En skygge fra fortiden - Dalia

Tid: 22:34
Omgivelser: pirater hist og her.
Sted: markedspladsen i Great Tobago.
Vejr: overskyet, men månene bryder igennem en gang i mellem. Det er en varm aften.
På: hvid poset skjorte, sort pirat jakke, sorte stofbukser og læder støvler.

Alexander stod ved en bod. Han ville gerne have en ny pistol, og der var en i denne bod som han havde set sig lun på. Dog ville han ikke betale den. Han stod roligt og snakkede om nogle af de andre ting der var til salg, han samlede nogle forskellige ting sammen i boden som han ville købe og imens ejeren kiggede væk kort for at pakke det ind, snuppede han pistolen ned i buksekanten bag på og trak hurtigt skjorten ud over. Han havde købt en stor flaske rom, faktisk to. han sagde hurtigt til manden at han ikke behøvede at pakke dem ind, han ville nemlig bare tage dem med sig i lommerne, papiret ville kun være i vejen når han skulle drikke dem. Han betalte for flaskerne og lagde dem ned i lommerne, en i hver lomme. Roligt spankulerede han væk derfra, på udkig efter andre ting han ville hapse.

Markedet var et udemærket sted at komme, når man ikke havde andet at foretage sig. Dette var tilfældet for Dalia i dag, for som tingene så ud var der ingen vigtigheder. Hun spankulerede rundt på markedspladsen og betragtede folk. Det var der hun ved en bod fik øje på ham, en person hun ikke havde set i mange år. Denne person havde været starten så om sige på hendes ’piratkarrierer’, det var Alexander.
Hun huskede ham som en kæk person, med en lidt for stor forkærlighed for rom og damer. Hvad angik rommen så han ikke ud til at have forandret sig spor, eftersom han i dette øjeblik købte to flasker, og ikke gjorde dem den ulejlighed at få dem pakket ind.
Et smil krusede over hendes læber som hun stod og lod blikket hvile på ham, og morede sig over det faktum hun havde taget ham i at stjæle. Med hastige skridt gik hun efter ham, da hun så ham forlade boden og halede hurtigt en på ham.
Med en kæk stemme, sagde hun højt nok til han kunne høre ham; ”Jeg kan se at du stadig har en forkærlighed for rom, men selvfølgelig, det bliver vel ikke vred på dig” grinte hun let og betragtede sin gamle ’læremester’. Efter lidt tid kom hun op på siden af ham ”Længe siden Alex, har du charmeret flere damer, siden sidst?”

Alexander smilede sit store charmerende smil som han hørte en velkendt stemme. Han vendte sig om, og rigtig nok, der stod Dalia." Dalia min egen!"Sagde han og slog ud med armene. Han havde allerede taget den ene flaske rom op igen, trukket proppen af med tænderne og taget en stor slurk af flasken" Rommen og havet er mine eneste store kærligheder i denne verden! De giver mig alt hvad de kan og klager aldrig, resten kan jeg finde i de smukke unge damers skørter! Og jo min pige, jeg charmerer dem i stimer, men de bliver alle rasende, for enten glemmer jeg at betale dem eller også stikker jeg af når de sover, jeg har jo muligvis kommet til at fortælle dem at jeg har et stort skib, og at jeg vil rejse til en lille ø og leve resten af livet med dem der, i alt velgående! Utroligt de tror på det, men de er så nemme at gøre glade igen. Lad dem rase også kæl lidt for dem, DET gør dem bløde i knæene!"Han sagde det en smule snalret, men hans øjne sejlede dog ikke endnu. Og til trods for at han næsten var evig fuld, påvirkede det aldrig hans sans for situationen omkring ham.. Kun hvad man skulle og ikke skulle sige.
Han smilede charmerende til hende" Dalia! hvad bringer dig dog til Tobago!"Spurgte han venligt og lagde armen rundt om hende.

Et stort grin tegnedes over Dalias ansigt som han vendte sig om, han havde ikke forandret sig spor. Hun så på ham, som han med store bevægelser fik fat i rommen, og selvfølgelig straks gik i gang med at tømme flasken. Mens han havde travlt med at forklare snuppede hun flasken ud af hans hænder og tog selv en ordentlig tår. ”Jeg kunne forstille mig at damerne må give dig nogle problemer” grinte hun let ”Jeg er dog overrasket at den historie kan virke for dig, men ja vi kvinder er lette at forføre med drømme... og på andre måder” sukkede hun let. Det var ikke svært for hende at se at han var påvirket af alkohol, dog virkede han ikke anderledes – måske lidt, en anelse mere ædru?
Det var ingen hemmelighed at Dalia som yngre havde set op til denne mand, han havde været den pirat som i hendes verden kunne det hele. Synet på ham var dog lidt ændret med tiden, nu var han også den forførende evigt fulde person. Respekt havde hun selvfølgelig stadig for ham, hvordan kunne hun andet, når han havde lært hende op?
Hun lod ham lægge armen om sig og sendte en charmerende smil tilbage ”Du ved, jeg har nogle ting at ordne... piratsager”. Hun blinkede drillende til ham og lagde sin arm om ryggen på ham og begyndte at gå ”Hvad gør du selv her, og så uden en kvindes selvskab – nå jo du har jo rommen?” spurgte hun med et glimt i øjet.

Han smilede stort til hende og pegede lidt vippende med den ene pegefinger i en tilfældig retning."Ja... Ja Det virker også kun fordi jeg hælder nok alkohol i dem.."Sagde han tænkende og smilede så stort igen." Nu skal vi ud og fejre at du er blevet en flot ung kvinde! og har fået dit helt eget skib! ja jeg har hørt om det! Mit eget blev jo kapret, og nogle mener at flåden har skudt den i sænk efterfølgende.. Det undre mig ikke! Heldigvis druknede alle ombord! til deres held.."det sidste sagde han mørkt, for han havde personlig dræbt dem selv hvis de var kommet til Tobago.
Han kiggede betragtende på hende med let rynkede bryn. Ikke fordi at der var noget galt med hende over hovedet.. Han havde bare nogle underlige ansigtsudtryk. Han gennede hende let hen mod et af værtshusene.
Han kiggede drillende på hende" Jeg var faktisk på vej ud for at finde kvindeligt selskab!"Sagde han med et charmerende smil."Men så fandt du jo mig"Han sagde det med et stort grinende smil.

Et muntert smil blev sendt til Alexander, hun havde nu altid fundet at hans selskab var godt. Med en drillende stemme svarede hun ham ”Det kunne jeg forstille mig, hvis du ikke kan forføre dem til at starte med, så hæld lidt alkohol i dem – så vil de sikkert godt have dig”. Hun grinede let og snuppede endnu en tår fra hans flaske.
Dalia smilede stort over hele ansigtet af hans næste kommentar, men kunne alligevel ikke helt lade være at finde ham charmerende, han havde noget over sig. ”En ung flot kvinde, aha – tja dit udseende er vel ikke ændret meget” grinede hun flabet og ”Man kan da heller ikke skjule noget for dig” tilføjede hun leende, men lagde ansigtet i alvorlige folder da hun hørte om hans skib. Hun forstod den mærke stemme og den alvor, som der blev lagt i ordene. Ingen ønskede at miste sit skib til en flok niddinger, så hans ord forstod hun til fulde ”Det er hvad der kommer til en, hvis man gør den slags” sagde hun med en alvorlig stemme.
Det varede kun kort tid før humøret igen var oppe og hendes lette latter lød endnu engang. Dalia lod ham føre hende hen mod værtshuset, som var kort fra dem.
”Selvfølgelig var du, det var jo det, som manglede til rommen” sagde hun og sukkede let og sendte samtidig et smil. ”Det gjorde du sørme også” sagde bemærkede hun til hans sidste kommentar
Det havde ikke været en lang gåtur til værtshuset. De kom ind på værtshuset og Dalia trak ham med hen til baren og bestilte to krus. Da de havde fået krusene tog hun dem og fandt et ledigt bord hun satte sig ved, og regnede med han havde fulgt med. ”Nu må du fortælle mig kære, hvad er der hændt dig i alle disse år?” sagde hun og sendte en charmerende smil til ham.

Han grinede og blinkede kækt til hende"Ja! Det er jo fordi de kvinder her i byen er begyndt at prøve at være lidt mere fine på den! som de der fornemme, tørre kvinder fra de andre byer! Ja jeg ved da ikke hvad de havde regnet med!"sagde han med store arm bevægelser. Han kiggede på hende med sammenknebne øjne da hun tog flasken. Det var ikke et ondt blik, mere et lidt halvbarnligt blik. Han tog hurtigt flasken fra hende da hun havde drukket af den, og nærmest tømte den"My rum!"Sagde han med et stort,fedt, grinende smil.
Han smilede skævt men sagde intet, sådan var det med ham, nogle gange svarede han bare ikke. Ikke fordi han ikke ville eller ikke kendte svaret, men nogle gange var det bare sjovere ikke at svare."Ja, nu leder jeg efter et skib og besætning!..Men det kan jeg fortælle dig om inde på værtshuset!"sagde han med en sænket stemme.
Han fulgte hende ind på værtshuset og lo af hendes ord."Hvis ikke jeg havde en flaske rom i den ene hånd, og en kvinde i den anden, hvilken elendig pirat ville jeg så ikke være?"Spurgte han med et stort smil der viste alle guldtænderne.
Han fulgte efter hende ned til bordet og tog et ordentlig drag af det ene krus."Efter jeg mistede mit skib, arbejdede jeg på nogle andre, hørte rygter om skatte, men det var små skatte! forlede hørte jeg om en stor skat, en guddommelig skat kaldte de den! fyldt med alt hvad hjertet begærer, hvis man da begærer guld og ædelstene, og hvem ved ellers!"Han stoppede og tog endnu en tår af sin øl"Jeg har tænkt mig at finde den! Problemet er... man skal sejle igennem lagunen, hvilket er den rene død! Og ledetråden stopper der, for ingen anden er nogensinde kommet videre, så man ved ikke hvor næste stop er, derfra."Han sagde det hele lavt og med sænket stemme, gu fandme nej skulle nogen anden finde hans skat først!"Desuden.. farvandet ved lagunen er farligt, klipper og sten over det hele, og det er aldrig blevet kortlagt fordi sømændene bliver forført i døden af de satans sirener først! Dog er vi nogle få heldige der har overlevet turen frem og tilbage..Selvom 2 mand tilbage på skibet, er en hård sag!" Afsluttede han med et lille skævt smil.
"Men fortæl mig nu! hvad har du oplevet? og er du stadig lige så vild med det liv du har fået dig?"Nysgerrigheden bragede ud af ham.

Latteren var lys og mild, der var ikke noget som et gensyn med gamle bekendte. ”Ja det kunne jeg forestille mig de ville. Om jeg begriber hvad de vil med den slags, det fine liv er jo uudholdeligt, ingen spænding!” sukkede hun let.
Da hun så hans reaktion på at hun tog af rommen rystede hun bare let på hovedet, og fortsatte som var intet hændt.
”En ny besætning… jeg kender en du måske kan arbejde under – hvis du kan nedlade dig til den slags” kommenterede hun som var de på vej ind i kroen, med et flabet grin. Han næste bemærkning kunne hun ikke andet end at grine højlydt af, for den var vel til dels rigtig. ”Måske en pirat der jagtede skatte og søfolk?” svarede hun flabet og blinkede drillende.  Hun smilede bare igen og morede sig.

Det varede ikke længde inden de kom ind på kroen og sad med hvert deres ølkrus. Så snart Alexander begyndte at fortælle spidsede Dalia ører, hans fortællinger var sjældent helt kedelige – men hvilken pirat havde ikke noget at fortælle om?
Så snart hun hørte ordet skat, lyste hendes øjne op med en fornyet glød. Interesseret i hans fortælling lænede hun sig nærmere og sikrede sig hver en detalje. Der var ikke noget som et godt eventyr, og jagten på en skat var noget af det bedste.
”Hvad hjertet begærer siger du?” sagde hun med en nærmest drømmende stemme. ”Man kan sagtens komme igennem, det er ikke helt umuligt ” sagde hun tænkende, og ville inderligt gerne af sted på dette eventyr. Derfor kom hendes næste bemærkning også med et håb om muligheder ”men ledetråden kan man vel finde der!? Ikke!?” hendes øjne var spærrede op og hun kiggede spændt på ham i forventning på et svar.

Hun sad lidt og tænkte tilbage på tiden og hvad hun havde oplevet, inden der kom et svar. ”Mig, åh du ved jeg har brugt tiden på at skaffe mig et skib, plyndre finde skatte og den slags…” sagde hun henkastet, stadig med tankerne på skatten han netop havde fortalt om. ”Jeg har haft travlt med at få mig et tilnavn – det er jo vigtigt. Få mig en plads i rådet” tilføjede hun kort efter med et fraværende smil.
”Hvordan kan man være andet end vild med dette liv, den frihed man har til at te sig som man vil! Aldrig har jeg i mit liv truffet et bedre valg siger jeg dig.” sagde hun muntert og tog en ordentlig slurk af øllet.

Han lo fornøjet. Hun havde altid været en slags yndling for ham, en kvinde han ikke, i hvert fald ikke foreløbigt ville behandle som andre kvinder. Han nød hendes latter med et skævt charmerende smil." Jamen jeg går jo det hele, min egen!"sagde han drillende og blinkede til hende.
Han nikkede roligt"Det har jeg vænnet mig langsomt til efter jeg mistede mit eget skib... Hvem har du i tankerne?"Spurgte han med et nysgerrigt, nærgående blik.

Han kiggede på hende med et smil, han vidste hun slugte hvert et ord han sagde, og ganske rigtigt, hendes lille udbrud gav ham ret." Det vides ikke helt endnu, ingen har jo endnu fundet den, det er trods alt kun en myte, min pige! Men jeg vil aflive myten og bringe den til sandhed! Medmindre en mere kedelige pirat har fundet ledetråden og aldrig fortalt om det, medmindre piraten fandt ledetråden og blev fordærvet af sirener!..."Han sagde det langsomt, for hans hjerne arbejdede på højtryk, men det kunne aldrig ses på ham. Han smilede stort til Dalia."Min kære Dalia! Jeg er så glad for at du var så nem at finde, jeg havde faktisk lidt regnet med at jeg skulle stjæle skibe eller lignende for at finde dig ude på havet!..."Han holdt en lille pause."Jeg har brug for at du tager med mig ud for at finde denne skat, eller i hvert fald gøre vores allerbedste på at finde den!"Sagde han med et stort fedtende smil og en stemme der ikke kunne blive mere overtalende.

Han smilede til hende" Det er godt at høre du er blevet til noget stort i piraternes verden! Rådet har dog aldrig været min kop te.. Forpligtelser, gå på kompromis... Det er bare ikke helt mig"Sagde han med et blink i øjet.
"Men det er godt du har skabt opmærksomhed for dig selv blandt de andre! Så længe du ikke har gjort som jeg, og har fået diverse tilsmudsede tilnavne, grundet lange fingre, og si agtig hukommelse når det kommer til værdifulde ting"Sagde han drillende og tog en ordentlig slurk af sin øl.