolen ned i sin tøjkiste, og lukkede den. Hun havde en kunde lige efter. Men da endelig han var færdig og gået, tog hun kjolen frem, og tog den så på. Den passede perfekt. Hun snurede rundt nogle gange foran det lille spejl der ikke engang viste halvdelen af hendes krop. Men hun var så vild med denne nye kjole at hun ikke kunne lade vær.

James var ankommet med hans skib og de havde forskellige ting med, deriblandt et parti af meget fine kjoler som de havde en køber til, men da de skulle til at sælge dem kunne James se at der manglede en, under optælningen da han vidste det præcise antal, da han gjorde meget i at holde styr på den slags, han fortalte det også til køberen, og blev af denne grund betalt en smule mindre. Han sagde dog ikke noget til nogen af mændene da han helst ville have at han virkede som om at han havde styr på sine ting og derfor ikke kunne lade dem vide han manglede en kjole.

Han var i stedet bare gået ned på den lokale kro, han var trods hans gode status ganske glad for at bevæge sig rundt der hvor de andre sømænd kom, han var fascineret af det, plus der oftere var sang disse steder end de pæne steder som i stedet gjorde sig mere i musik uden sang til hvilket virkeligt ikke var hans stil. Da han kom derind kunne han ikke lade være med at bide mærke i en kvinde der bar en af de kjoler han havde haft med, og det var med hastige skridt han gik over til hende.

"Kan de så smide den kjole. Din tyv!''

Efter hvad han vidste var hun jo nød til at have stjålet den, han forventede ikke ligefrem at der var nogle af hans mænd der havde solgt den, han stod bare med udstrakt hånd for at fortælle hende at hun skulle tage kjolen af og give ham den lige med det samme. Han så på hende mens han afventede.

Maya var gået ud i selve kroen for at få noget mad med ind til sig selv. Kro egeren smilede til hende og kommenterede kjolen, hvorefter Maya gjorde klart at dette var IKKE en arbejds kjole. Ingen varmle mænd skulle røre denne kjole. Hun gik med sin tallerken og et glas vand i hver sin hånd på vej ind til sit værelse, da hun hørte en stemme bag sig, Og han kalde hende tyv. "Hvad?... Tyv?" Hun så lidt skabt på ham. Og vende sig helt rundt mod ham. "jeg tror du har fat i den forkerte! Dette er MIN kjole!" sagde hun bare lidt bestemt. Hun så på ham. Han ligenede ikke en pirat. Og de plejede nu heller ikke at komme ind og råbe op på en kro.
Folk omkring dem kiggede meget. Selv kroegeren stod og lurrede. Maya så lidt rundt. FEDT!... nu troede alle på stedet her at hun havde stjålet den kjole. Hvilket gjorde hende temmelig rasende. Hun så på manden med en vred mine "Dette er MIN kjole! Jeg har ærligt og redeligt Købt og Betalt den!" Hun vende siden til ham "hvis de vil have denne kjole fra mig, er de nød til at rive den af!" sagde hun bestemt, og vende rundt på hælen hvorefter hun gik mod sit værelse, og smækkede døren efter sig.
Folk på krogen begynde at viske teske, og nogle snakkede videre som om intet var sket

Han blev overrasket over hendes reaktion, og han stivnede kort men fandt så fatningen igen, han vidste at hun havde været nød til at have stjålet den, da de jo kun lige havde afleveret kjolerne til den mand der skulle sælge dem, og derfor kunne hun ikke have nået at købe en allerede. Han stod lidt og betragtede hende før han svarede roligt og behærsket.

"Det er umuligt, jeg er Kaptajn på det skib der har braft de kjoler til byen, og jeg kommer lige fra at have afleveret partiet til den købmand der skulle sælge dem, så det er umuligt at du har kunnet nå at købe en allerede, da han ikke engang har sat dem til salg endnu!''

Han fulgte efter hende, og skyndte sig ind bag hendes dør inden hun nåede at smække den, og han greb bare fast i hendes arm, og lukkede så døren bag sig, og han kiggede så roligt på hende.

"Vær nu venlig at give mig den kjole, så lader jeg være med at gøre melde dig"

Hun burde allerede vide hvor risikabelt det ville være for hende at blive anmeldt som tyv af en person som ham. Imellem de to ville de fleste og i sær militæret nok vælge at tro på denne velstående og velholdte mand, som havde gode penge og var kendt som en ærlig handelsmand i de mange byer.

Maya blev mere og mere irriteret over denne mand! Hvad bilde han sig ind. Kaptajn? Det tror jeg ikke! Hun havde netop handelt med kaptajnen. Men hun gad ikke diskutere mere med ham, det var derfor hun gik.
Hun vende sig lidt overrasket da han tog fat i hendes arm, og ikke mindst var gået med hende ind på sit værelse. Hun rev armen til sig, og satte sine ting fra sig. "Hør her MESTER! Jeg har selv været nede på havnen og købe den!... Desuden er de slet ikke kaptajn!... de er bare en løgnhals! Jeg har selv personligt handler med Kaptajnen der havde disse kjoler med!... Han solgte den til mig af venlighed!! Og nu kommer de og kalder mig Tyv?... Hvad bilder de dem ind?"  Det var nu meget tydelidt at Maya var vred. Ingen skulle komme og kalde hende for en tyv, snige sig med ind på hendes værelse og kræve at hun leverede den kjole tilbage som hun havde betalt.
Dette var ved at blive for meget for Maya. Og som folk der kende hende nok vidste, så var hun ikke rart at være sammen med når hun blev kørt op i det røde felt. I en hånd og bestemt bevægelse satte hun begge hænder mod hans brystkasse og skubbede voldsomt hårdt til ham. Temmelig hårdt når man tænker på hun var en dame "Skub ud her fra!.." udbrød hun vredt.
Aldrig i livet om hun ville lade en mand som ham narre hende til at gå af med sin kjole. "Hvis de absolut vil vide besked hvorfor går de så ikke ned og taler med Kaptajn Lud om det!?... I stedet for at komme her og kalde andre mennesker for tyve!..Desuden burde det være dem der blev meldt til politiet for at trænge ind på pigers værelser uden tilladelse! Og ikke mindst for bedragerrig!... de vil sikkert ikke andet end af frarøve mig min ejendom!"

Han kunne ikke lade være med at se chokeret på hende da hun kaldte ham for løgnhals og sagde at han ikke var Kaptajn, han var til at starte med chokeret men det endte med at han grinede af hende en smule, og han rystede blot på hovedet af hende, og nikkede langsomt og med et smil på læben omkring det.

"Du tror at de vil tro mere på dig, end de vil på mig, en kendt handelsmand der er kendt i alle byer af alle der har nogen form for magt. Og hvis du vil vide det så er Lud ikke kaptajn Lud er en matros på mit skib, han har været ansat hos mig i mere end et år nu."

Han trak på skuldrende og rystede på hovedet af hende.

"Men hvis du virkeligt så gerne vil, så følg med mig ned til MIT skib og snakke med Lud og hvordan han har løjet for dig, og til syneladende snydt mig for penge"

Han trådte et skridt til side og lavede en håndbevægelse mens han åbnede døren for at bede hende gå ned mod havnen. Han stod roligt, og på trods af at han havde understreget det med at det var hans skib, havde han en rimeligt rolig stemme.

Det irriterede hende endnu mare da han begynde at grine af hende. Hun så utrolig vred ud. Den lille pæne dame der var gået rundt i den smukke kjole tidligere, havde forvandlet sig til en vred og bestemt kvinde der bestemt ikke fandt sig i at blive grinet af, at blive beskyldt for at lyve og for at stjæle.

Hun spærrede øjnene op da han begynde at fortælle om Lud. Hun trådte et skridt tilbage, Og lagde automatisk en hånd med kjolens kant ved kragebenet. "Men... jeg HAR virkelig betalt for den! Jeg har købt den!" Hendes stemme lød nu mere desperat end vred. Skulle hun nu til at gå af med denne kjole? Det var vel ikke hendes skyld at hans mænd var nogle snydere og bedragere.
Hun så mod hans hånd som han gjorde tegn mod døren. Hun bed sig i underlæben. Hvis det var sandt hvad denne mand sagde havde hun ikke lyst til at møde den mand der havde snydt hende.
Men hun kunne godt se at hun ikke havde mange valg. Hun kom med et suk, og fulgte så med manden.
Hele vejen ned til havnen holde hun øje med tingene omkring sig. Om de var alene på noget tidspunkt. Hvad hvis han VAR en bedrager.
Hun lod diskret sit blik falde på ham, som hun gik bag ham. Han ligende ikke en bedrager... derimod en mand der havde sine sager i orden.
Da de kom ned på havnen, stod Lud og var ved at ordne nogle rab. Og der gik tydeligvis panik i ham da han så James og Maya. Maya så ham, og inden han nåede at smutte, satte hun farten op og gik over til ham. "denne mand siger at de ikke er kaptajn? At dette er hans skib, og at denne kjole ikke var til salg!?... er det sandt?!" Hendes stemme var både skarp, men også med et straif af at hun ikke troede på det.

Lud så temmelig nervøs ud. Han så skiftevis på både James og Maya. "Uhm... det var vidst ikke helt meningen at de kjoler skulle have været solgt til andre end manden på markedet... og øhm.. tja det er jo ikke MIT skib.. men jeg arbejder her så lidt er det da mit..." Maya hørte ikke halvdelen af den plabbren der kom ud af hans mund.
Hun knyttede sine næver i vrede. Og det var tydeligt at hun blev mere og mere rasende.
Og i en hurtig og temmelig hård bevægelse, løftede hun armen, og lod en knytnæve ramme denne LUD lige midt i ansigtet. lige mellem øjnene, og på den øverste del af hans næseben. Hvis man havde hørt rigtig godt efter, kunne man faktisk høre knoglerne i hans næseben brække.
Lud faldt bag over på gangbrugen, og klynkede over hans ny erhvervede skade. Maya stod stadig med sine hænder knyttet "mine penge!... hvor er de?!!" Råbte hun vredt af ham.
Lud lå stadig og klynkede mens han holde sig for næsten Ig.. Ig Ming Lomm" fik han frem strammet med denne brækkede næste der gjorde at han ikke kunne tale ordenligt. Det lød lidt ligsom når man holder sig for næsen og prøvede at tale.

Maya fandt pengene i hans lomme og fiskede dem op. Hun vende sig mod James med et vredt blik. Hvorefter hun i protest, begynde at åbne kjolen, og tage den af midt på havnen. Aldrig i livet om hun ville gå med noget en bedrager havde solgt hende, og som ville stemple hende som tyv.
Til sidst stod Maya tilbage på gangbroen kun med sine sko i hånden. Hun rakte ham Kjolen. "Her er deres elskede kjole" sagde hun med en irreterrat stemme. Folk omkring dem kiggede meget. Mændene fordi det ikke var så tit de så en smuk ung kvinde smide tøjet sådan bare lige. Og kvinderne fordi de rystede på hovedet af hende.

Han blev overrasket over den desperate stemme hun kom med da hun fortalte at hun altså havde betalt for den, han troede faktisk på hende men han var sikker på at hun ikke havde betalt den mængde der burde have været betalt for kjolen, det var ikke ligefrem de billigeste kjoler der var at finde i området.

"Lud... For pokker, Jeg vidste du havde et problem med kvinder men havde ikke troet det så slemt.''

Han smilede roligt til ham og rystede på hovedet af ham, og han kunne ikke lade være med at tage sig for munden da hun slog ham, og han holdte hånden der mest for at skjule det lidt for glade smil over at se det, og da hun begyndte at tage kjolen af blev han overrasket over hende, og han skyndte sig hurtigt at tage sin lange frakke af og lagde den henover hendes skuldre som hun gav ham kjolen igen.

"Jeg kan ikke sælge en brugt kjole... Så synes de jeg blot skal brænde den eller smide den i havet eller er de stadig interesseret i den?''

Han kiggede på hende roligt, det var et ærligt tilbud, men han gik ind for hvad han solgte og det betød at han ikke kunne sælge en brugt kjole til nogen. Han stod og afventede hendes svar. Det var da underligt hvis hun ikke ville have den nu hvor han faktisk tilbød hende den, men måske hun var for stædig til at ville have den.

Maya oste af raserig! Hun havde lyst til at smide dem begge i havet, og kjolen med! Nu stod hun der uden tøj på og blev bedstiret af halvdelen af byen. Det overraskede hende dog da han tog sin jakke af og lagde over hende. Hun havde mest lyst til at skubbe den af. Men det var derimod også alt for pinligt at stå her uden en tavl på kroppen. Hun så på kjolen da han sagde han ikke kunne sælge en brugt. Og om hun stadig ville have det. Hun ryngede brynene og så vredt på ham "tror du jeg vil gå med en kjole som den efter du har råbt op inde på kroen om at jeg har stjålet den?.. alle vil se mig som en tyv på grund af dem!... Jeg eer liggelad med hvad de gør med den! For min skyld kan du lade den nar der gå med den.. jeg er ligeglad!" sagde hun vredt mens hun pegede tilbage på Lud der stadig bare lå på gangbroen og klynkede. Da folk var begyndt at gå lidt videre uden at kigge for meget. Tog Maya hans frakke af. "Jeg vil hverken har deres frakke eller den kjole!". Hun rakte ham de 9 pund. [b]"Her.. jeg har ikke mere nu.. men jeg skal nok betale for at den er blevet brugt"[/b sagde hun bare hvorefter hun gik forbi ham og tilbage mod byen.
Det var ikke første gang i sit liv at hun var blevet ydmyget. Men det var første gang hun måtte gå nøgen hjem fra at være blevet det

''Se det er dit valg, jeg vil ikke undskylde for at antage at de havde stjålet en kjole der på ingen måde skulle være ude i byen. De burde da kunne se hvordan det ikke ser ud når jeg ser nogen bære en kjole der ikke burde være i byen? Hvad hvis de havde set Lud her stå på en et hjørne med dine støvler som du vidste du ikke havde solgt, ville du ikke også tro de var stjålet?"

han kunne dog ikke lade være med at grine af hendes kommentar om at han kunne lade Lud bære den, og det var også grunden til at han greb fast i hende og stoppede hende i at gå. Han kiggede på hende og smed kjolen over til Lud.

"Lud du hørte kvinden, tag den på. Og vil du ikke være sød at tage frakken på, det vil gøre det nemmere for andre at holde blikket på Lud i kjolen istedet for at kigge på dig.''

Han kiggede på hende, og Lud begyndte meget flovt at tage kjolen på, og man kunne tydeligt se at han ikke var glad for det, og James kunne ikke lade være med at grine over det, og han kiggede på den unge kvinde med et roligt smil.

"Altså det her må da kunne få dem til at smile bare en smule?"

Maya orkede ikke engang at lytte til det han sagde. Men jo han havde rat. Hun havde måske bare valgt at gøre det på en mere... hmmm. høflig måde. End at mande en pige op midt på en kro, og højlydt beskylde hende for at have stjålet kjolen.
Hun så både overrasket men også lidt irriteret på ham da Tog fat i hende. Var det noget denne mand havde fået for vane? At gribe fat i hende så snart hun prøvede at komme væk.

Hun så lidt chokeret ud da han smed kjolen over til Lud. Hun hørte hvad han sagde med jakken, men ignorerede det. Han skulle ikke bestemme om hun skulle have den på eller ej.
Hun bed sig i læben da hun så det fjols dingle rundt i kjolen. Hun holde bare blikket på den klovn der nu snavsende denne smukke kjole til. Hun hørte udemærket hvad han sagde, men så ikke på ham. "Egentlig ikke... der er intet sjovt i at se en så smuk kjole blive ødelagt" Maya rev sin arm fri og så på ham "Måske er dette blot en joke for dem!... Og måske har de RÅD til dette... Men der er ikke alle der har det" sagde hun blot, og så sig en kende rundt. der var stadig en del der kiggede. Men slet ikke så mange som før. Og største delen af dem havde travlt med at kigge på Lud.
Maya så kort på manden ved hendes side, "Jeg betaler dem tilbage.. men de må vente til i morgen.. så har jeg tjent pengene ind" sagde hun bare og bed sig i læben mens hun kastede et sidst blik på kjolen. Hun vende rundt og gik op af gangbroen uden at sige mere. Folk kiggede på hende, men hun ignorerede det. Da hun kom for enden af gangbroen. tog hun sine sko på og kig tilbage til kroen. Hvordan havde hun kunne være så dum? Hvordan skulle hun nogle sinde få råd til en kjole som den? Selvfølgelig var det et fupnummer og hun var fladet i med begge ben.

''Åhhh gud hvor er de seriøs at høre på... Alt for ængstelig omkring penge, det er jo blot en materiel gode der alligevel ikke gør meget godt andet end at gøre folk griske og nærrige.''

Han rystede bare på hovedet af hende, og lod hende så gå han havde intet behov for at stoppe hende denne gang, men inden han lod hende gå havde han da tænkt sig at fortælle hende at der ikke var nogen grund til at hun skulle betale for kjolen han havde ikke behov for at få den betalt tilbage og slet ikke af hende.

"De behøver ikke betale mig tilbage, hvad der skal betales for kjolen skal Lud nok selv komme til at betale af med arbejde.''

Han kom så i tanke om de 9 pund hun havde givet ham og han fulgte efter hende til hendes værelse hvor han så bankede på, da han ville give hende de 9 pund, der var ingen grund til at han fik dem af hende, hun havde tydeligvis mere brug for dem end han havde, han havde jo rigeligt med penge, selvfølgelig kunne han godt bruge flere, men ikke så meget at hun ikke kunne beholde disse.

"Undskyld men jeg kan ikke lade dig gå uden at give dig pengene.''

Han afventede svar.

Maya hørte skam godt hvad han sagde, men valgte at ignorere det. Hun ville bare gerne væk derfra. Væk fra denne pinlighed. og ydmygelse. Hun gik gennem byen, og prøvede virkelig på ikke at lade sig bide af dem mange mennesker der så på hende. Mændene der råbte efter hende på gaden, mødre der holde deres børn for øjnene.
Det sidste stykke løb hun. Det var simpelthen for pinligt. I stedet for at løbe hele vejen gennem kroen. Løb hun ind gennem køkken døren, og sneg sig ind på sit værelse.
Hun lukkede døren efter sig, og gled ned på gulvet foran den. Så hun sad op af den. Hun gjorde virkelig hvad hun kunne for ikke at lade en tåre løbe ned af hendes kind. Dette var virkelig forfærdeligt, hun var ked af at være blevet ydmyget.. over kjolen. Men mest af alt var hun vred på sig selv over at lade det gå hende sådan på.
Hun hørte at det bankede på døren. Hun rejste sig hurtigt, og tog fat i hendes satin morgenkøbe der lå på sengen. hun trak hurtigt i den og åbnede døren hurtigt da hun regnede med det var kroegeren der sikkert gerne ville have en forklaring. Da hun åbnede døren, var det tydeligt at se tåre i hendes øjne. Hun spærrede øjnene chokeret op da hun så hvem der stod uden for hendes dør. Hun skynde sig at tørre sine tåre væk.

Hun så overrasket på hans hånd da han rakte pengene frem, og derefter op på ham. Kom han tilbage med hendes penge?.. Hvorfor?
Hun så ned på hans hånd igen, og tog imod dem "tak" kom det lavmælet fra hende. Hun førte en hår lokke om bag øret "jeg er ked af de problemer jeg har kostet" sagde hun stille mens hun trak lidt i sin morgenkøbe for at den ikke skule gabe så meget, hvilket jo kunne være ligemeget! Han havde jo allerede set hende uden tøj på.

Han smilede blot til hende, og da hun havde takket ham og åbnet døren trådte han bare indenfor uden at spørge om lov. Han kiggede sig lidt rundt, og betragtede hende så. Han rystede på hovedet for at sige at hun ikke skulle bekymre sig om hvad hun havde skabt af problemer for ham var det bare lidt penge der var mistet og en enkelt mand af hans besætning.

"Bare rolig det var kun en enkelt kjole jeg mistede og så selvfølgelig også fyret Lud, men det er en anden side af sagen, når han ikke kan kende forskel på hvad der er hans og mit kan jeg ikke have ham ansat, så jeg burde vel egentligt takke dig for at få ham til at vise kortene?''

Han grinede roligt, og han blev stående lige inden for døren og havde også lukket den, grunden til at han havde lukket døren og var gået ind var fordi han ikke ligefrem brød sig om at stå i gangen og snakke med hende, når hun var klædt som hun var nu. Han kiggede på hende.

"Men bildte han dig virkeligt ind at han var kaptajn på skibet?''

Han kiggede på hende og rystede lidt på hovedet over det.

Maya kunne ikke helt lade vær med at skamme sig. Ikke over hun var blevet sur. Det ville de fleste blive hvis de blev kaldt for tyve. Heller ikke fordi hun blev sur også at plove snyd. Men mere over det drama hun skabte på havnen, hvor hun gjorde sig selv til grin, og skabte en del opmærksomhed både for hende, me også for ham.

Hun nikkede sammenstykkende da han sagde at hun ikke habde voldt ham store problemer. Hun vende hovedet mod den tallerken der stod på hendes bord med nu kold mad. Fedt! Kold mad igen.

Hun så op på ham da han spurgte om Lud virkelig havde bildt hende ind at han var kaptajn. Hun nikkede kort. "han sagde at det var hans skib, og set var hans kjoler... Derfor var der ingen problemer i at han solgte mig den billige.." maya sukkede lidt. Hun skulle jo ha fattet mistanke. "han lignede ikke en svindler.. eller pirat.. så jeg troede jo på ham" Maya kunne mærke at hun blev vred igen. Vred over at være blevet snydt, men også fordi hun troede på ham.

Pludselig vrængende hun ansigt som om der er noget der var ulækkert. "jeg gav ham oven i købet et kys på kinden også" brummede hun.

''De er alt for venlig af dem så, du burde ikke tro på folk bare sådan... En eller anden dag er der nogen der snyder dem for noget"

Han kiggede på hende roligt, og han fulgte hendes blik hen til hendes tallerken med mad, det var vidst ikke nemt at være hende kunne han fornemme på det hele. Han gik lidt rundt på hendes værelse og kiggede sig omkring meget roligt, og han kunne ikke lade være med at slippe et lille grin da hun brummede det sidste med at hun havde givet Lud et kys også.

"Ja jeg er sikker på det gjorde hans dag meget bedre, hvilket dog nok ikke hjælper dig med at føle det bedre''

Han rystede lidt på hovedet men han forsøgte bare at holde en samtale, han ville helst ikke virke alt for uvenlig overfor hende, da han godt kunne fornemme han havde gjordt hende vred tidligere.

Maya trak på skuldrene. Ja han havde nok ret. Hun var alt for naiv. Og det vidste hun godt. Men i en verden som hendes, var man nød til at være det bare en gang i mellem.

Hun betragtede ham som han gik rundt på hendes værelse. Det var faktisk en smule underligt. Hvorfor gad ham overhoved opholde sig sådan et sted?
Hendes værelse var ikke særlig stort. Der stod ej dobbelt seng langs den ene Væg. Et bord med et lille spejl til når hun skulle gøre sig i stand. Og en kiste til hendes tøj og sko.

Maya kunne ikke lade vær med at komme med et smil da han sagde at det sikkert habde redet Lud's dag. Tja det havde det vel. To k at en mand kunne være så fortabt i kvinder at han ville snyde sin kaptajn.

Hun bed sig kort I læben. Hvorfor blev han? Han skylde hende jo ikke noget. Og som han havde sagt skylde hun heller ikke ham noget. Hun tod stadig og holde i den ene side af morgenkåben så den ikke åbnede sig for mange.
"Uhm.. det er ikke for at være uhøflig men.. jeg er nok nød til at komme I gang med arbejdet" sagde hun med en høflig stemme. Hun valgte ikke at fortælle ham hvad hendes arbejde var. Det ville nok kun give ham et endnu mere skævt syn på hende.

Han kiggede på hende en smule undrende da hun fortalte at hun skulle i gang med arbejdet, og han kunne ikke lade være med at grine en lille smule af hende og komme med en mere eller mindre dum kommentar omkring det med hendes arbejde, og hendes hentydning til at han skulle gå så hun kunne udføre hendes arbejde.

"Nååå... Du kan ikke arbejde i mens du snakker med mig da?''

Han kiggede på hende, og han havde ikke ment noget særligt med det, det var egentligt mest bare fordi han ikke havde mødt nogen andre denne gang der var interessante at snakke med, så hun var uden tvivl det mest interessante selskab han kunne have sig lige nu. Han gjorde heller ikke an til at forlade hendes værelse lige med det samme, og med endnu en flabet kommentar kommenterede han på hendes måde at holde fast i hendes kåbe på.

"Du er overraskende påpasselig med ikke at vise noget når du er alene med mig, i forhold til på havnen?''

Maya sank en klump da han talte om, om hun ikke kunne tale med ham mens hun arbejdede. Hun kunne jo ikke rigtigt brøle op i hovedet på ham at det var fordi hun skulle ligge i sengen med en kunde. Det ville være temmelig akavet for alle parter hvis hun samtidig førte en samtale med ham.
Hun bed sig lidt i læben, og fornemmede godt at han ikke havde i sinde at gå lige foreløbig, hvilket kun gjorde hende en kende mere utilpas.
Da han kom med kommentaren om at være påpasselig med ikke at vise noget, strammede hun blot grebet om stoffet "Det var flovt nok første gang..."brummede hun bare lavmælet.
Men der var nu også noget mere. Dette var et rum hvor hun smed tøjet for penge, eller fordi hun skulle sove. Det var ikke et sted hvor hun stod nøgen for en en mand bare for at gøre det. Dette var hendes hjem.
Maya blev ved med et vende blikket mod en masse forskellige ting. Hendes blik flakkede, bare fordi hun ikke vidste hvad hun skulle fokusere på. det var tydeligt at dette var en lidt u komfortabel situation. Efter noget tid med denne flakken, så hun til sidst på ham "Jeg skal gøre mig klar til mit arbejde.. så.." kom det lidt halvhjertet fra hende. Hun var godt klar over at dette sikkert ikke ville få ham til at gå heller. Hun kunne ikke lade vær med at undre sig. Hvad ville denne mand?

''Jeg må sige at jeg ikke forstår hvorfor de valgte at smide kjolen midt på havnen på den måde, i stedet for at snakke om det først?''

Han grinede af hende, og han kunne ikke lade være med at finde det en smule morsomt på den måde hun virkede mere og mere utilpas ved situationen, hvorfor var det så utilpas for hende at han var til stede? Var det mon fordi hun ikke rigtigt havde mere tøj på end hun havde, og da hun endnu engang sagde at hun skulle gøre sig klar til hendes arbejde stillede han også sit spørgsmål.

"Jamen burde de så ikke klæde om? Jeg kan da sagtens vende ryggen til dem, mens jeg snakker stadig hvis det gør det nemmere for dem?"

Han grinede roligt af hende og sig selv, modsat hende havde det overrasket godt og sjovt faktisk, men han havde jo heller ikke nogle ting at bekymre sig om på samme måde som hun havde, og det gjorde selvfølgelig noget af en seriøs forskel mellem dem.

Maya kom med et kort suk, der helt klart var tildelt hende selv. "jeg har et problem med mit temperament.. g iltet de sikkert HAR fundet ud af." små brummede Hun. Hun så op på ham "og så ønskede jeg ikke rigtig at tale med nogle af jer" erkende hun hvorefter hun vende blikket.
Det var en forfærdelig følelse . For hver gang han grinte af hende følte hun sig mindre og mindre.

Hun så lidt overrasket på ham da han spurgte om hvorfor hun så ikke bare gjorde sig klar. Maya sank en klump. Det var lidt svært at sige nej, fordi han ikke måtte se hende.. det havde han jo ligesom allerede. Hun så sig først lidt rundt i rummet, som om der pludselig skulle komme en redning. Hun ser kom blot et stille suk fra hende. Hun gik roligt over mod ham, og derefter forbi ham, for at gå over til en kiste der stod langs den ene Væg. Hun åbnede den, og fandt en kjole frem. Hun vende halvt hovedet, mest for at sikre sig at han rent FAKTISK vende sig om.

Da han havde vendt sig, bandt hun roligt knuden på på morgenkåben. Hvorefter hun lod den flade til jorden, hvilket efterlod hendes krop Nøgen. Hun stod med ryggen til ham, nok mere for hvis han alligevel skulle vælge at smuge kigge, hvilket... stadig kunne være lige meget.

Hun begynde så roligt at tage sit korset på, og prøvede på selv at snørre det ind bagpå.

''Ja du er ikke helt så blid som man kunne forestille sig udra dit udseende.''

Han grinede drilsk til hende, og kunne ikke lade være med at følge hendes blik rundt i lokalet med et stille smil på læberne. Han havde nu ikke grint rigtigt af hende eller i hvert fald ikke fordi han ville gøre grin med hende. Da hun gik over til sin kiste og fandt kjolen kiggede han på hende, og da hun så vendte sig om kunne han godt se hun ville have ham til at vende sig om, hvilket han så først gjorde der, men han stod lidt og kiggede sig halvt over skulderen til hende, og han kunne se hun var ved at tage korset på rystede han på hovedet af hende og gik i retning af hende.

"Frøken dog, lad mig hjælpe dig med den?''

Han tog fast og begyndte forsigtigt at stramme korsettet om taljen på hende. Han ville ikke lytte hvis hun sagde noget i stil med at hun ikke havde brug for hans hjælp da han havde en smule viden om det her, og vidste hvor besværligt det måtte være at stramme den selv.

Maya nikkede sammenstykkende da han sagde at hun ikke var så blid som hun så ud. Det måtte hun jo nok give ham ret i. Og hendes temperament havde altid været hende svaghed.

Hun holde en smule øje med om han nu også vende sig. Det gjorde han heldigvis. Lidt gentleman var han vidst. Hun havde lidt problemer med korsettet, det var ikke helt nemt at snøre ind, og normalt havde hun også en af serverings pigerne til at hjælpe sig. Hun hørete fortrin hen mod sig, men inden hun kumme så havde ham havde fang i, hørte hun havde han sagde. Hvilket fik hende til at stivne lidt.
Hun sagde ikke noget mens han strammede det ind. Hun bed sig blot i læben. Da han var ved at være færdig, så hun bare lidt ned. "de sagde de ville vende ryggen til" sagde hun lavmålet, mens hun stadig stod der lun iført korset og intet andet.
Han stod nervepirrende tæt på hende, hvilket fik hendes hjerte til at pumpe en smule hurtigere, hvorfor vidste hun ikke. Hvad ville denne mand? Og hvorfor gik han ikke?

Han kunne ikke lade være med at smile en smule over hendes reaktion med at kigge ned da han havde snørret og bundet hendes korset. Han lænede sig også frem så han stod med hovedet hen over hendes skulder og han kunne derved bedre tale til hende, og han stod nu tættere på hende end han havde gjort tidligere, og han svarede hende så endeligt.

"De forventede vel ikke jeg ville kunne holde det? De burde da have vidst at jeg ikke ville kunne lade være med at smugkigge og det er vidst heller ikke skidt da de fik brug for min hjælp jo.''

Han stod der bare og afventede så hvad hun sagde, eller hvad hun havde tænkt sig at gøre overfor ham. Han kunne dog ikke lade være med at lade sit blik glide op og ned af hendes krop mens han trak sig lidt væk fra hende og han betragtede den smukke kvinde foran ham, som vikrleigt ikke havde andet på end det simple korset som ikke dækkede så meget.

"Er det flovt for dem lige nu?''

Maya prøvede på at køre ned. Men det var virkelig svært, især da han pludselig lænede sig længere ind mod hende. Det gav næsten et sæt i hende da ham begynde at tale. Hun bed sig i læben da han begynde at tale. Og en havde hun været neriv.. hun havde faktisk regnet med at han ville lade vær med at kigge.
Hun følte sig mere Nøgen nu end tidligere på havnen. Måske fordi hun tydeligt kunne mærke hans blik.
Hørte havde han spurgte om, og tog ud efter kjolen, for at tage den på. Hun rystede på hovedet over hans spørgsmål. Hun skammede sig ikke, var ikke flov.. Og så alligevel. Der var jo noget i hende der blot ønskede at gemme sig væk. "jeg stammer mig ikke.. men nu er der normalt ikke mænd på mit værelse når jeg klæder om" dage hun roligt. Dette var virkelig akavet. Men noget alle hende, hun vende kort hovedet, og så over skulderen og om mod ham. De.. de har endnu ikke fortalt deres navn?" sagde hun lidt forsigtigt. Hun vidste ikke engang hvad han hed, og nu stod han på hendes værelse og så hende Nøgen.