Hvorfor virker min sang ikke på dig!? Hvad er du for en?? - Matthew

tid:00:34
Omgivelser: et skib, pirat skib.
Vejr: vindstille, skyfrit, der er ingen måne i nat. Himlen er fyldt med stjerner. Det er lunt.
Sted: Et lille stykke fra Lagunen.
(sangen de synger og billed af halen er på profilen^^)

Det havde startet som en svag nynnen, en nynnen som mændene ikke ved bevidst havde bemærket, men den havde taget til. Taget til da det var forsent for dem at opdage hvad der skete, og derved havde Ziva, og hendes tre "søstre" magten over skibet.
Det var en smuk nat, og Ziva glædede sig over denne gevinst! Det så ud til at være et skib med en masse mad. De havde rokket skibet så det nu vippede kraftigt fra side til side, og mændene stod på række ved rællingen for at komme ud til sirenerne, De sang mere og mere kraftigt, sangen blev mere og mere intenst for hver tone, og til sidst var den ved sit klimaks, en så forførende sang som denne ville ikke redde en eneste mand. En mand hoppede i som den første, og en af de andre sirener tog ham med ned under vandet på stedet, druknede ham for at så flænse ham. Ziva var den mest talent fulde og smukke af disse tre sirener, hun havde udsat sig et par af mændene, hendes sult kendte ingen ende. Båden tippede mod hende og rællingen kom så nært vandet at hun nu kunne gribe fat og i hive sig med om bord. Altid var hun ude på ballade, det var ikke sikkert for en sirene at komme ombord på dækket, hvis bare en mand pludselig kom ud af trancen... Ikke at det nogensinde var sket af hvad man vidste! Men stadig, det var farligt! hun kunne blive udsat for forfærdelige ting og sager jo!
Men ikke desto mindre var hun hoppet op, og indtil videre var ikke en af mændene ude af trancen. Hun forsatte sin sang imens hun skubbede to mænd ned i havet med sin store pragtfulde hale, hun ville jo hjælpe sine søstre så godt hun nu kunne.
Hendes sang forsatte og hun greb nu kærligt fat i en af mændene, klar til at kaste sig over bord med ham i sin favn.

//håber det er okay ^^//

Forbandet da også være de sirener! Men han kunne nu ikke rigtig være sur på dem. De skaffede jo bare mad. Det var ikke deres skyld at de spiste mænd. Sådan var det bare... men ikke tale om de skulle spise ham! Matthew havde puttet vat i ørerne for en sikkerheds skyld. Han ville have foreslået de andre det, men de havde ikke vat nok til alle... Kun ham selv, faktisk. Matthew havde en halv åbnet hvid skjorte, brune shorts og brune sandaler på. Han så hvordan sirenerne tog hans mænd imens han stod ved roret. Med et godt tag drejede han skibet rundt og væk fra sirenerne samtidig med at han tog sin pistol, Tower Sea, og sigtede på en af sirenerne.
Han skød og uanset om han rammede eller ej, løb han hen til sine kammerater. Han genladede sin pistol og slog derefter en af mændene lige på kinden med den. "tag dig sammen! De er sirener!" Råbte han for at overdøve sirenernes sang.

Ziva:
Skibet overraskede pludseligt Ziva, og hendes blik søgte straks mod roret. Med et gisp afbrød hun sangen. Man ville nok tænke at det var grundet at der stod en mand uden at virke til at være det mindste påvirket af hendes sang, men samtidig var der noget ved ham, en pludselig facination af denne mand strømte ind over hende, og for et kort øjeblik glemte hun alt om at spise. Hun rystede let på hovedet og tvang øjnene væk fra den unge kaptajn, og først da kom hun i tanke om maden. Hun havde netop lige rullet et lille stykke da en kugle fløj ind i træet hvor hun havde ligget for et par sekunder siden. Hun kunne mærke hvordan hendes sikkerhed blev usikker, og hun greb hurtigt en mand og hev ham over mod rællingen. Det var besværligt for hendes hale var lang og kluntet på land, med ét fik hun væltet kaptajnen med et ordentlig slag af den store sølvfarvede hale. Halen som snoede sig smidigt som en slange hen over dækket, den glimtede svagt i stjernerne og lygternes lys. De andre sirener var sømmet et godt stykke fra skibet med de mænd Ziva havde kastet over bord til dem da de havde hørt skuddet. De begyndte nu at skrige et skrig der var så forfærdeligt at hvert et hår ville rejse sig på kroppen, de skreg i bekymrelse for Ziva, hun var jo endnu på skibet, i vild kamp om at komme så tæt på rællingen som muligt, så hun kunne forsvinde ned i det store, sorte åbne hav.

Matthew:
Mændene virkede til at komme ud af trancen, da sangen begyndte at stoppe. Matthews blik landede på sirenen, der var ombord på hans skib! Han knurrede og rettede pistolen imod hendes hoved, men før han kunne skyde blev han væltet omkuld af hendes hale. "Kaptajn!" Udbrød nogle af mændene og hjalp ham op.
"Få styr på det uhyre's hale og sørg for hun ikke synger igen!" Snerrede Matthew og mændene nikkede straks.
De fandt et stykke net og kastede over hende, som gerne skulle begrænse hendes muligheder for at bevæge sig, da der var syet sten fast til nettet. Samtidig prøvede en af mændene at binde noget stof om hendes mund. Matthew sukkede svagt og nikkede til en af hans styrmænd som tog roret og førte dem væk fra lagunen. Matthew betragtede sirenen lidt. "Vent... Stop, knebl hende ikke.." Matthew gik hen til sirenen og satte sig på hug. Manden der havde prøvet at binde stoffet om hendes mund stoppede og holdte sig i stedet for ørerne. Matthew grab fat om sirenens kæbe og tvang hende til at se på ham, hvis hun ikke allerede gjorde det. "Har du et navn?"

Ziva:
Hun hvæssede af mændene imens hun snoede og vred sig som en gal for at komme fri."Lad mig komme fri!"Hvæssede hun hysterisk, hun havde aldrig kendt til at være fanget før, aldrig. Dette var noget af det mest ubehagelige hun nogensinde havde oplevet, det var lige før hun følte hun ikke kunne få vejret. hun strittede vredt i mod og prøvede at bide en af mændene i hånden, da han prøvede at kneble hende. Hun kunne høre hvordan de andre sirener kom tættere på, men hun råbte så hun kunne ud til dem"Forsvind her fra! jeg finder jer en dag" Hun stirrede vredt op på manden som var kaptajnen."Hvis du fortæller mig dit, så fortæller jeg dig mit"Hendes stemme var fortryllende og forførende, blid som havet når det vuggede en i søvn i sin varme favn."slip mig fri, jeg har intet galt gjort! I kunne bare have holdt jer fra lagunen."Hendes stemme var provokerende, men alligevel fortryllende. Dette var hendes område, og hun havde ikke tænkt sig at dø i det, pga. en sur kaptajn der ikke kunne havet godt nok.
Hendes koral blå øjne stirrede direkte op på ham med en glød kun en viljefast person havde. Hun tabte aldrig en kamp eller diskussion, for det lå ikke til hende, hun var stædig, overmodig, og troede hun ejede alt hvad hun rørte.

Matthew:
Matthew kneb sine dybe blå øjne lidt sammen. Irriterende kvinde. Han så på sine mænd og beordrede dem til at gå nedenunder for at tjekke om sirenerne havde ødelagt noget, så det var kun ham, sirenen og styrmanden, der havde travlt med at styre skibet. 
Matthews greb om hendes kæbe blev lidt stærkere af det hun sagde og han knurrede for sig selv. Han gav slip på hende. "Du skylder mig nye mænd." Sagde han før han rejste sig op.
"Mit navn er Matthew. Jeg er kaptajn her og den eneste grund til vi endte der er fordi at en af mine nye sømænd så absolut ville se sirenerne. Han skubbede mig væk fra roret og styrede os direkte ind i lagunen. Nu er han død." Matthew kørte en hånd igennem sit hår med et suk.
"Og hvad skal jeg nu gøre med dig? Slippe dig fri ville være dumt... Kan du få ben?"

Ziva:
Hun smilede stort til ham, hun kunne mærke hans irritation på lang sigt. Hun gispede let og hendes blik blev mere mørkt i det. det gjorde ondt det han gjorde lige nu. hun hvæssede let af ham da han knurrede, ingen skulle komme her og prøve at blive hendes over mand, hun havde altid taget konkurrencen op. Hvis det stod til hende ville hun være dronningen over alle sirener, men sådan skulle det ikke være.
Hun smilede drillende til ham"Jeg kan sagtens skaffe dig nye mænd, men du bliver bare nødt til at føre mig til dem!"hun var i drille humør nu, at se hvordan det irreterede ham var sjovt, men hun var tiltrukket af ham. Hun vidste selvfølgelig ikke hvad dette betød, følelsen var hende ukendt og fik hende til at ryste forvirret på hovedet ud af det blå."Mit navn er Ziva, jeg er leder over netop lige dette område som dit skib er i.
Hun kiggede dramatisk på ham"Du burde da have vidst bedre, Hr. Kaptajn! At sejle ind i sirenernes område er yderst farligt.. Jeg for eksempel var kun få sekunder fra at gøre jer alle skibsbrudne og til aftensmad." Hun kiggede på ham med et lille listigt smil, hendes øjne var blevet to små drillesyge sprækker i et kort øjeblik.
Hun kiggede ned på sin hale"Jeg ingen anelse, jeg har aldrig prøvet"Sagde hun stadig med blikket rettet mod sin hale. Det var mærkeligt! hun havde aldrig tænkt videre over at hun kunne få ben.

Matthew:
Matthew begyndte at trække sin skjorte af som han derefter smed hen til hende. Hans hud var perfekt solbrun, og han havde få små ar. Der var kun et stort ar, som var ved hans højre overarm, der lignede at det kom fra et sværd. "Tag den på. Mine mænd har ikke set en kvinde i flere uger og jeg gider ikke mere ballade." Sagde han og begyndte at tage nettet af hende. "Hvis du begynder at synge slår jeg dig ud og knebler dig, forstået?" Han så kort på hende inden han smed nettet væk.
"Ziva, leder af lagunen. Det vil jeg huske." Lagunen begyndte at være udenfor synets rækkevidde. "Jeg bærer dig så. Hvis du bider vil du straks fortryde det." Sagde han inden han prøvede at løfte hende op. Hvis hun lod ham ville han bære hende ind til hans værelse som bestod af en rimelig stor seng, et skrivebord med adskillige dynker papirer på, en stol, og et klædeskab.

Ziva:
Ziva kiggede forbløffet på ham imens hun fik hevet hans trøje ind under nettet og taget den på. Hun forstod ikke knappe metoden og lod derfor skjorten stå åben, hvilket fik hende til at tænke over hvor tosset han var fordi han gav hende et stykke stof der alligevel ikke gavnede, og hvorfor skulle hun dog gemme sin krop? det havde hun aldrig gjort før! Hun kiggede nysgerrigt på ham, hvorfor flygte når hun åbenbart ikke skulle dø. Hun nikkede da hun fik besked på at hun ikke skulle lave noget ballade, men det kriblede allerede i fingrene på hende. Hun kunne ikke lade være med at prikke ham forsigtigt på skulderen inden hun lod sine fingre blidt glide hen over hans arm, ar, tilbage op til skulderen også ned af hans ryg."Du er så blød!"Hun lød meget overrasket, denne intimitet kunne ikke rigtig finde sted under havets overflade, men det havde aldrig gjort hende noget."Hvorfor slår du mig ikke ihjel?"Hun var nysgerrig omkring dette og kiggede direkte op på ham imens hun ventede på hans svar. Hendes hale gyngede let i luften da han gik med hende."Hvorfor sejler du længere ind i lagunen?" Nysgerrigheden flød ud af hende, hun lagde slet ikke skjul på den.
Hendes skæl begyndte langsomt at blive hudfarvet, og hendes hale begyndte at forme sig som to ben i stedet.

Matthew:
Det irriterede ham at hun rørte sådan ved ham og det krævede meget af ham ikke at smide hende ned på gulvet. Han sukkede svagt og fik med lidt besvær åbnet døren ind til værelset. Han gik indenfor og lukkede døren igen med sin fod. "Så mange spørgsmål..." Mumlede han imens han gik hen imod sengen.
"Jeg slår ikke kvinder ihjel. Heller ikke selvom de er sirener." Svarede han imens han lagde hende ned på sengen. "Og vi sejler ikke ind i lagunen, vi sejler væk fra den." Han knappede skjorten for hende.
Han så hendes hale ændre sig til to ben og begyndte at lede efter nogle bukser, der ville kunne passe hende i klædeskabet. Han fandt nogle og gik hen til hende igen. "Så du har ben. Her, tag de her på." Han lagde bukserne ved siden af hende. "Du sover herinde."

Ziva:
"hvis man ikke stiller mange spørgsmål så lærer man heller intet nyt!" svarede hun kækt. hun kiggede sig nysgerrigt omkring og fik hurtigt suget alle detaljer til sig. 
Hun kiggede roligt på ham da han knappede skjorten."Hvorfor dækker I jeres kroppe til? Det er noget mærkeligt noget synes jeg!" Man kunne høre på hende at hun virkelig fandt det mærkværdigt.
Hun kiggede forvirret på ham"Så hvad har du tænkt dig at stille op med mig?" hun nikkede lidt til det med at de sejlede væk fra den. Hvad ville han stille op med hende? lige så snart han slap hende fri, om det så var på land eller hvor det var, så ville hun jo springe i vandet med det samme, hun savnede det allerede, kulden, mørket, magien ved det store blå ocean. hun kiggede på bukserne også sine ben."men jeg har ikke lyst til at dække mig til!.."hun sagde det uforstående. Hvorfor ville han så gerne dække hendes krop til? Han var jo virkelig mærkelig!
Hun kiggede på ham"Hvor skal du sove?"spurgte hun roligt. Hun tænkte lidt for sig selv, at hvis han nu gav hende nok tøj på så kunne det være han turde at sove på gulvet inde i kahytten. Hun smilede svagt for sig selv.

Matthew:
Hun havde ret på det punkt. "Viden er ikke altid godt. Du kan ende med at lære noget, du ikke ønsker." Sagde han simpelt. Han satte sig ned på sengekanten og gned sig træt i ansigtet med sine hænder. Hvor var hun dog irriterende."det er koldt uden tøj." Sagde han blot og betragtede hende. Hun var virkelig smuk, eftersom hun var sirene, men han ville ikke prøve på noget. Han gad ikke. "Det ved jeg ikke endnu. Jeg kunne aflevere dig til en soldat og tjene penge på det, men eftersom jeg ikke er i tvivl om han ville dræbe dig, så gør jeg det ikke." 
Han tog bukserne og smed dem i hovedet på hende. "Tag dem nu bare på! Medmindre du vil blive udnyttet groft af mine mænd." Han rejste sig op, men stoppede op,da han mærkede en smerte skyde igennem hans højre ben. Han bandede og faldt ned på hug.

Ziva:
Hun kiggede forvirret på ham"Hvad skulle jeg dog ønske ikke at vide?"Hendes spørgsmål var fyldt med den sammen intensitet af nysgerrighed hver gang. hun kiggede først forvirret på ham men begyndte så at grine lidt"Jeg bor i det kolde mørke vand. Jeg tror ikke jeg kender til kulde. Men hvis du virkelig gerne vil have jeg bærer dem, så lad mig!" Sagde det med et roligt smil der ikke havde været at se før inden hun tog bukserne på, eller i hvert fald prøvede. Fordi hun aldrig havde brugt sin ben før, faldt hun om med det samme under et kæmpe WOOOH udbrud. Hun fik vaklet sig op at stå, og der gik ikke mere end to skridt og hun havde fundet balance punktet. Hun hoppede forskrækket op i luften da han faldt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. Hvad gjorde man egentlig i denne slags situation?hun havde sådan altid ønsket at være menneske, og nu havde hun endelig chancen, men hun vidste overhovedet ingenting om hvad det egentlig gik ud på og indebar. Roligt gik hun hen til ham, og på ingen ting fik hun lagt ham op i sengen. godt nok var hendes ben ikke så gode endnu, men hendes arme var blevet trænet fra den dag hun var blevet født."Hvad skete der?"hun kiggede forbløffet men også en smule chokeret på ham.

Matthew:
Hun var da godt nok en sær en. Forhåbentlig slappede hun snart af. Han havde ikke overskud til at klare hende hyper personlighed. "Det er ligemeget. Glem det." Sagde han og rystede lidt på hovedet. Han overvejede at smide hende i havet igen, men det ville være dumt. Hun ville måske angribe. Det var bedst at holde hende her. 
Han brød sig ikke om at hun hjalp ham op på sengen. Han rullede sin bukser op ved højre. Blod løb ned af benet fra et sår. "Det må være fra da du væltede mig omkuld. Der var skarpe træ stykker rundt omkring. Underligt jeg først lægger mærke til det nu." Han sukkede svagt. "Jeg er nød til at tage mine bukser af." Mumlede han og begyndte at tage dem ad - meeeen, han havde underbukser på.

Ziva:
un kiggede betragtende på ham. Normalt var hun aldrig sådan her! det var helt mærkeligt! hun mistænkte det lidt for at være det lille håb hun havde inden i om at blive menneske, der blomstrede i hende. Hun kiggede på ham da han hev buksebenet op, og lige så snart blod kom til syne og duften fulgte efter, begyndte Zivas tænder at løbe i vand"Jeg er så sulten" hun hviskede det lavt og nærmest uhørligt. Hun prøvede at holde sig tilbage, men selvkontrollering var ikke noget hun nogensinde havde lært, for det havde der jo aldrig været brug for. Da han tog bukserne af stod hun endnu og stirrede sulten på ham. Menneskekroppe var dog mærkeligt opbygget! Ziva havde aldrig forstået dem, men det krævede jo også at hun faktisk så et helt menneske, og Zivas yndlings del var nok inderlårene og og brystkassen. Hun holdt sig forvirret for munden og næsen. hun var parat til at angribe ham hvert sekund nu.

Matthew:
Matthew rev noget af sine bukser i stykker og forbandt såret med det, han sørgede for at stramme det godt. Han havde tydelige muskler, men ikke for mange, men lige tilpas. Han hørte hende sige noget og så derfor hen på hende. Hendes ansigtsudtryk afslørede hende. Han kneb øjnene lidt sammen, inden hurtigt rejste sig op. Han haltede hen til klædeskabet, tog en ny skjorte på og hev bare nogle mørkebrune korte bukser på. 
Efter det gik han hurtigt hen til hende, greb fat om hendes hals og tvang hende ned i sengen. Han lagde sig ovenpå hende, men sørgede for ikke at gøre hende fortræd. Han låste sine ben om hendes, holdte hendes arme fast over hendes hoved med sin ene hånd og havde et grab om hendes hals med den anden. Han kvalte hende dog ikke. "Du får ikke lov til at spise flere mænd imens jeg er her. Kan du spise dyr? Hajer, måske?" Hviskede han. Deres ansigter var overraskende tætte, men han virkede ligeglad.

Ziva:
Zivas blik kørte langsomt nedover hans krop. Dybt facineret over den menneskelige krop. Langsomt begyndte hun at tage hans kahyt i betragtning. Hun pillede ved forskellige ting og sager, kiggede igennem kikkerter og legede med søkortene.
Hun smilede let til ham da han nærmest overfaldt hende. Hun strakte sit hoved op til hans øre" Jeg ved ikke om du prøver at forføre mig eller true mig.. Det står mig lidt uklart" hun hviskede det drillende og lod sin kind snitte hans da hun lagde hovedet ned i sengen igen. Hendes blik var legesygt og forførende og det lå direkte i hans blik.
Hun tænkte lidt over hvad hun så kunne spise." Fisk er ikke noget for sirener, vi vil have rigtig kød.. Jeg spiste en gang et land dyr.. Den havde horn, var stor og brun.. Døde sort øjne og utrolig nok et meget fredeligt dyr.. Lige indtil den da drukner" det dyr Ziva beskrev var en ko, men hun anede ikke hvad dens navn var.
Hun smilede drillende til ham" jeg tror du har lyst til at kysse mig" hun sagde det spindende og pludseligt vred hun sig hurtigt og hårdt i hans greb så han kom ned og ligge og hun var over ham." Og jeg får brug for at være i vand inden for 24 timer konstant, jeg bryder mig ikke om at dø af udtørring" hun sagde det med et bredt smil.

Matthew:
Det tog en del af hans energi ikke at gå amok på hende. Hvis hun ødelagde noget bandt han hende til sengen. No mercy. Tingene i hans værelse var dyre, så hvis hun ødelagde noget skyldte hun ham bare mere. Sådan var det bare. Han strammede 'forbindingen' om hans ben lidt mere for at være på den sikre side. "Ødelæg ikke noget." Sagde han skarpt imens han så på hende.
Matthew rynkede svagt på panden over det hun sagde. "Det lyder som om du spiste en ko. Jeg vil mene vi har noget kød fra en ko ombord." Sagde han inden han så lidt tænksom ud.
Hans tanker blev afbrudt da hun snakkede videre. "Din tro er forkert. Det sidste jeg vil er at kysse en sirene. Det er selvmord at prøve det." Hans blå øjne var følsesløse imens han så på hende. Det overraskede ham lidt at hun væltede ham ned og fik sat sig over ham. "Bare rolig, du kan få et bad snart.. og kom så ned fra mig."

Ziva:
Hun rullede øjne af ham. Så emsig.. stakkels mand! Hun sukkede let og lod fingrene glide over alle overflader i rummet. Hun smilede drillende til ham."Du har brug for at slappe af, du opfører dig som en der er mere anspændt end en hoppiliut!"Sagde hun fnisende. med hoppiliut mente hun en fjeder, men hun kendte jo heller ikke ordet for denne ting, hun havde bare set dem og leget med dem til tider som yngre. Hun kiggede på ham og trak på skuldrene"så længe det er råt og bløder og frisk.... Og blandet lidt med saltvand, så er jeg glad"Hun sagde det med et stort bredt smil.
Hun smilede drillende til ham"Det tror jeg ikke rigtigt på, du er bare bange for at myterne er rigtige og at jeg suger din sjæl ud.." Hun sagde det drillende Hun grinede og tog sig ikke af han følelsesløse øjne, de mindede hende om havet, dybt og koldt, og derfor virkede det ikke på hende, hun følte sig ikke malplaceret eller dårlig tilpas som mange ville.
Hun smilede drillende til ham og lænede sig ned over ham"Eller hvad?" hendes stemme var ekstremt drillende, det var tydeligt at hun morede sig over at han blev så hurtigt sur."Jeg foretrækker vandet med salt og koldt, ligesom i havet. Det der land sjask i drikker er noget ækelt noget!" sagde hun og refererede til ferskvand, det slags vand mennesker kun kunne drikke.

Hoppi-hvad? Hvad snakkede hun nu om? Hendes mærkelige personlighed kom sikkert fra at hun var sirene og derfor ikke var så klog på menneskenes verden. Han sukkede svagt og kørte en hånd ned langs hans kind. "Udmærket. Jeg finder noget til dig senere. Først vil jeg være sikker på at du ikke laver ballade." Han betragtede hende med et træt blik.
Han var ligeglad med myterne. Ikke tale om at han skulle kysse med en sirene. "Jeg kysser ikke fremmede kvinder." Sagde han så. Han gad helt seriøst ikke at kysse hende. Hun var så irriterende. Hans ben gjorde stadig ondt, men tvang sig selv til at ignorere det. "Eller jeg binder dig fast til sengen." Sagde han simpelt. Det var hendes eget valg. "Jaja, skal nok skaffe dig saltvand." Han sukkede kort og lukkede sine øjne. "Kom nu bare ned fra mig."

Hun smilede og rejste sig med et op fra ham."Du skulle jo nødig miste flere mænd... Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig?"hun var virkelig nysgerrig, det var nemt nok for hende at flygte hvis hun virkelig ville, men noget holdte hende her på skibet, de havde ikke ville dræbe hende, så nu følte hun sig mere sikker til at udforske menneske verdenen. I hvert fald den menneske verden der eksisterede på skibene.
"Men jeg er jo ikke fremmed længere, du kender mit navn" Hun sagde det drillende og blinkede kækt til ham inden hun vendte ham ryggen og studerede hans kahyt endnu engang, der var stadig så mange ting at se! Hun havde ikke ment det med kysset, men han var sjov at drille, han blev sur med det samme i stedet for at drille tilbage.
"uh det lyder frækt" kommenterede hun på det med sengen, hun havde vendt sig om og sendte ham et forførende blik inden hun pillede videre.
Hun smilede bredt mod væggen, hun havde ryggen mod ham igen, og hun følte sig mere som en gæst end en fange på dette skib."Mange tak, jeg har jo også... hvad 23 timer tilbage til at jeg fuldstændig udtørrer,vandet haster ikke endnu"Sagde hun kækt og lagde hovedet på skrå, hun havde fundet en ting hun aldrig havde set før, det var en stjernekikkert.

//Ja du er nu den heldige ejer af en stjernekikkert! xD//

Matthew havde aldrig været mere irriteret end nu. Han var seriøst fristet til bare at binde hende fast til sengen og forlade værelset. Så kunne hun blive der. "Hm.. Du skal skaffe mig flere mænd til mandskabet, nu hvor jeg har mistet nogle." Sagde han og fik sat sig op med lidt besvær. Han betragtede sit ben lidt, inden han rejste sig op. Han støttede sig mest til det friske ben. "Jeg kysser dig ikke, Ziva. Det er ikke til diskussion." Hans stemme var blevet mere skarp end før, og hans dybblå øjne havde et irriteret glimt i sig.
"Du er da lige lovlig irriterende.." Knurrede han lavmælt for sig selv. Han prøvede at støtte på sit sårede ben, men kunne straks mærke at det skulle han da endelig ikke. Han sukkede svagt og prøvede at gå hen til døren. "Okay. Jeg vil lede efter noget at spise til dig. Du bliver her." Han så alvorligt på hende.

hun kiggede drillende på ham, hun kunne mærke hans irritation, og kunne mærke det overhovedet ikke smittede af på hende, tværtimod.
Hun grinede let over ham" Åh Matthew, Matthew! Du ser jo slet ikke hvad jeg laver med dig! Jeg driller dig, slap nu af. Lad os sige du havde haft lyst til at kysse mig, og du havde gjort det... Nej rettelse! og du havde prøvet på det.. Det ville aldrig ske! Sirener kysser bare ikke mennesker, med mindre vi kan lide jer og I er ved at drukne... Men hvor ofte sker det lige?"sagde hun med et smil. Pludselig var hendes irriterende barnlige opførsel væk og hun var mere rolig og moden, sådan virkede det i hvert fald.
Hun smilede bredt til ham"Tja Når nu man kan så hvorfor ikke være det"Svarede hun med et glimt.
Hun rystede let på hovedet da han fik rejst sig op, og med et hurtigt dask fik hun slået ham ned i sengen igen."Du kan jo tydeligt ikke gå! og hvis du så gør det, vil det kun blive værre mod dig.. Bliv siddende, jeg spiser ikke dine mænd."Sagde hun roligt og gik over til kahyttens dør for at træde ud." Og Matthew!.. Du behøver ikke beskytte mig mod dem, jeg er ikke en svag land kvinde."Sagde hun. land kvinder var set som svage væsner hos sirener, de kunne ikke kæmpe, de kunne ikke forsvare sig selv, deres slag kunne knap nok mærkes.. Ja de var kun til besvær for sømændene. Selvfølgelig var der undtagelser.
Ziva gik ud på dækket. Det var kul sort uden for. Hun var kun væk i få minutter og da hun åbnede døren indtil kahytten, kunne man høre hendes blide latter, en varm behagelig latter. nogle af skibets besætning stod og smilede fjoget til hende."Jeg takker mange gange for jeres hjælp!" Sagde hun med en blød fangende stemme inden hun lukkede døren. Hun kiggede på Matthew." Da I ikke ordner sår på samme måde som mig og mit folk, er jeg lidt nybegynder i det, men det lød nemt nok!." Sagde hun og stak ham en fuld flaske rom."Forresten, jeg fik af vide du skulle drikke halvdelen af denne flaske inden jeg hældte resten ned i dit åbne sår!"Hun sagde det henkastet, hun forstod jo ikke hvor ondt det ville gøre på ham. Hun havde fået samlet nogle ting sammen med hjælp fra besætningen, og roligt begyndte hun at sterilisere en nål over en flamme. Dette vidste hun dog hvordan man gjorde. Hun tog den tråd hun havde fået udleveret og begyndte at snørre den ind i nålens øje. Hun havde låst kahyttens dør, hun vidste udemærket godt hvordan mænd kunne blive.
Det røde hår blev ved med at falde ned i øjnene på hende og til sidst blev hun så frustreret at hendes blik gled hurtigt over værelset ind til hun fandt noget at kunne binde sit hår op med. Det endte dog med at blive to fjerpenne der holdte en rodet knold samlet i nakken på hende, men det var 10 gange bedre end løst hår lige nu. Hun fik gjort nålen færdigt og gik over til ham."Er du færdig med væsken? Jeg regner ikke med at det er første gang du prøver dette, så vær lige lidt sej og bid tænderne sammen når det gør ondt, ikke?"Hun sagde det roligt, men med et venligt, dog stadig lidt drillende smil.

Matthew var ikke typen, der gad at blive drillet. Han havde ikke personligheden til det kunne man vel sige. Han var for seriøs. "Jeg ville aldrig prøve på at kysse dig. Aldrig." Sagde han og rystede på hovedet imens. Bare tanken gav ham kvalme. Hendes pludselige personligheds skift undrede ham lidt, men han ville ikke stille spørgsmålstegn ved det, eftersom.. hun var sirene. Han vidste godt at de spiste det de gjorde for at overleve præcis ligesom at han selv spiste kød, men..stadigvæk. Det var svært at tilgive.
Han svarede ikke på det omkring med at hun var irriterende for i det øjeblik skubbede hun ham ned i sengen. Han så undrende på hende og ville til at rejse sig igen, men stoppede da hun snakkede. "Hm..fint.." Han sukkede lavmælt imens han lagde sig ned igen med lukkede øjnene. "Ja ja.." Han troede ikke på hende. Hun kendte ikke til mænds grådighed. Hun var forsvarsløs i forhold til dem.
Da hun dukkede op igen betragtede han hende lidt nysgerrigt og rystede derefter lidt på hovedet. "Jeg har ikke brug for at det bliver syet sammen." Men alligvel drak han af flasken og et kort øjeblik efter var den halvt tom. Han rakte hende flasken. "Mhmm." Han lukkede sine øjne igen. "Hold nu bare op. Jeg har ikke brug for din hjælp."

Hun kiggede på ham med et håbløst hovedrysten."Du er virkelig den forkerte at lave sjov med.. Du er tør og kedelig som en støvet bog. Du har brug for at komme ud og bliver imponeret af naturen, føle dig levende igen. Og først og fremmest! stoppe med at være så møg gnaven konstant!" hun sagde det roligt og sukkede opgivende, aldrig havde hun oplevet en være så...negativ!
Hun kiggede på ham med let sammenknebne øjne" Det skal syes, ellers heler det aldrig! Så kan du lige så godt bare lade mig drukne dig nu og æde dig!"hun sagde det drillende men mente det stadig en lille smule.
Hun tog flasken fra ham"Tag dine bukser af så der ikke er noget i vejen, jeg skulle jo nødigt stikke ved siden af fordi der kom stof i vejen! Hun sagde det roligt.
Hun varmede nålen en ekstra gang og lagde et tykt klæde under hans ben, noget som ville minde om et håndklæde til at suge rommen.
Hun kiggede ventende på ham.

Gik det først op for hende nu? Overraskende. Hun var ret langsom. "Jeg tager bare tingene seriøst. Jeg gider ikke spilde min tid på at drille andre." Han sukkede svagt og hadede at skulle ligge på den seng. Han ville hellere udenfor og nyde lugten af havet. "Du bestemmer ikke over mig. Vær venlig at lade være med at prøve at hjælpe mig, når jeg ikke har brug for det eller bedt om det. Mange tak." Han sukkede kort.
"Tage mine bukser af?! Earh...Fint." Han begyndte at trække sine bukser af og holdte godt øje med hende samtidig. Han lagde sig derefter ned igen, og ventede blot.

Hun kiggede på ham"Nogle gange skal man også lave ikke-seriøse ting.. For sin egen vinding. Det er sundt at grine.. Hvis du ved hvad det er"Sagde hun og kunne ikke lade være med at smile svagt.
Hun kiggede kort på ham, men valgte at ignorere ham, hvilket vidst var det smarteste hun kunne gøre for han gik jo med til det alligevel!
Hun satte sig ned på hug ved senge kanten så hun var i øjnhøjde med såret. Hun kiggede hen på ham efter han havde lagt sig"Det kommer vidst til at svide det her.. så vidt jeg fik det fortalt..."Hun kiggede koncentreret på såret, og alt hvad han ville sige fra nu af ville hun ikke opfange. til hans "held" Havde hun nogle sindsyg stærke arme, og hvis hun lagde arm med en stærk sømand, ville hun højest sandsynlig vinde. Hendes arme var blevet trænet fra den dag hun kæmpede sig ud af ægget.
Hendes hånd tog et fast greb i låret på ham, et greb han nok aldrig før havde mærket fra en kvinde. Det var uden tvivl at hun besad nogle armmuskler der sagde spar fem. Roligt hældte hun rommen ned i såret, hvis der var brug for det ville hun sætte sig oven på ham, smidig var hun da, og det var lige før hun ville kunne sidde på ham med fronten mod hans ansigt også bevæge sig bag over i bro og stadig sye hans ben perfekt. Men det var ikke ligefrem hendes plan, overhovedet. Efter Rommen havde gjort sit arbejde og renset såret, begyndte hun at sye det. langsomt og koncentreret stak hun nålen ind i den ene side af såret, hev tråden over, og stak den ind i den anden side for så at stramme snoren hårdt. Sådan blev hun roligt ved indtil hun var færdig.Hun skyllede såret med ferskvand inden hun lagde en rigtig bandage omkring det, den var tæt men ikke for stram så blodet ikke kunne komme rundt i benet."Så er du god som ny!" sagde hun og skyllede sine hænder i vandet og rejste sig op.

Jeg ændrer ikke min væremåde for en sirene." Mumlede han lavt, så det var usikkert om hun hørte ham. Han var ligeglad med det hun sagde, han ville ikke ændre sig. Han var tilfreds med sig selv og det var det vigtigste ifølge ham selv.
Han nikkede kort til at hun sagde det kunne svie lidt. Det havde han intet imod. Hans muskler stramte sig kraftigt i det rommen rørte ved hans sår. En svedperle gled ned af hans markerede, flotte ansigt imens hans lidt krøllede halvlange hår drillede hans nakke. Han knyttede sine hænder, da hun brugte nålen. I det hun var færdig slappede han straks af og hans muskler blev knap så synlige. "Tak.." Mumlede han. Han kørte langsomt sin tunge rundt om hans læber

Ziva:
Hun rystede let på hovedet af ham. Det måtte han jo selv om.
Hans opførsel var altså meget mærkelig syntes hun. Han opførte sig som om hun kun var til besvær, men han havde selv valgt at tage hende til fange, ingen havde kastet hende i hovedet på ham og sagt vær så god! Hun rystede lidt på hovedet, det måtte han jo om. Der var måske en grund til at han sejlede på havet kun med mænd ombord. Hun fnes lydløst for sig selv og pakkede grejet sammen inden hun gik ud af kahytten med tingene."Det var så lidt, du kunne jo tydeligt ikke selv finde ud af at gøre det, og eftersom jeg skadede dig, så tænkte jeg at jeg nok hellere måtte lappe dig sammen"Hun sagde det henkastet inden hun forlod kahytten. 
Hun kom dog ikke tilbage. 

Da Ziva havde afleveret al grejet satte hun sig helt foran i skibet. Hendes ben dinglede ud over siden på skibet og hun sang lavt for sig selv jolly sailor. Nogle mænd begyndte langsomt at samle sig om hende, men det var ikke en farlig stemme hun brugte, hun sang med en almindelig stemme, ikke sirene stemmen. Hun savnede havet, men hun ville så gerne udforske landet, eller bare en ø, opleve det! Og det var faktisk lidt grunden til at hun ikke stak af. Hun kunne jo flygte konstant!

Matthew:
Matthew kiggede kort på sit ben og sukkede træt. I det mindste var såret ikke dybere. Han kunne jo stadigvæk gå, så han havde ikke rigtig nogen rettighed til at brokke sig. Heller ikke at han rent faktisk havde tænkt sig at brokke sig, i hvert fald ikke til hende. Aldrig i livet. Hun skulle ikke tro at han var svag. ".. Irriterende." Mumlede han efter hun forlod kahytten. Han fik med en del besvær sine bukser på og lå først bare på sengen.
Da han så hørte hendes sangstemme fik han fart på. Hun skulle ikke prøve på at stikke af eller dræbe dem! Matthew greb hurtigt fat i sin pistol og gik udenfor. Javist omgik mændene hende lidt, men der var også nogle der arbejdede. Han selv følte ikke nogen tiltrækning til hende som var usædvanlig. Hun brugte vel ikke sin evne.. Han sukkede lettet og afleverede sin pistol til en af mændene, der kom over til ham og foreslog sin hjælp.
Matthew haltede hen til gruppen af mænd og da han nåede hen til dem hævede han stemmen. "Så er det godt! Tilbage til arbejde! I kan glo på hende imens I arbejder hvis I gerne vil komme til skade." Han så rundt på mændene, der mumlede nogle ting og lige så stille vendte tilbage til deres arbejde. Matthews dybblå øjne landede kort på Zavi, og samtidig faldt nogle af de lidt krøllede lokker ned foran hans ene øje. Han lod det dog være. Han gik hen til roret og nikkede til hans første styrmand. For nu lod han styrmanden blive ved roret. Matthew så sig omkring og tog en dyb indånding. Ah ja, havluften havde altid en beroligende effekt på ham..

Ziva:
Hun forsatte sangen selvom mændene fjernede sig, modvilligt, væk fra hende. Hun betragtede facineret stjernerne imens sangen gik sin gang.
Hun sad der, en time endnu inden hun valgte at gå i seng.
Aldrig havde hun oplevet en så bizar måde at sove på.

Som dagene gik vænnede Ziva sig mere og mere til at være ombord på skibet. Mændene gav hende hele tiden råt kød i smug, hvilket hun ikke vidste de måtte.
Det var morgen og solen stod allerede højt på himlen.Ziva lå i en stor balje med vand hvor hun kunne ligge udstrakt og stadig vende sig. Mændene betragtede hende hver gang hun badede, hun var jo ikke nøgen, hendes hale var det jo, og bare bryster havde hun altid haft det ville være unormalt hvis hun dækkede dem til.
Mændene havde allerede fået respekt for hende, når hun skulle op af baljen og tørre så hun fik ben, endte hun jo altid med at være nøgen, og hver gang det skete kiggede de altid høfligt væk fra hende indtil hun fil tøj på.
Ziva var i godt humør denne dag og plaskede derfor lidt med halen så der røg en smule vand ud på dækket.

Matthew:
Matthews ben var blevet bedre efter et par dage og han kunne nu gå uden at halte, men at løbe var en dårlig ide. Han havde skam sovet i samme rum som Ziva, men altid på en hængekøje, som han havde fået derind, eftersom han ikke gad at sove i samme seng som hende. Det var grænseoverskridende for ham. Han havde en rød skjorte, sort 'jakke' udenpå, sorte bukser og sorte sko på denne dag, eftersom at vinden var en smule kold for ham. Han stod lænet henover roret og betragtede havet imens skibet roligt gled fremad. Hans krøllede, halvlange hår var samlet i en hestehale, så det ikke irriterede hans øjne som det så ofte gjorde, men ikke tale om at han skulle have det klippet.
Det irriterede ham lidt at Ziva distraherede mandskabet sådan, men der var ikke meget at gøre ved det, end at påminde dem om arbejdet hele tiden. Var han seriøst den eneste, hvis øjne ikke var låst fast på hende hele tiden? Skuffende. Han rystede lidt på hovedet og fortsatte med at fokusere på havet. De skulle snart være ved land, nok om to dage. Han gnubbede sin hage lidt, og kunne sagtens mærke at han snart skulle barbere sig. "Ziva, vær venlig ikke at gøre hele dækket vådt. Jeg vil ikke have at nogen brækker et ben." Sagde han og så en anelse skarpt på hende.

Ziva:
Ziva havde fået det indtryk af Matthew at han var kedelig og ikke brød sig om kvinder overhovdet. Zivas var dog tiltrukket af ham, men på trods af det gav hun ham ikke meget opmærksomhed. De andre mænd til gengæld, de snakkede med hende, lærte hende de rigtige ord for mange af de menneske skabte ting som hun selv havde fundet ord til. De fortalte om hvordan byerne fungerede, transport midler og endda at man rider på dyrene for at komme frem ad. Hun slugte det hele og grundet sin nysgerrighed lærte hun alle de vigtige ting, hvordan man snakkede til folk, love, regler. Om pirater også den kongelige flåde.. Ja hun lærte det hele. Hun var også begyndt at lappe mændenes tøj, puder, dyner og hængekøjer da hun havde et naturtalent når det kom til at sy.
Da Matthew begyndte at snakk til hende på de samme irriterende måde, tog hun hovedet ned under vandet. Det gode var at hun havde gæller så hun kunne blive dernede hele dagen hvis hun ville, så længe vandet altå blev iltet.
Der gik et lille stykke tid før hun fik bakset sig ud af baljen. En af mændene kom med et samme hen med et stykke stof så hun kunne tøre sig. Mændene kiggede som altid væk indtil hun fik ben.
Hun fik taget sit tøj på og satte så det våde hår op i en knold.

Matthew:
Matthew måtte dog også indrømme at have Ziva ombord var nu et godt frisk pust for skibet. Endelig nogen der kunne sy mændenes ødelagde tøj. Han gad bare ikke at lade hende sy hans tøj. Han gad ikke rigtig at have noget med hende at gøre, men fordi at hun var sirene holdte han godt øje med hende. Hvis hun prøvede på noget ville han stoppe hende før nogle kom til skade.
Matthew rynkede svagt på panden, da hun dykkede hovedet nedunder vandet, men trak derefter lidt på skulderen af det. Han fokuserede igen på havet og ignorerede praktisk talt alle omkring ham. Pludselig kom en af mændene til at gå ind i ham, så Matthew kom til at dreje roret lidt. Han fik dog hurtigt skibet sat til at sejle den rigtige vej igen, inden skibet sejlede ind i nogle klipper tæt på skibet som Matthew havde prøvet at undgå. "Hvad fanden laver du?!" Snerrede Matthew af sømanden, som blev helt bleg og så ned i gulvet. "Undskyld, Kaptajn.." Mumlede sømanden, der nok var omkring nitten år. "Hold dine øjne på hvor du går og ikke på sirenen." Matthew kneb kort øjnene lidt sammen. "Fortsæt dit arbejde."

::NYESTE SVAR::

Ziva:
Ziva havde kun lige fået tørret benene inden hun mærkede et kraftigt ryg i skibet. Hun nåede slet ikke at reagere på det før hun mærkede et slag mod hoften også et åbent frit fald lige ned i havet. Hun var faldet ud over skibet. Hun mærkede vandets favn omringe hende, men hun nåede knap nok at få hovedet under, før en smerte hærgede hendes ryg. Hun gispede og så blodet omkring hende. Det måtte nærmest strømme ud af ryggen på hende. Hun kunne mærke smerten, men det var i hele ryggen, men regnede dog ikke med at hele hendes ryg var flået op. Vandet her var fyldt med hajer og der ville ikke gå lang tid før det ville vrimle med dem her. Hun følte energien forlade hende, det var et stort blodtab hun var udsat for, og langsomt dalede hendes krop længere og længere ned i dybet. Hendes blik mørknede allerede selvom hun kæmpede i mod bevidstløsheden.
Et slag i vandet langt der fra bekræftede hendes dårlige anelser. En haj havde fået færten af hende og var nu på vej.
Hun vrikkede desperat sin hale og begyndte langsomt at komme op mod overfladen igen.

Matthew nåede lige at se Ziva falde ned i vandet og han skubbede hurtigt sømanden væk for derefter at løbe hen til rællingen. Han så udover havet og opdagede lige blodet. Han bandede lavmælt for sig selv. Hajerne ville jo dukke op nu. Han tog et sværd fra en af styrmændene og hoppede derefter i vandet. Han nåede lige at tage en dyb indånding inden han røg med under vandet. Han svømmede op til overfladen og opdagede hajen der med hastig fart var på vej hen til Zavi. Han vendte hen imod skibet og opdagede at en af styrmændene sigtede på hajen med en musket. Matthew strammede sit greb om sværdet og svømmede hen til Ziva, da hun kunne se at hun prøvede at komme op til overfladen.
Han hørte musketten skød og om hajen blev ramt eller ej, så Matthew ikke. Han greb fat i hendes håndled og trak hende helt op til overfladen. Han gav slip på hendes håndled og lagde derefter en arm rundt om hendes liv, men sørgede for ikke at røre hendes sår. Han begyndte at svømme hen imod skibet igen.

Hun var lige ved at miste bevidstheden og hun var endnu ikke oppe ved vandoverfladen. Hun kunne mærke hajerne strømme til i vandet, og hun kunne intet gøre. Normalt svømmede hun hurtigere end et skib, men lige nu kunne hun knap nok komme op til overfladen. Hendes syn føltes at forsvinde og i det øjeblik hvor det hele syntes sort mærkede hun en hånd om sit håndled. Velvidende omkring at den ene haj flød ned mod bunden, var to nye hajere ankommet. Hun åbnede øjnene og hun kunne tydeligt se dem selvom hendes syn var dårligt lige nu. Den ene piskede hun utællelig mange gange i hovedet hvilket fik den til at stoppe op i forvirring, den anden vidste hun ikke hvad hun skulle gøre med før hun så sværdet som Matthew havde med. Hurtigt greb hun det og ventede til sidste øjeblik med at spidde hajen i munden, op gennem ganen. Hun gav slip på sværdet og hajen vred sig ekstremt i desperation over at den skulle dø. En af dens tænder havde boret sig ind i hendes arm. Hun mærkede hvordan hun nu blev fuldkommen bevidst løst og var til ingen hjælp. Hun vejede måske ikke så meget i menneske skikkelse. Men hendes hale var lang og tyk hvilket gav hende en masse ekstra vægt og især under vandet. Hendes hoved bankede svagt mod Matthews skulder hver gang en bølge slog mod dem.

Pludselig fik han taget sit sværd fra sig og han skulle lige til at råbe op, inden han så Zavi stikke sværdet igennem hajen. Han nikkede kort anerkendende, men fordi at hun ikke selv hjalp til længere blev han trukket ned under vandet. Han kæmpede hårdt med at komme op over overfladen igen, men hendes hale var for tung. Heldigt for ham blev et reb kastet som han hurtigt greb fat i. Han blev trukket op sammen med hende ved hjælp af rebet. Mændene fik Zavi op først og trak Matthew op lige efter.
Matthew så hen imod Zavi. "Få hende ind i mit værelse. Bring håndklæder, rom, rent vand, bandage, og alt det der!" Kommanderede han. Han kørte en hånd igennem sit hår.

Hun blødte stadig, såret var så dybt at en skorpe ikke kunne dannes hurtigt. Hun var stadig bedvidstløs, og mændene bar hende ind i kahytten ved at en holdte hende under armene og den anden havde hendes hale. Hun blev lagt først på ryggen, men smerten ved at det åbne sår ramte det beskidte senge betræk, fik hende nærmest til bevidsthed i form at et højt, overrasket smertes hyl inden hun nærmest kastede sig om på maven. Hendes hale begyndte langsomt at forvandle sig om til ben igen, og da det skete forlod sømændene hurtigt kahytten imens nogle andre kom ind med de ting Matthew havde bedt om. Ziva selv svævede et sted mellem at være bevidstløs og ved bevidsthed. Hun var som døv og alt var næsten sort, dog kunne hun se skikkelserne på mændene og møblerne. Smerten dunkede i hendes ryg og hendes krop arbejdede på højtryk for at helbrede hende hvilket gjorde hende ekstrem træt. Noget af det røde hår var "fanget" i hendes sår, det ville blive død og helved for hende når det skulle fjernes.

Matthew ventede lige til at de havde båret hende ind og fået nogle af sagerne ind i hans kahyt. Han tog 'jakken' af imens han gik derind og smed den bare hen i hjørnet. Han havde selvfølgelig fået vasket sine fingre i noget rent vand inden han gik derind. Saltvand i sår var det værste. Han tog rommen og drak en kvart del af det, inden han tog en gammel trøje og dyppede i det rene vand. "Gå ud herfra. I skal ikke glo på hende når hun er nøgen." Sagde han imens han forsigtigt dyppede trøjen omkring hendes sår og prøvede at få nogle af hendes hårlokker væk. Mændene adlød og lukkede døren efter sig. "Forbandet da også være det." Mumlede han for sig selv, inden han forsigtigt hældte lidt rom ned i hendes sår for at rense det.

til at sarte med lagde hun ikke mærke til noget, hun var stadig slået helt ud af smerten. Men da han hældte rom i såret bevægede hendes ben sig som om de stadig sad sammen i en stor lang hale. Hun udbrød en en masse vrede ord højt og skrigende ned i sengen så det var en meget dæmpet lyd for alle andre.På ingen tid vågnede hun op fra noget der mindede om de dødes rige, smerten rommen gav hende var som et spark ind i den virkelige verden igen. Hun gispede og slog madrassen en enkel gang."Stop Matthew! Det er lige meget det her gør mere ondt! det skal nok hele af sig selv!" Hun klynkede det lavt mod madrassen, men bevægede sig ikke som for at gøre modstand mod det han gjorde, inderst inde ville hun jo gerne have det overstået, men for satan hvor det gjorde ondt! selve hendes knogler i ryggen ville gøre ondt de næste mange dage.

Matthew ignorerede hendes reaktioner, og stoppede først da han mente at såret var renset nok. Han tog en nål som var blevet varmet op af mændene og tog noget tråd. Han syede forsigtigt såret sammen imens han sørgede for hendes hår ikke blev viklet ind i det.
"Du har få en infektion, hvis du ikke får det ordnet nu og det risikere jeg ikke." Sagde han. Efter lidt tid blev han færdig. "Bliv liggende. Såret skal helst ikke åbne." Han fandt et tæppe og lagde det forsigtigt over hende. "Du bader ikke udenfor mere. Jeg risikere ikke sådan noget igen." Sagde han roligt

Hun gispede efter vejret da han endelig var slut. Hun var begyndt at få lidt feber pga. såret, ikke fordi der var betændelse i, men det var hendes krops måde at reagere på imens den arbejdede på at danne skorpe, stoppe blødningen og gå igang med healingen af huden,blodårerne, vævet osv.
Hun var helt kvæstet. Hendes ansigt var vådt af tårer, aldrig havde hun oplevet noget så ubehageligt. hun nikkede svagt som hun begyndte at døse væk fra virkeligheden. Søvnen overtog hende og der gik ikke langtid før hun ville falde i søvn."..Jeg bader ikke mere udenfor"Hviskede hun tungt med øjnene lukkede sammen som var de blevet limmet.

Det var midt på natten, kl. var vel omkring 3 og skibet var helt tomt. Ziva havde sovet hele dagen. Hun vågnede op i dryppende af sit eget sved grundet feberen. Hun hev lydløst efter vejret for ikke at vække Matthew og tørrede så sit ansigt. Isøvne havde hun fået vendt sig om, og hun kunne mærke smerten nu, men det var ikke så slemt som da han syede hende, det gjorde ondt men hun kunne overleve det. Hun rejste sig forsigtigt op og fik kravlet ned i skjorten. Den var lang og gik hende til midt på lårene, så hun behøvede i realiteten ikke bukser. Hun listede sig ud af kahytten og fik bakset sig ned i til maden hvor hun fik et stort stykke råt kød og en masse salt vand. Bagefter gik hun op på dækket og fik med besvær bakset sig ud på søjlen der stak ud af skibets front, lige over galleonsfiguren. Hun sad og lyttede til havet. Det var en stille nat og vejret var igen godt. Ziva elskede stjernerne, de var så smukke, magiske og hensides. Hun ville aldrig kunne nå dem, de var langt ude for hendes rækkevidde.

Matthew nikkede tilfreds og strøg hende kort over håret for ligesom at trøste hende. Desværre var han ikke særlig god til det. Selvom han nok ikke ville indrømme det, så var han ret fascineret af hendes hår. Det var ikke tit man mødte rødhårede piger. Han rejste sig op og samlede tingene sammen for derefter at lægge dem på plads. Han lod hende være alene i et par timer, han tænkte hun nok havde brug for det.

Matthew trak tæppet henover hans hoved, da han hørte en lyd og rynkede svagt på panden. Han kunne ikke rigtig falde i søvn. Derfor hørte han da døren blev åbnet. Han trak tæppet væk og rynkede svagt på panden, da døren lukkede igen. Han rejste sig op og skyndte sig derhen. Han havde en sort trøje med et stort V og brune shorts på. Han gik udenfor og gik hen imod Ziva. "Hvad laver du?" Han så spørgende på hende. "Det er farligt at stå der.. og du burde hvile dig." Han lagde armene over kors og så udover havet.

hun kiggede op på ham"Jeg sveder, det er koldt herude."Svarede hun roligt og vendte sig roligt om på brovspyddet. Hun satte sig ned på det, for balancen skyld og kiggede op på ham."Det er ikke farligt. Her er ingen rev, vinden og havet er blidt i nat, så skibet kan ikke risikere pludselige stød."Hun svarede roligt, feberen havde stadig et godt tag i hende, og hendes ansigt var kridhvidt og glinsende af sved. Hun sad med ret ryg, for det var det der gjorde mindst ondt lige nu, hvis hun krummede ryggen ville det gøre meget mere ondt end det allerede gjorde.
Hun lænede sig lidt tilbage og kiggede op på stjernerne, det var utroligt hvor meget de facinerede hende, hun blev nærmest fraværende når hun kiggede på dem. Men hun fik slidt sit blik væk fra dem og hen på ham"Hvorfor reddede du mig? Jeg ved godt at du ikke vil slå mig ihjel, men jeg ved også at du ser mig som en pestilens, så hvorfor redde mig når du nu havde muligheden for at slippe af med mig?"hun var tydeligt nysgerrig, og intet ondt var over hendes spørgsmål. Hun kendte ikke til den ondhed der herskede mellem mennesker, den ting med at de ville såre hinanden med ord og handlinger.
Hun smilede bredt til ham"Jeg kan ikke sove mere, jeg er lysvågen." hun lagde hovedet let på skrå inden hun kiggede ned i vandet og smilede så."Delfiner!" og ganske rigtigt lige som hun sagde det sprang en lilleflok delfiner på fem op over vandet og dykkede så smukt ned i det igen. hun savnede sådan at svømme med dem, ja faktisk savnede hun bare at svømme i havet.

Matthew lænede sig over rællingen og så udover havet. Han elskede virkelig at være ude på havet især om natten. Der var så fredfyldt og smukt. Vinden var dejlig kølig, men ikke alt for kølig. Han tog en dyb indånding inden han så på hende. "Dit sår er ikke færdigt med at heale. At bruge din krop for meget kunne åbne såret og du ville være nød til at få rom hældt udover såret igen." Forhåbentlig kunne det overbevise hende, men det var ikke sikkert. Det var dog forsøget værd.
"Du er ikke en pestilens." han rynkede svagt på panden imens han snakkede. "Bare fordi du er sirene og dræbte mine mænd betyder det ikke at du fortjener døden. Sirener har ikke selv bedt om det liv. I spiser mænd for at overleve. Det er ikke meget anderledes fra at vi spiser kød fra dyr." Han trak lidt på sin ene skulder.
"Så er vi to. Jeg plejer at gå herud for at slappe af, men jeg ville ikke vække dig. Du trængte til at hvile dig." Han rettede sig op og gik hen imod roret. "Jeg vil gerne undskylde på vegne af sømanden, der ikke holdte øje med hvor han gik. Hvis du fortsætter med at vise adskillige dele af din krop foran dem, så vil det ske igen og vi vil måske ikke være så heldig på det tidspunkt."

Hun kiggede overrasket på ham" Ingen bad dig om at redde mig! For min skyld kunne du bare have ladet være, jeg skulle nok have fundet på en måde at overleve!"Svarede hun koldt, ærligt så havde hun ikke haft brug for hans hjælp, ja det havde set sort ud for hende dernede, men Ziva var født og opvokset blandt hajer, hun vidste præcis hvordan man skulle redde sig selv i sådanne situationer. Det var trods alt ikke første gang hun var begyndt at bløde i et haj fyldt område. Da han sagde at hun bare kunne svømme tog hun ham på ordet. Hun sagde intet og gik ned til dækket. Hun smed tøjet midt i det hele og lavede et perfekt hovedspring ned i vandet. Hun forstod nu hvorfor sirener spiste mennesker i stedet for at omgåes dem. De var jo ekstrem uhøflige og onde. De var nedladende over for andre og troede de var meget bedre end alle andre.
Hun drejede rundt om sig selv nede ved havbunden og nød at være i havet igen, der var plads til hendes hale, og den skød hende frem ad, ikke mere end 2 minutter efter hun var sprunget i vandet, var hun mange meter væk fra skibet. Hun vidste præcis hvor byerne lå og ville ikke have svært ved at finde dem, men mere at komme ind i dem uden at blive mistænkt for noget.
Hun smilede let, hun havde da lært en del ombord på skibet, mandskabet havde været venlige i mod hende, lært hende nye ting om menneskenes verden.
//out//