Learn the way of the sword // Aimee//

S Tropepardiset
V solen skinner, derudover er det dejligt varmt.
O få folk, som går rundt og nyder det sidste af dagen.
Tid 18,00
P En løs hvid skjorte under en jakke i blå, og et bar slidte støvler og bukser.
John stod ved roret, mens han sejlet frem af mod  handelsbyen, vinden var perfekt til denne tur. John kunne høre, hvordan hele hans besætning nød det gode vejr lige så meget som ham. John, havde ikke set sin storebror i langtid, hvilket var helt underligt. De, havde altid stået ved, hinandens side, inde de blive kaptajn på, hver deres skib. Men tiden ændre sig jo. John så sig omkring, hvorefter han hørte et råb fra udkiges personen. "Lande i sigtet,"  John smilte svagt, hvorefter han forsætte roligt mod øen. Solen var lige så stille ved at gå ned, hvorefter John sejlet mere roligt hen til stranden. Det var ikke den del af øen de skulle være på, men det var bedre end at risikere at blive opdaget når de sejlet ind. John råbte kort op, " Første styrmand Andrew tag roret," Andrew som var en meget ung dreng på omkring de 18 år, han havde lyst hår og is blå øjne han var dog  ikke lige så muskuløs som  John men han var stadig stærk nok til at kunne tag sig af skibet. "Vi tag afsted imorgen tidelig nyd jeres fritid guys, bare lad vær med at komme i problemer inden vi kommer på havet igen."  John kunne høre, hvordan de alle sammen forstod det, hvor de os bare grinte lidt. John kastet sig over skibets ræling, da det endelig nået så tæt på land det kunne uden at støde på land. John kravlet over den, hvorefter han fik sat vagter på kort inden, han selv hoppet over. De ville gå på skift som altid, mere var der ikke at sige til det. John bevægede sig dog lidt længere ind i det tropiskepardis, hvor han kigget sig svagt omkring det var dejligt stille her. Han satte sig kort efter på en sten, hvor han kigget ud over havet. Det var dejligt at leve dette liv, alle kunne blive kaptajn og måske medlem af rådet. Hvis man, havde evner for det, livet var skønt, der var ingen lov på havet andre end dem man lavet selv.  John rejste sig kort op, hvorefter han lod hans ene  smukke solbrune hånd køre gennem hans sorte håret. Han ville aldrig klippe dette væk, det gjorde at han følte sig som sin egen herre.  John, havde taget to våben med sig idag, hvorfor var dog en gåde for mange. Den ene var pakket en i en æske, hvor imod den anden hang afslappet ned af hans side. Han, havde dog altid styr på, hvor de var. John, begynde lige så stille at træne, med hans sværd som, havde hænget i skeden, hvor til han holde øje med om, der kom folk  hen mod ham. Han var nok en af de bedste til at fægte, hvis han selv skulle sige det, men hvem ville ikke os sige det om sig selv. Men træning gør jo mester, hvilket er sandt nok

Aimee brugte gerne tid i tropeparadiset. Det var tilfredsstillende langt nok væk, fra hendes forældres travle hverdag, og hendes søsters overbeskyttelse. Hun elskede skam sin familie, men hun havde bare også brug for at komme væk i ny og næ, og der var tropeparadiset et godt sted at søge hen. Hendes krop var denne dag dækket af en hvid kjole der gik hende til omkring knæene. Det var ikke en kjole hendes forældre ville være glade for. Hendes mor mente den ikke hørte til på kvinder af deres titler, hvorimod hendes far frygtede for mændene der kunne blive tiltrukket af hende. Selv fandt hun kjolen ganske befriende, og hun elskede at gå i kjoler der ikke føltes som om, de klemte livet ud af hende. Hun havde haft en uoverensstemmelse med hendes mor på vej ud, men da en anden havde brug for hende, glemte hun sin datter og gik i stedet gang med hendes arbejde. Aimee stod nu midt i den tropiske del af øen med en bog i hånden. Hun nød at komme derud for at læse, men lige så meget for at skrive. Stedet ulmede af kreativitet, og hun kunne ikke få nok af følelsen der bragte hende. Hun drejede forbi et træ, og fandt frem til den sten hun normalt sad på, men denne sten var optaget af en anden. En ung mand, der dog var nogle år ældre end hende selv. Men alle spændende mennesker i nærheden var ældre end hende. Somme tider følte hun, at hun var den eneste på hendes alder i miles omkreds. Aimee rømmede sig og gik hen imod manden. Enhver anden mand i hendes liv, ville have tilbudt hende siddepladsen, men hun var klar over, mange pirater kom i området. Han kunne meget vel være sådan en. Hendes forældre havde altid fortalt hende, at pirater var beskidte, griske mænd der ingen manér havde. Hun havde aldrig mødt en, og kunne ikke vide om dette var sandt. Aimee fik øje på hans sværd, og blev lige pludselig interesseret. Hun havde vel en forkærlighed for våben, fordi det var så forbudt derhjemme. ”Du har et sværd.” Det var en åbenlys konstatering, men det var blot så han kunne opdage, den interesse hun havde i sværd.

John forsætte med at træne, hans øjne gled dog ikke til siden, hvilket nok var grunden til han ikke, havde fået  øje på kvinden.  John vendte sig dog vildt hurtig op, da han hørte en konstatere at han, havde et sværd. John vendte sig om, hvorefter han kørte hans ene hånd, gennem det sorte hår. Hvis, man ikke kende John, ville man aldrig kunne gætte at han var en pirat, han behandlet nemlig hans ansigt vildt godt, i forhold til mange andre pirater, Derudover var han jo stadig,  vildt ung. John smilte svagt, hvorefter han vendte sig om mod stemmen, "meget godt set, du er virkelig et talent, for at se hvilket våben det er spørgsmålet er om de, godt ved, hvordan man bruger det." Lød det kækt fra John af, hvorefter han sende hende et charmerne smil. "Navnet er John, hvad er dit navn om jeg må spørge," lød det kækt fra John af, hvorefter han kort bukket for hende.  John, havde ikke lige frem, været dårligt opdraget som sådan, men han var dog heller ikke godt opdraget. Han, havde lærte sig selv, de fleste ting, men at regne, havde han aldrig været helt god til. John kigget hurtigt over hende, hvorefter hans øjne, stoppet ud for hendes. "ku du tænke dig at lære at bruge et sværd, for så kan jeg godt lære dig det."  Lød det kækt fra John af, hvorefter han sende  hende et svagt blink, hun havde dog sikkert en ide om, at han ikke ligefrem var herfra. Så hun ville sikkert, opdage, hvem han var før eller siden, hvilket jo var en pirat. John gik hen mod hende, dog sørget han for at holde lidt afstand mellem dem. Mange folk var jo bange for pirater, eller fremmed, men det skulle man os være, andet var fuldstændigt tåbeligt.  John sendte hende et svagt smil, " så jeg tænker, hvis du vil lære det kan du få mit ene sværd, til at kæmpe mod mig men du får ikke noget ud af det, andet end, hvis du kan få mig til at slippe handskerne så får du den med dig, hvad siger de."

Aimee havde ikke noget problem med pirater. Faktisk fandt hun dem interessante, fordi hun ikke vidste særlig meget om dem, og ikke ligefrem havde mødt mange af slagsens. Da han drillende prikkede til hendes evner med et sværd, lagde hun demonstrativt hænderne i siden og så på ham med et stikkende blik. ”Tror du at jeg ikke kan bruge et sværd, fordi jeg er en kvinde?” Hun kunne ikke ligefrem prale med at have haft et sværd i hånden før, og slet ikke finde ud af at bruge det, men hun nægtede at blive behandlet nedværdigende, hvis det var disse tanker, der brød igennem hans hoved, skulle han også have af vide, at hun ikke var tilfreds med ham. ”Aimee.” Hun rakte en hånd frem imod ham, og forventede han ville give hende hans sværd, især da hun lavede en bevægelse med fingrene, der indikerede hun gerne ville have det. ”Før du kan lære mig noget som helst, bør du se hvilke evner jeg har.” Aimee regnede ikke med, at hun kunne fremvise en masse evner med sværdet, men hun kunne heller ikke være helt elendig til det. Aimee kunne være meget konkurrencedrevet, og hun sagde sjældent nej til en udfordring, medmindre hun fandt det helt umuligt for hende at vinde, kun der ville hun takke nej til en udfordring. Hun så på ham med et let hævet øjenbryn, mens hun ventede på han gav hende sværdet. ”Jeg tager imod udfordringen. Men det er kun retfærdigt, at en uerfaren bruger af et sværd kan få nogle tips.” Han kunne umuligt være lige så elendig som hun selv var. Ellers ville han vel ikke bære rundt på et sværd.

John smilte svagt for sig selv, hun var stor i kæften det måtte han gi hende siden, hvornår havde han sagt at hun ikke kunne bruge det, bare fordi hun ikke var en kvinde. Når det var nok lidt lige meget, "Yeah du har nok ret jeg skal nok gi dig sværdet, så vi kan se, hvad du dur til." Lød det kækt fra John af, hvorefter han studeret hende kort efter. Hun så ikke ud til at være trænet til at kæmpe med sværd, så nu ville det blive meget sjovt at se, hvordan hun kæmpet. John smilte svagt, hvorefter han talte til hende igen, "så de ting du skal vide omkring fægtning er, vær på vagt og, sørge altid for at ha et forsvar og så stik med den spidse ende." Lød det svagt fra John, dette var sjovt not det der var lettest at sige til folk de skulle gøre, men det handlet om at kæmpe mod ham intet andet. John gav hende kort efter sværdet, hvorefter han bakket væk, han fandt en lille kniv frem som var på siden af hans bælte, ved hans bukser. Han træk den kort efter op, hvorefter han blinket kækt til hende, "sådan du begynder bare når det er, husk nu at være forsigtig, vi kan jo ikke ha at du komme til skade vel." Lød det drillende fra John af, hvorefter han bakket hen mod havet, stenen stod nemlig lige ud for havet, hvor man kunne se derud, hvis man fik behov for det. Det var faktisk grunden til at John, havde  valgt dette sted. Det og man kunne være i fred her, næsten 24/7.  Nu ventet John bare, " så frøken Aimee du kommer bare, jeg er klar." Lød det udfordrene fra, John.
//håber det, kan bruges hon ;)//

Aimee virkede til tider frygtløs. Men det var hun langt fra. Hun så bare ingen grund til, at frygte mennesker. For det var jo det eneste pirater var. De havde en helt anderledes baggrund end hende, men det betød ikke, at de ikke havde en menneskelig side. Hun lagde armene over kors, og ventede på at få sværdet. Men først skulle hun åbenbart lige have en instruktion. Stik med den spidse ende? Hvad troede han, at hun var fuldkommen uerfaren med noget der minde bare en smule om et sværd? Han var faktisk en anelse provokerende, men det gav hende også lyst til at slå ham, vise ham at hun kunne mere end han regnede med. Hun tog imod sværdet, og blev overrasket over hvor tungt det faktisk var. Hvordan var det meningen, at man skulle kæmpe med det? Efter lidt øvelse, havde hun en god fornemmelse af sværdet, og hvad det kunne. Da han advarede hende om at være forsigtig, følte hun sig pludselig usikker. Hvad hvis hun faktisk kom til skade? Hun tog en dyb indånding, og mærkede luften sprede sig i hendes krop, gøre hende klar til det. Da han udfordrede hende, løftede hun sværdet og gik hen imod ham, hun svang det ud efter ham, men var både upræcis og usikker på sine fødder. Hun var bestem ikke god med et sværd. Langt fra. Men hun ville ikke give op på grund af det.

John vidste godt at han drille hende, hvorfor skulle han os være ærlig omkring det alt samme, der var ingen grund til det, det var det samme som at be ham om ikke og være parat til og fægte når han kæmpede. Da han kunne se hun kom hen mod ham, med forsigtig skridt og klare til og slå ud mod ham. Da hun slog ud mod ham, kunne han se, hvor upræcis det var, men han ville ikke lade sig blive slået bare for at gøre hende bedre, derfor undgik han med lethed og kastet sin dolk og greb den igen, hvorefter han sende hende et svagt smil. ”Amiee søde, du er alt for let og gennemskue, prøve og lig mere kærlighed i det prøv, og gøre det til en danse.” Dette var nok det bedste råd han havde, givet hele aften endelig nu var spørgsmålet om hun os mente det.
Han håbede lidt hun faktisk selv mente det og gjorde det, hvor han så kunne lære hende lidt mere uden og være bange for hun kom til skade.

John sende hende et svagt smil, hvorefter han gik om bag hende,, hvorefter han stod klar med dolkens flade side igen, som han havde gjorde hele tiden. ”Sådan du prøver bare igen, denne gang, lig lidt mere kærlighed i Amiee, så skal du nok blive en helt og aldeles fantastisk fægter uden, nogen hæmninger, men det du skal tænke på os er at ingen er helt ærlig når de kæmper, hvis de kan se en åbning udnytte de den og, hvis du skåner nogen, kan det ende galt da mange har en sidste ting de kan gøre, hvilket kan smadre dig helt og aldeles eller i værste tilfælde dig, derfor aldrig gå over til nogen som måske kan gøre noget for selv og gøre, hvad de skal gøre.”

Det irriterede hende. Hun ville ønske hun bare havde samlet sværdet op, og havde været et naturtalent. Men hun vidste også, at tingene ikke fungerede sådan. Det krævede øvelse og dedikation. Da han med lethed undgik hende, bed hun tænderne sammen, før hun brød ud med nogle vrede ord. Temperament havde hun nok af. En dans. Kærlighed. Okay, det lød da ikke så svært. Hun kunne sagtens danse, så måske skulle hun forsøge sig, med nogle af de trin hun kendte. Hun lukkede øjnene i, men fornemmede godt han var bag hende. Hun forsøgte at finde fokus, bruge de fordele hun havde. Da han sagde ingen var helt ærlige i kamp, vidste hun, det ville kræve mere af hende, end hun først havde forventet. Hun var ærlig, og hun brød sig ikke om at lyve. Men det gav mening. Hun greb fat om sværdet med begge hænder, og sørgede for det lå fast i hendes hænder. En åbning. Hun skulle finde en åbning.

Aimee drejede sig rundt, men lod bare sværdet hænge imod hendes side. Hun åbnede øjnene og så på ham. Hvad kunne hun gøre, der ville gøre ham uopmærksom og give hende en fordel. Hun skulle distrahere ham, men hun anede ikke hvordan. En af de eneste ting hun var gode til var ord. Men dem kunne hun ikke ligefrem bruge i kamp. Hun begyndte, at kredse omkring ham, som hun ofte gjorde i nogle af de danse hun kendte så godt. Hun skulle bare finde det rigtige tidspunkt at slå til på. Sværdet skiftede position mellem hendes to hænder, før hun svang det imod ham, denne gang med mere omtanke, men stadig ikke som en dygtig fægter.

John smilede svagt for sig selv, da han så hvordan hun, havde lukkede sine øjne. Man ville altid kunne finde et brud i folks forsvar, hvis man kende deres kamp teknik, ordentlig nok. Hvilket var derfor han selv, havde så let ved det her, han viste aldrig folk, hvordan han kæmpede. Da han selv følte det var meget afslørende, hvilket der gjorde at han bare holde øje med hende da hun gik rundt om ham, som om det var en dans, hvilket det sagtens kunne være Holde ha øje med hende, da hun så ud til og ha fundet hendes sted, så han hendes slag som han undgik ved og glide ned under hendes arm, hvor han så skar i hendes kjole så der kom en rift men ikke nok med det noget af tøjet var os gået i stykker, hvilket der gjorde at John ikke kunne lade vær med og smile, det var meget morsomt og se, hvordan hun havde troede det og, hvor til han os bare, havde skåret i hendes kjole, hvilket der ikke kunne få ham til andet end og grine, lidt, ”prøv igen.” Lød det charmende fra John af, hvorefter han ventet på hendes næste træk.

I mellem tiden, havde Andrew gået i land, han vidste at det snart var ved og være tid, hvor han så skulle lade, han så dem dog kæmpe og stillede sig derfor hen ved en sten og så på hans blå øjne holde, øje med kvinden på hans egen alder, som faktisk så godt ud, idet samme hun ville kigge mod ham, ville han kigge væk.

Aimees teknik kunne umuligt være fejlfri. Hun havde ikke engang en teknik endnu, hun svang bare sværdet rundt, og prøvede at komme igennem hans forsvar. Det gik ikke specielt godt. I stedet nåede han igennem hendes. Hun så på den rift der nu var i både hendes kjole og overarm. Det ville ikke falde i godt jord hos hendes forældre, og hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle forklare det. Hvis hun fortalte sandheden, ville de muligvis låse hende inde. Men hun kunne ikke risikere, at mere af kjolen gik i stykker. Så enten skulle hun stoppe, eller sørge for hun ikke blev ramt igen.

Det sidste virkede usandsynligt, så der var vel kun en ting at gøre. Hun blev i tvivl, da han udfordrede hende til, at prøve igen. Hendes stædighed tillod hende ikke at stoppe, men hvis hun ikke gjorde, kunne hun få svært ved at forklare sig over for hendes forældre. Hun så sig omkring et øjeblik, og fik øje på en mand på hendes egen alder. Han havde nogle flotte blå øjne. Hun nåede kun at se dem i et sekund, før han så væk. Hvem end han var, ville hun gerne imponere ham. ”Bare pas på tøjet okay?” Det fik hende til, at lyde overfladisk, men hun var ligeglad med kjolen, men hendes forældre var ikke. I hvert fald ikke hendes mor. Hun måtte tænke ud af boksen, forsøge at gøre noget uventet.

Hun gik hen imod ham, men mistede fodfæstet nær skrænten, og holdt sig kun oppe i fingrespidserne. Hun var sikker på, hun ville falde ned. For hvorfor skulle en hun knap kendte hjælpe hende. Han vidste ikke hvem hun var - gik hun ud fra - så han ville ikke redde hende for penge, hun kunne bare håbe han ville hjælpe hende, for han var den eneste der kunne hjælpe. Aimee kunne mærke, hvordan klippen langsomt gled ud af hendes fingre, hun mistede en ad gangen, og det ville ikke vare længe, før hun faldt. Hun kæmpede for at få et bedre greb, men det gjorde nærmere det modsatte. Hun løsnede blot klippen mere.

John nikkede svagt, han kunne godt se at han skulle lade hende, være i fred, ved han ikke skulle skade hendes tøj mere. ”Yeah jeg skal nok lade vær med og ødelægge dit tøj mere, hvis ikke du gir mig en grund til ikke og gøre det, nu er du advaret.” Lød det svagt fra John af, hvorefter han tog sin kniv væk, han behøvede den ikke derfor, havde han ingen problemer med det pt. John fulgte hende med hans øjne, hvorefter han så hende bevæge sig hen mod ham igen, han smilede svagt da han regnet med hun vidste hvad, hun skulle til og gøre. Idet sammen han så hende komme nærme gik han ikke engang, særlig meget til side, hvorefter han lige nået og undgå hende, hvorefter han hørte skrænten gi efter, han rækkede hurtig, hans hånd ud mod hende, hvorefter han stormet frem og lige nået og gribe hendes hånd. Der var en kemi med hende, som han ikke ville gi efter for, men han måtte få hende op, hvorefter han fik trukket hende op.
Det var længe siden han skulle bære for nogen, hvilket der medførte han fik hende op, hvilket der medførte han fik trukket hende helt op og lagt, hende ind igen.
Andrew, havde set det hele og var derfor stormet op, hvor han ville ha fat i noget de kunne bruge til at hun kunne komme sig over det, Andrew løbe over mod dem bagefter med noget Whisky, hvor han så hen mod Hende. Han gav hende et flaske whisky, da han så hen på hende. Joh nikkede for at gi lov, hvorefter Andrews blå øjne så på hende, ”jeg vil anbefale du er lidt forsigtig med det, whisky kan godt slå hårdt men det hjælper med og komme over det,” Andrews stemme var blid og hans blå øjne skinnede nærmest, han lignede en der var rig, hvis man så bort fra hans tøj, hvilket han os var.

Aimee himlede med øjnene over hans kommentar. Hvilken grund skulle det være? Da han lagde sin kniv væk, følte Aimee sine vinderchance blive øget, men det varede ikke længe, før de blev taget fra hende igen. Hun mærkede en hånd om hendes, og blev pludselig håbefuld. Måske ville det ikke blive hendes visse død alligevel. På trods af John og Aimee måske var meget forskellige, syntes hun de kom godt ud af det med hinanden alligevel. Han udfordrede hende, hvilket fik hende til at kæmpe mere. Da han trak hende op, hjalp hun til så meget som nu kunne. Lige så snart hun var på fast jord igen, satte hun sig på knæ for at rumme situationen. Det havde trods alt ikke været specielt rart. Hun kom op og stå, men kunne fornemme hvor svage hendes ben føltes under hende. Sandsynligvis fordi, hun stadig var i chok over hvad der var sket.

Hun tog imod flasken fra den unge mand, som hun endnu ikke kendte navnet på. Hun tog en tår før hun hørte hans ord, og havde nær spyttet det ud igen. Det var meget stærkt. Endnu stærkere fordi, hun ikke havde en stor tolerance over for alkohol. Tvært imod, hun havde kun smagt ting som vin, og kun når hendes forældre ikke så det. Hun tog en lidt mindre tår, og så nu nærmere på den unge mand. ”Jeg hedder Aimee,” sagde hun med et sødt smil. Hun var tydeligvis interesseret i ham. Aimee så hen på John, og var ikke klar over, hvordan hun skulle takke ham. ”Jeg ved ikke rigtig… Tak.” Det var det bedste hun kunne gøre lige nu. En dag kunne hun måske takke ham bedre.

John kiggede væk mens Andrew dukkede op, hvor han bare var nød til og finde ud af, hvad han ellers skulle sige til hende. Hvorfor, havde han os reddet denne rigmands datter, han var jo ikke ligefrem fan af det, hvilket der gjorde alt dette her mere voldsomt for ham selv. Han lagede dog stadig mærke til dem, hvilket der gjorde at han var nød til og gå væk i lidt tid, efter hun havde takket ham. ”Andrew jeg går ud til skibet igen, du kan lige snakke lidt med Aimee, jeg skal nok lige ha ordnet nogen vigtig ting.” ”Javel Kaptajn Silver,” lød det fra Andrew af, hvorefter han sætte sig ned med Aimee igen, grunden til John dog gik var fordi han skulle være alene for sig selv, han ville ikke vise han faktisk bekymret sig for denne pige."Det var, så lidt Aimee" Han var nød til og finde ud af om, han stadig tænkte på hende eller det bare var en meget mærkelig del af en normal dag. Andrew så hen på Aimee, og fjernet lidt snavs fra hendes kind, hvorefter han talte til hende igen. ” Andrew Cuvillor, men nu bruger jeg kun mit Fornavn." "men nu ser du lidt bedre ud.” Lød det fra Andrew, hvorefter han smilede svagt til hende, dagen var stadig lang og nu måtte de finde på noget og lave, hvilket  Andrew, havde ingen ide til.  Andrew kiggede på hende kort, hvorefter han kiggede væk igen. Han var ikke så glad for at være i denne her slags samtale, måske var det fordi han fandt hende tiltrækkende, det var sikkert kun derfor han ikke, havde styr over ham selv overhovedet. Andrew kørte hans hånd igennem hans hår op til flere gange, hvilket var et tegn på han var nervøs, at han ikke anede hvad han skulle sige. "Så du er Herfra, er du ikke." lød det nervøst fra Andrew, hvorefter han sende hende et smil igen.