Kæft, trit og retning: jagten er sat ind - Jonathan

Vejr:Solen skinner lunt og varme stenene op, samtidig med der er en let brise, som forhindre at man fpr det for varmt.

Sted: Gaderne på vej op til den store markedsplads.

Omgivelser: En mindre menneskemængde, på vej til og fra markedet. Farverige boder langs gaderne, hvor der sælges stoffer, mad, smykker og nogle steder våben.

Det havde været mange år siden Dalia havde befundet sig i byen, men nu var hun vendt tilbage. Siden hun var stukket af hjemmefra, havde hun ingen kontakt haft med familien eller sin gamle omgangskreds. Nu var hun vendt tilbage, ikke for at kontakte familien eller andre, men af ren nysgerrighed. Dette havde altid været og var stadig hendes største svaghed, denne gang var det nysgerrigheden for at se byen igen, og forandringerne. En anden grund var selvfølgelig, at der i denne by kunne findes handelsaftaler, så hun kunne tjene penge på at skaffe de ulovlige varer til byen.
Dalia vidste udmærket at en kvinde ikke burde gå iført bukser, ifølge reglerne, men hun kunne ikke fordrage de upraktiske kjoler. I stedet for at iføre sig en kjole, og gå for en af borgerne i byen, havde hun derfor valgt at forklæde sig som en ung dreng. Hun var iført nogle sorte løse bukser, en for stor skjorte, hvor hun udover bar en stor læderjakke. Håret var sat op i en lavt hængende hestehale, i håb om hun trods alt stadig kunne gå for en mand.

Langsomt gik hun op langs Tortolas snoede gader, imens hun betragtede bygningerne drømmende. Stedet havde ikke ændret sig meget, siden dengang gaderne var de samme, husene de samme. Den eneste forskel der var ved gaderne, var personerne, nye familier var kommet til, andre var borte.
Som hun kom længere op ad gaderne, blev boderne hyppigere. Mange huse havde slået en markise op, og ved borde solgte de alt fra fisk til sølvsmykker. Nogle få steder overvejede hun at stoppe op og kigge, for at se om der var nogle interessante ting eller for den sags skyld, mennesker hun kunne forhandle med.
Som hun kom længere op, var hendes opmærksomhed nærmere rettet mod boderne og bygningerne, end menneskerne der befandt sig i hendes nærhed. Dette resulterede selvfølgelig i et voldsomt sammenstød, hvor hun endte med at falde på numsen. Indædt bandede hun og prøvede at komme på benene, og hurtigst muligt komme væk. Høflige fraser og undskyldninger, var en del af de manerer hun havde lagt bag sig. I alt tumulten, tænkte Dalia ikke over at skjule sin identitet som kvinde ved at gøre tonelejet dybere.

//Her er det, håber det kan bruges//

 
 

Det alt for store tøj, gjorde det sværere for Dalia at komme op, og ironisk nok var det alligevel lettere end i en kjole. Hurtigt og kort for hovedet svarede hun mulende på spørgsmålet ”Jo tak, ja, undskyld” stadig forvirret. Endnu engang tænkte hun ikke over at hun gik klædt som mand, og derfor også burde lyde og agerer som en.
Der gik noget tid, før hun lagde ordentligt mærke til hvem hun var stødt ind i. Man kunne ikke ligefrem kalde det hendes heldige dag, for det var ikke mindre end en af byens soldater. Det gjaldt for hende om at komme så langt væk fra denne mand, hurtigst muligt uden at blive opdaget. Fandt han først ud af at hun var en kvinde, ville der sikkert ikke tage ham længe at regne ud af hvad hun var for en, medmindre han var en komplet tumpe.

Blikket fra denne mand mærkede hun hvile på sig, og prøvede at holde ansigtet skjult, så han ikke ville lægge mærke til de lidt for feminine træk. Hun var nervøs for dette skulle gå galt, hvorfor havde hun dog ikke været mere forsigtig!

Hun var ikke meget for at tage hans hånd, det det tydeligt kunne ses han var vagt.
Hun prøvede nu at gøre sin stemme dyb og svarede kort ”Ellers tak, behøves ikke min gode herre” inden hun halvkluntet fik skubbet sig op. Med et høfligt nik sagde hun ”Jeg undskylder meget min gode herre” og gjorde klar til at gå derfra. Hendes næver spændtes i nervøsitet, klar til med hastige skridt at forlade markedet for nu.

 
 

Elegancen havde Dalia på givne tidspunkt ikke meget af, det plejede normalt ikke at være noget hun manglede. For nu havde hun mistet den feminine ynde – dette var vel kun godt, da det styrkede hendes udklædning som mand.
Hvad der svækkede den, var at hun fra starten havde afsløret sig og prøvet at redde den på en måde, som kun latterliggjorde hende. Normalt var hun bedre til at spille komedier og snyde folk, men åbenbart ikke i denne by.
Havde hun haft en hat på, havde det været lettere at skjule ansigtet, men nu virkede det håbløst og latterligt og den mørke stemme forværrede det. Dette blev tydeliggjort da den såkaldte vagt så ansigtet ændre sig, som holdt han en latter tilbage.

Det gav et sæt i hende hver gang han lagde træk på ordene, som omhandlede kønnet. Det var ikke svært for hende at gennemskue at hun nu var blevet afsløret. Spørgsmålet var bare hvor meget han regnet ud, at hun kvinde vidste hun, men hvad mere?
Hun håbede at det tidligere ynkelige forsøg på at lege mand, havde fået hende til at fremstå som en uskyldig pige, der blot ville opleve byen. Denne kunne hun spille videre med, stadig lave dyb stemme som om intet var regnet ud, men hendes spydighed fik hende til indirekte at svare igen. Den dybe stemme blev dog bevaret for at fortsætte komedien da hun svarede ”Jo, det var yderst uhøfligt ikke at kigge mig for, når de nu står og skal hold øje med byens gode mænd og kvinder” Endelig opgav hun at skjule ansigtet og kiggede med sine grønne øjne og betragtede hans ansigt og tilføjede kort efter ”Nej det ville jo nødig gå godt hvis man tacklede en ung pige ville det?” sagde hun nu med en mere normal stemme.

 
 

Hun betragtede soldaten nærmere, for at se om hun muligvis genkendte ham fra tidligere. Dette var ikke tilfældet, men han havde måske ikke været omkring dengang hun stadig boede ved forældrene. Selvfølgelig var det også kun nogle soldater der omgik adelen og beskyttede familierne, så han var højst sandsynlig ikke en af dem.

Dalia rettede sig ordentligt op, som hvis hun var en af de fine og klædt i en kjole og smilede let over hans kommentar. ”Jeg må give dem ret, det burde undgås at tackle folk.” hun slog en let latter op. Manererne måtte hun ikke have glemt helt, for hun kunne stadig finde ud af at lege ”fin dame” – ifølge sig selv.

Dalia så lidt overrasket på ham, da han spurgte. Egentlig ikke fordi hun var fornærmet, det kunne hun jo ikke blive. Det var de færreste mænd der tillod sig at spørge, især da der var chancer for de kunne tale til en adelig. I starten vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre, men valgte i midlertidigt et usikkert svar, en del af en løgn, hun fandt på hen ad vejen – hun spillede nu på at være den bortløbne adelige. "Je-Jeg havde brug for at komme lidt væk fra det hele..." Dette var ikke som sådan en løgn, hun havde haft brug for at komme væk. Det var godt nok 4 år siden hele "udklædningen" i sig selv startede så. Nu måtte hun bare håbe på han købte den. Hun prøvede med et forsigtigt og usikkert smil, i håb om det kunne overbevise ham om hun var "Den stakkels bortrende adelige" og dermed slippe væk.
Ville han ikke snart stoppe med spørgsmålene og kommentarerne? Hun ville bare væk herfra, det endte sikkert med hun måtte ud med hvilket adeligt navn. Hvis dette blev tilfældet kunne hun ende i en akavet situation, for hvad var der blevet sagt efter hun pludseligt var forsvundet?

 
 

Dalia kiggede ham nu direkte ind i øjnene, måske for at virke mere troværdig. ”Jeg…Jo De ved hjemmefra. Det kan være så belastende der, jeg havde vel småmænd brug for at klare tankerne lidt op, komme ud i byen” sagde hun og sendte et uskyldigt smil, i håb om han ikke ville spørge yderligere ind til emnet.

”Nødvendigt at…?” spurgte hun høfligt, selvom hun snart var ved at miste tålmodigheden. Hold denne mand dog aldrig op med at stille spørgsmål?
Irriteret og utålmodig efter at slippe væk krydsede hun armene og begyndte at trippe med foden.
Lidt efter gik det op for hende hvad han ville spørge om tidligere, da han nu fik det pakket mere høfligt ind. Hendes påklædning, og nødvendigheden i at ligne en mand.

Hun lo let af hans spørgsmål, han ville gerne frem til sandheden. Efterhånden virkede det nærmest som et mindre krydsforhør.
”De synes ikke om min beklædning? Jeg synes da den var yderst fornem, især til mig” kommenterede hun med en lattermild stemme. Det var tydeligt at denne soldat holdt alt for meget af ordenen, kvinderne skulle gå i fine kjoler, være høflige. Det vare netop hvad Dalia hadede, hun kunne ikke fordrage at skulle opføre sig på den måde, det var så frygteligt kedeligt.

”Hvis de vil have mig undskyldt, må jeg vel hellere komme tilbage, inden mine forældre bliver bekymrede over mit fravær” sagde hun høfligt, nejede let og gjorde klar til at vende om og gå væk. Hun ville selvfølgelig starte med at gå op mod de adeliges kvarter, andet ville afsløre hende med det samme.