so we meet again handsome [Benjamin]

Det var efterhånden sjældent at Benjamin blev sat på så simpel en post som, det han lavede nu, og han kedede sig noget så forfærdenligt. Markedspladsen vimrede med alle typer mennekser, og gjorde den varme, fugtige luft tung og næsten ubærlig at befinde sig i med mindre man, som mange af de unge fyre havde gjort det, simpelthen tog trøjen af. Et kort øjeblik fik Benjamin ondt af pigerne og deres åndsvage mode med korsetter og store kjoler, der uden tvivl måtte være et sandt helvede at gå rundt i i sådan en varme. Han selv var i fuld uniform.
Benjamin rykkede irritabelt på sin jakke, der klistrede til hans ryg, før han igen kiggede op, og gav sig til at betragte mennesker. Idéen med vagter og soldater på en markedsplads var simpel. Hvis man så en vagt, var man mindre tilbøjelig til at stjæle eller slås, og hvis der endelig var en der besluttede sig for at lave ballade, så ville der være hjælp lige i nærheden. Han spejdede igennem mængden og fik kort øjenkontakt med en kollega, der tørrede sved af sin pande, og smilede opgivende. Han rystede smilende på hovedet til ham, og i den bevægelse, fangede han noget rødt lige ude for synsfeltet. Benjamin vendte sig mod højre for at finde ud af hvad det var, men behøvede ikke kigge længe, før en kvindelig pirat valsede ind i hans synsfelt. Valsede. Uden respekt. Kvinden, piraten, sendte ham et kækt smil, før hun begyndte at bevæge sig væk fra ham. Hun bad jo næsten om at blive fanget. Han kiggede kort tilbage, før han tog en hurtig beslutning, og begyndte at følge efter hende.

Benjamin var stærkt opmærksom på at de bevægede sig væk fra menneskemængden, og det passede ham udemærket. Han havde aldrig brudt sig om at få den store opmærksomhed, og arbejdede bedst hvor der ikke hele tiden var andre at skulle tage hensyn til. Ved den tanke, kom han til at støde skulderen ind i en forbipasserende. "Undskyld, sir," fremstammede han, uden at se sig tilbage, fordi han var bange for at miste den rødhårede pirat af syne. Hun forsvandt i få sekunder fra ham, da hun gik omkring et hjørne, og han satte farten op for ikke at miste hende igen. Pludselig var der næsten ingen mennesker, området var bart, og piraten var stoppet op. Pigen, eller kvinden så han nu, tog hatten af og lod et hav af røde bølger falde ned over sine skuldre. Han stirrede kort forbløffet på håret, der glimtede i solen, men måbede endnu mere da hun begyndte at snakke. For det første havde han absolut ikke regnet med den hæse stemme hun havde, men havde nærmere tænkt at hun ville have en blød, forførende klang. For det andet... Kendte hun hans navn. Benjamin rynkede sine øjenbryn sammen, og betragtede hende varsomt. Han rettede sig op. "Jeg mindes ikke at have mødt dig før," svarede han mumlende, og spændte i kæben. "Hvor længe helt nøjagtigt?" Han skulle tilmed til at påpege hvor uhøfligt det var at hun kaldte ham ved navn, nu hvor han ikke kendte hendes, men han bed tænderne sammen, da hun gik hen imod ham. Han fulgte hende med øjnene, men sørgede ellers for at stå ret, så han var parat hvis hun prøvede på noget. Han mærkede en hvis nysgerrighed røre på sig, ved hendes drilske blik og forførende stemme. Der var noget ved hendes øjne, som gjorde ham... Nostalgisk? Kunne det passe? Havde han faktisk mødt hende før? Så faldt brikkerne på plads, da han huskede Dalias rødhårede veninde, som altid havde alt for meget energi til de fine selvskaber, og som altid havde lige præcis dét drilske blik. Han løftede overrasket øjenbrynene. "Vent.. Enya?"
Men det var da umuligt. Hun blev jo taget sammen med Dalia den dag for mange år siden. Gjorde hun ikke?

Benjamin forstod intet. Absolut intet af hvad der forgik. Enya var pirat? Var det en joke? Var han fuld? Hallucinerede han? Hele hans krop var stivnet mens hans hjerne arbejdede på højtryk med at prøve at finde frem til en konklusion. Enya og Dalia var forsvundet for mange år siden, hans egen storebror havde fortalt at de var blevet kidnappet, og Benjamin havde tænkt det som logisk, eftersom hans familie ville kunne give et godt beløb for at få pigerne tilbage. Der havde bare aldrig været nogen, som havde henvendt sig og krævet løsepenge, og langsomt havde familierne opgivet at finde dem igen. De kunne være blevet solgt som slaver, være blevet dræbt af pirater eller simpelthen noget helt tredje og Benjamin havde tænkt over utallige måder, han ville prøve at støve sin søster op når han engang kom i hæren. Der havde bare ikke været nogle spor overhovedet, og han havde måtte opgive. Nu stod Enya foran ham, og hvis hun var i live, var der sandsynlighed for at Dalia også var.
Benjamin spjættede forskrækket, da hun greb fat om hans numse, og snerrende ville han slå hendes hånd væk, men hun nåede at undvige hans hånd. "Pirater har ingen manerer," snerrede han, og lagde trodsigt armene over kors, mens han betragtede hende. Han var forvirret - og en smule skræmt over hendes aggressive tilgang til ham. Han var vant til at piger fnes og blev forlegne når han snakkede med dem; ikke at de nærmest overfaldt ham med øjnene og greb fat om hans numse. "Det må jeg nok sige, du har fået dig lidt af en attitude," påpegede han som svar på hendes kommentar om hans bagdel. Han sank, og lagde hovedet let på skrå. "Jeg troede I var døde, Enya." Han var glad for at hans stemme ikke knækkede over, men var klar over at man godt kunne høre alle følelserne der tumlede rundt inde i ham.