The beauitful water. [Ziva]

Tid: 11.00
Sted: Det Azurbkå øhav sydvest for Virgin Gorda
Omgivelser: James er ombord på "Mary Gale" med hans mandskab
Påklædning: han er klædt i en almindelig skjorte med posede ærmer, samt en ulden frakke udover.
Vejret: Overskyet men uden nedbør, god vind.

James var sejlet fra Virgin Gorda, den forrige dag med en last af sukkerrør der skulle sælges på Peter island. Havet var stille i disse perioder i sær fordi de sejlede langs de mange mindre øer, hvilket sørgede for at bryde mange af de større bølger. Dette gjorde det til en nem sejllads, og var også et af de bedre steder for et skib som hans der var ganske hurtigt, da øerne også kunne bruges i tilfælde af det blev nødvendigt at trække sig tilbage grundet pirat angreb.
James sad i hans Kabine og studerede nogle kort, og sørgede for at de tal der var skrevet ned i hans bøger for køb og salg var korrekte, og stadig godt oppe i det sorte. Han smilede roligt for sig da han kunne tydeligt se at tingene var som de skulle være. Han klappede bogen sammen, og skrev så færdigt i hans logbog, hvorefter han låste begge dele inde i et skab, inden han gik udenfor og stillede sig i fronten af skibet, og stod og nød suset gennem håret, og ellers bare stå og kigge ned i det utroligt smukke hav, det var så klart, så pænt, at han ikke kunne lade være med at smile, men desværre varede det ikke længe før der blev kaldt på ham. Han gik hen til matrosen der havde kaldt, det var ret simpelt da han blot skulle have noget arbejde vurderet, James nikkede sendte ham hen og stramme sejlene, og gik så selv tilbage til fronten og kiggede ned i vandet igen.

De havde fulgt skibet i lang tid, en times tid måtte det være nu.. Ikke at det havde haft stor betydning. Et par af de andre sirener havde sprunget over vandet med nogle delfiner i ny og næ, vinket til mændene på skibet, men fordi de kun hoppede med på det første spring, havde de andre sømænd ikke troet dem. Mange syntes alt for ofte at se sirener over det hele, selv når de ikke befandt sig i miles omkreds.
Ziva svømmede som sædvanligt forrest. Men I et stykke tid havde hun nu svømmet på ryggen, hun kunne tydeligt se skibets detaljer, og manden der stod rællingen og kiggede ud over havet. Hendes hale svirpede hurtigt frem og tilbage, hun skulle jo holde trit med skibet, ikke at det normalt var svært, men det var ikke lige så nemt når man svømmede på ryggen. Hun bevægede sig ekstrem langsomt tættere på vandoverfladen, de andre sirener var svagt begyndt at synge, ikke højt så nåede at tænke klart at der var sirener. Nej, de sang ganske svagt og steg langsomt i volumen, nogle af mændene på skibet var sikkert allerede godt inde i trancen. Alle de andre sirener var langsomt begyndt at få skibet til at vugge i bølgerne, og roligt steg sangen og skibets vuggen.
Zivas hoved brød stille med vandets flade, og man skulle tro hun havde sunget med under vandet, for det lød som om at hun havde sunget hele tiden, men at hun først havde været bag en mur og nu var gået om på den anden side alt imens hun sang.

"Ned med sejlene!"

Da skibet begyndte at vugge råbte han hurtigt til sine mænd om at de skulle få sejlene ned, og det gik heller ikke længe før at rebene var blevet løsnet og skibet nu lagde stille på vandet, da der ikke var nogen sejl til at fange vinden længere. James blev dog selv stående ved fronten og kiggede ned på Sirenen der svømmede rundt der. Han havde set dem en enkelt gang før men der havde det været på lang afstand. Han selv kunne tydeligt mærke sig draget i retning af deres sang, men han var mere interesseret i selve sangen end hvor den kom fra, så i stedet satte han sig bare ned med ryggen op mod masten og sad og lyttede til sangen.

Resten af mandskabet løb bare rundt på skibet, eller de fleste gjorde nogle af dem havde sat sig lige som james til at lytte, men ingen lod til at gøre noget for at komme i nærheden af sirener. De af dem der ikke satte sig ned og lyttede vimsede i stedet rundt på skibet, og sørgede for at rebene var som de skulle. Det var ikke mange af dem der ikke bare sad og lyttede. Det var hovedsageligt nogle af de ældre mænd der ikke sad ned, nogle af dem havde mødt sirener før på denne måde, og havde derved lært bedre at håndtere deres sang.

James sad bare og lyttede til sangen, han rejste sig dog og stod bare ved den ene maste og lyttede roligt. Han havde ikke hørt deres sang før, så han var meget betaget af den. Han blev stående roligt og lyttede inden han gik over og stod ved rælingen og lyttede.

Sangen forsatte, og sirener begyndte nu at klatre op af siderne på skibet, lokkende og forførende. I denne flok var det dog kun Ziva der havde en hale. Sirener med haler var sjældne, og nogle steder prøvede folk rent faktisk at fange hendes slags så de kunne tjene penge på hende ved at udstille hende, eventuelt lave et show hvor hun skulle lave forskellige stunts.. Ja hvem vidste.
Selv begyndte hun at hoppe rundt i vandet, snurrede rundt om sig selv så vanddråberne stod ud til at sider, det lignede sølv der blev kastet af hendes hale. Sangen forsatte endnu, og med et tog Ziva tilløb og sad oppe på skibets ræling. Hun forsatte sangen, indtil videre var hun ikke blevet opdaget, men hvem vidste hvornår hun ville. Hun vidste de nok skulle blive nysgerrige mændene, og når det skete ville de komme hen til hende.
Hun sad der elegant og sang blidt. Hendes uskyldige barnlige ansigt lyste op i solen, og det røde hår lignede flammer.

De ældre på skibet begyndte at stuve flere af de unge der var helt væk ned i kahytterne for at få dem af vejen så sirenerne ikke bare kunne stikke afsted med dem, og de begyndte også at forsøge at hive James med sig nedenunder, men James hev sine arme fri og blev stående og lyttede til sangen, han kiggede rundt, og efter lidt tid rystede han på hovedet og begyndte at bevæge sig mere normalt. Han kiggede på de ældre matroser som stod på dækket endnu sammen med ham, nogle af de yngste var blevet hevet under vands men de fleste var i deres kahytter og havde barikaderet dørene så sirenerne ikke kunne komme derned.

"Så smut med jer, det var meget pænt af jer at synge for os, men nu bliver jeg nød til at bede jer om at forlade skibet"

Han talte til Ziva, han kunne ikke lade være med at lægge mærke til de lange fingre hvilket så så underligt ud på den ellers smukke kvinde. Han blev stående og begyndte selv at nynne en melodi der på ingen måde passede med det de sang, men han nynnede den også meget lavt og det var mest af alt for at holde deres sang ude lige nu. Han kiggede på hende roligt, modsat de ældre matroser som stod uroligt og ængstelige og kiggede sig omkring.