What a beautiful day - Jonathan

Tid Den er lidt over eftermiddagstid
Sted Markedspladsen i Road Town
Omgivelser Der er en masse boder, derudover et par mennesker ude. Dog ikke så forfærdeligt mange som man ville tro
Vejr Solen skinner og der er ikke en eneste sky på himlen
Påklædning en kjole (sender linket til dig)

Dagen havde længe budt på sine små vidunder, og selvom der vel altid var en konstant farer, så lod dette ikke folk blive væk. For nok var der trusler om pirater, død og endda voldtægt, men med sikkerhed var der også den tillid til at der intet ville ske. Dog på trods af det fantastiske vejr, var markedspladsen ikke fyldt op af mennesker, som den normalt ville være. Mange havde vel andre mere vigtige ting at se til, så det var kun få handlende borgere også var der selvfølgelig også sælgerne. Blandt de som var ude denne smukke dag, var guvernørens ældste datter Amara. Modsat sin yngre søster, så lå ansvaret ganske tungt på hende, så hun måtte fra en ung alder lære at være voksen. Det kunne man vel sige hun misundede sin kære lillesøster, der endnu kunne være barn og ingen bekymringer havde i denne verden. Amara selv var ældst og havde derfor langt flere pligter og et langt større ansvar.
Dog på trods af dette store ansvar, så nød hun nu alligevel sit liv, for nok var det hårdt...men dage som disse hvor hun blot kunne gå rundt på markedspladsen og nyde solen. Det var tider som disse, der virkelig kunne bringe et smil frem på hendes læber. Hun kunne huske hvordan hun som ung, ville løbe igennem det høje græs og grine mens vinden nærmest kærtegnede hendes ansigt. Som hun gik der i sine egne tanker, lagde hun hverken mærke til hvor hun gik eller for den sags skyld hvem der gik omkring hende, så derfor var det som et chok da hun gik direkte imod noget hårdt. Hun gispede og tabte den blomst hun havde gået og holdt i den ene hånd, hvorpå hun vendte ansigtet op og fik øje på en ung mand. Hun rødmede svagt "det er må de meget undskylde" nok var hun guvernørens datter, men hun havde skam pli og vidste skam godt at hun ikke direkte var over alle andre.

//jeg håber dette er godt nok :)

Jon havde brugt hele dagen på at inspicere skibe og indlevere rapporter. Han havde fundet en række forskellige skibe i havnen, som uden tvivl skulle kigges nærmere på. Det havde taget det meste af hans morgen og meget af hans energi - han var derfor ganske tilfreds, da han fik at vide af sin overordnede, at resten af dagen blot skulle gå med sædvanlige ruter igennem Road Town. Nu skulle han blot sørge for at opretholde ro og fred i byen, og dét var i sandhed en let tjans. 

Trods der ofte gik hvisken og rygter om, at der var pirater overalt i de Caribiske have, så var Road Town om muligt en af de mest sikre øer i vestindien. Jon trak på smilebåndet, tog en dyb indånding og lukkede øjnene - åh, hvor dejligt med en halv fridag! Han havde splittet op med de to soldater, der havde fulgt ham hele morgenen. De havde taget en rute langs sidevejene til markederne, for at sikre at alt var vel. Jon var blevet tilbage, for at holde øje med de få mennesker der summede rundt for at handle.

Han mærkede et let frontalt skub og tog et hurtigt skridt bagud for ikke at miste balancen. Han åbnede straks øjnene og så forvirret på den unge kvinde, der havde kollideret med ham. Hun undskyldte. Jon, galant som altid, trak atter på smilebåndet. Han gik på hug for at samle kvindens blomst op, rejste sig og rakte den efterfølgende til hende. 

"Åh De skal skam ikke undskylde, gode frøken. Jeg skulle selv have set mig for." svarede han mildt. "De kom vel ikke til skade, vel?"

Hun smilede let til ham og nikkede taknemligt da han gav hende blomsten igen "mange tak" det var ikke ofte hun fik snakket med det mandelige køn, mest af alt fordi hendes far straks troede hun så ville forelske sig i vedkommende...og det var der jo ikke på tale. Hun skulle giftes væk til en rig mand, så de kunne skabe et stærkt bånd mellem to familier, derfor var det oftest at hun blot blev sat til at ordne pligter. Dog havde hendes far denne dag været i godt humør, så hun havde fået tilladelse til at smutte ud i byen "det er vel blot et spørgsmål om hvem de snakker til, som de ved har alle sager to sider! men jeg vil lade den passere denne gang også blot give dem ret" hun klukkede blidt og sendte ham et smil, alt i mens hun lod blomsten glide rundt mellem sine fingre. Normalt var hun på ingen måde typen der gav andre ret, hun var ret fast i at hun som regel altid havde ret...dog var denne mand ganske charmerende også samtidig også ganske køn at se på.
Hun rødmede svagt over hans spørgsmål, men rystede dog på hovedet "jeg tror blomsten er den eneste som kom blot en smule til skade, men jeg har det ganske fint" Hun så ned af sig selv og derefter på blomsten der ganske vidst havde mistet et par blade "Hvad hedder de om man må spørge spurgte hun og lagde nysgerrigt hovedet på skrå.

Jonathan smilte skævt og hævede et ene øjenbryn, da hun på sin vis valgte at give ham ret. Han kunne ikke holde en klukkende latter tilbage, og måtte tilføje: "Jamen jeg er da glad for at jeg slipper så let, i så fald!" Hun lod til at være typen, der måske godt komme til at diskutere ting lidt. Hun var uden tvivl en del af den øvre klasse, bemærkede Jon, efter diskret at have vurderet hendes påklædning samt hendes tone og accent. Hun lød ikke som den typiske handelskvinde, i hvert fald. 

"Jeg beklager, at jeg har været skyld i deres blomst ulykke, frøken. Lad mig endelig erstatte den." sagde han galant og lod blikket glide henover markedspladsen, for at spotte en blomsterhandler. Han slog ud med armen og førte hende roligt derhen. 

"Mit navn er forresten Jonathan Dennings, frøken...?" præsenterede han undervejr. Da de nåede til blomsterboden, bad Jon ikke blot om en enkelt blomst, men en mindre buket. "For at kompensere." forklarede han med et smil og et glimt i øjet. Han modtog buketten kort efter, og rakte den dernæst til den unge frøken. "Vær så artig. Så håber jeg ikke at De er alt for trist over Deres tab."

Hun klukkede stille "det skal de skam også, det er ikke mange der har udført lige netop den bedrift" pointerede hun med en svag drillende tone. Normalt var drilleri og leg ikke just, hvor der stod på hendes liste over gøremål, men ikke desto mindre lod hun sig selv have lige netop denne ting her i dag. Hun hævede øjenbrynet, da han med et udtalte han ville erstatte blomsten. Han var nu en underlig en, men alligevel spændende og han havde i den grad fanget hendes interesse. Hun sendte ham et lille smil og klukkede svagt "det behøver de slet ikke" dog så det ikke ud til at han lyttede og derved var hendes snak kun mødt af døve øre. Da han præsenterede sig, sendte hun ham endnu et smil "mig en fornøjelse Mr. Dennings, mit navn er Amara Katherine Maddox" Navnet Maddox afslørede oftest hvem hun var. Dog var hun nysgerrig efter at se hvordan han netop ville reagere på at få af vide hvem hun var. Måske ville han gøre ligesom alle andre, eller også gøre noget som ingen andre havde gjort. Oftest begyndte folk at behandle hende som var hun vigtigere end dem, hvilket da til tider var dejligt...men egentlig også i længden blev trættende.
Hun gjorde store øjne ved synet af buketten "jamen dog mr. Dennings gør de dette ved alle kvinderne de møder?" spurgte hun drillende, alt i mens hun rødmende tog imod buketten. Hun så ned imod sin blomst, hvorpå hun med et lille smil lagde den op i hans ene lomme, dog således at selve hovedet var ude i luften og stilken var nede i lommen "som tak for din venlighed mr. Dennings" hun holde buketten i den ene arm, alt i mens den anden lå ned langs siden

"Åh, jamen så er jeg jo i fint selskab!" udbrød han med et smil; jovist genkendte han navnet Maddox. Alle kendte navnet på øens guvernør, så der var intet at sige til, at han var klar over hvem hun var. Han vidste, at guvernøren havde fået to døtre, så Jon kunne godt gennemskue, at han var i særdeles fint selskab. Han valgte dog ikke at lægge mere i det - hun var ikke fulgt af et selskab; hverken vagter eller tjenestepiger. Jon valgte derfor at antage, at hun ikke ønskede at blive behandlet alt for fornemt. 

"Alle kvinder fortjener da en smuk buket, synes De ikke?" svarede han med en mild latter, dog var han godt klar over at der måtte være en grænse for den åbentlyse charme. Han måtte holde lidt igen, så hun ikke pludselig fik alle mulige idéer. Han takkede lavmelt da hun placerede den originale blomst i hans lomme, og sendte hende endnu et smil.

"Så, frøken Maddox, må jeg spørge hvad De foretager dem herude helt alene?" spurgte han roligt. Det vedkom naturligvis ikke ham, hvilket han godt var klar over, men hvis frøkenen havde brug for lidt hjælp, så ville han glædeligt tilbyde den. Desuden så brød han sig ikke just om tanken om, at guvernørens datter gik rundt i byen alene.

Hun rullede med øjnene, men smilede dog alligevel "måske er de mr. Dennings" klukkede hun drillende. Hun havde lidt forventet at han ville behandle hende anderledes, dog var dette ikke tilfældet hvilket blot fik hendes smil. Han var anderledes selskab end hvad hun var vant til, og det var faktisk direkte en lettelse. Sommetider blev det trættende at være omkring alle de falske folk, som alle kun ønskede at komme tæt på hende af en grund, så nu var det dejligt at møde en som ikke gik op i den slags. Hun klukkede over hans ord "sikke en charmøre de er mr. Dennings, pas på ellers giver de mig forkerte ideer" sagde hun drillende "men bare rolig, jeg gør dem ikke noget" hun kunne alligevel heller ikke og havde vel heller ikke lyst. Hun nikkede dog alligevel "det er en sød tanke og jeg er sikker på alle kvinderne elsker dem for det" hun trak på skulderne og så igen rundt på markedespladsen
Hun trak på skulderne "det er en smuk dag, så hvorfor ikke tage en gåtur ude under den smukke sol?" spurgte hun med et hævede øjenbryn. Hun sendte ham et lille smil "kunne de tænke dem at gøre mig med selskab, eller har de andre ting at tage dem til mr. Dennings, andre kvinder at give blomster?" spurgte hun og gjorde an til at ville vende sig om, alt i mens hun havde hovedet rettet imod ham. Der var et lille drillende glimt i hendes dårdyrbrune øjne

Jon trak på smilebåndet; det var nu meget rart at have andet selskab end de soldater han for det meste gik med. Det var dejligt at have en helt anden type omkring sig - det var sikkert også sundt at opleve andre typer af mennesker, og der var da nærmest intet mere spændende end at bruge lidt tid med en kvinde af så høj klasse. Han trak på smilebåndet endnu en gang og lod en mild latter forlade sine læber. "De gør mig ikke noget? Nu føler jeg mig straks mere sikker i Deres nærvær." svarede han roligt, men var ærligt talt lettet over kommentaren. Det kunne hurtigt gå galt, hvis den ene fik den forkerte idé. Desuden var Jonathan ganske klar over, at en ung skøn kvinde af høj statur, næppe var typen der ville falde for ham. Der var ingen grund til at gå og håbe på noget.

"Desværre får jeg sjældent muligheden for at erstatte de fleste blomster," begyndte han og lagde armene bag ryggen. "Jeg løber nemlig ikke så ofte frontalt ind i kvinder. For det meste forsøger jeg at undgå sådanne kollisioner." forklarede han med et hævet øjenbryn og et skævt smil. Han rakte hende sin arm, da hun spurgte om han ville gå lidt med hende. Det ville være ganske uhørt hvis han afviste guvernørens datter; ikke at han havde lyst alligevel. 

"Jeg er sikker på at alle mine andre blomsterpiger kan klare at vente lidt på mig i dag," sagde han med et grin. "Det ville være mig en ære at gå en tur med Dem, frøken." Han overvejede, hvad soldaterne ville sige når de opdagede, at deres Løjtnant ikke var på pladsen længere. På den anden side, så var der sikkert ingen tvivl om, at de nok skulle kunne klare sig uden ham.