Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.

På Dybt Vand - John

Go down

På Dybt Vand - John Empty På Dybt Vand - John

Indlæg af Arya Søn Apr 26, 2015 12:05 am

Sted: En stor villa i Tropeparadiset, Tortola
Tid: Det nærmer sig daggry
Vejr: Luften er fugtig på grund af havet, men relativ kølig på dette tidspunkt af døgnet. Det er stadig mørkt udenfor, men himlen begynder at lysne en smule mere op.
Omgivelser: Tjenestefolk og beboere i villaen sover. På nær én altså.

Det var en ubehagelig drøm der vækkede hende. Øjnene blev slået op og ramte det hvide loft. Varmen i rummet var ubehagelig selvom vinduet til højre for sengen var åbent og milde briser gentagende gange skubbede til gardinerne. Arya satte sig op og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning, men brystkassen syntes at pumpe mere og mere lystigt frem og tilbage. Den hvide natkjole klæbede en smule til kroppen grundet varmen. Det føltes absolut klaustrofobisk, og af netop dén grund fik hun snart krænget sig over til siden af sengen og fik plantet fødderne mod gulvet. Det var rart at stå op og få lidt blodtilførsel tilbage til de små fødder. Hun bevægede sig roligt over mod vinduet for at møde de kolde briser, men stoppede op ved lyden af... fodtrin? Hun vendte sig om med front mod døren der førte ud til gangen. Langsomt tog hun fat om dørhåndtaget og trykkede varsomt ned. En skikkelse - nej to - bevægede sig ned ad gangen mod hvad der var hendes faders kontor. Der gik en betydelig stund før hun rigtigt registrerede hvad fanden der var på færde. Og dette var først da hun hørte lyden af papirer der blev rodet hidsigt igennem. Som om de ledte efter noget.
Hvordan var de kommet ind? Frem for at lukke sig inde på værelset og dreje nøglen om, var det som om adrenalinen langsomt begyndte at fylde den ellers søvnspolerede krop. Den unge kvinde trådte ud på gangen og forsøgte at få et glimt ind ad kontorets dør for enden af gangen. Dog måtte hun snart falde ind i skyggerne, da skikkelserne hastigt bevægede sig ud. "Vi har det. Lad os komme afsted, hørte hun dem mumle til hinanden, før de bevægede sig ned ad trapperne. Har hvad? Hvad havde de taget?
Arya var ikke fyldt med frygt. Tværtimod var noget ved det her ufattelig... spændende. Der skete så lidt i hendes liv, at selv noget så farligt som at følge efter tyveknægte, kunne være appellerende for hendes ungdommelige sjæl. Af netop dén grund valgte hun at følge efter dem. I forbifaten fik hun nuppet et sjal som hun dækkede over sine skuldre, som om det ville gøre det faktum at hun havde en natkjole på, mere acceptabelt.
Det lykkedes hende at følge dem hele vejen ned mod vandet uden at blive spottet. Denne del af byen lå øde hen, og det kunne også ses på tyveknægtenes gradvist stigende entusiasme. Snart drejede de skarpt om et hjørne, og dér så Arya det... Det var et prægtigt skib. Pirater... Det var som om alle hendes naive fantasier om et liv på havet begyndte at skubbe til hende. Fantasier om eventyr, søuhyrer og det salte vand. Hun kunne nemt være vendt om nu, men disse pirater havde stjålet noget fra hendes far. Noget som vel også tilhørte hende... Hun brugte det nærmest som en undskyldning til at snige sig ombord. Og det var bestemt ikke nemt! I ly af mørket lykkedes det hende dog at komme ombord og snige sig hen mod lastrummet hvor de to pirater syntes at være gået hen. De lagde tyvegodset fra sig på et bord og forlod snart rummet for at gå op på dækket igen. I netop dét sekund rejste Arya sig op og lod sig selv kaste et blik over genstandende. Kontrakter, værdipapirer og... var det nogle af hendes mors gamle smykker? Hun holdt en halskæde mellem hænderne og faldt en smule i staver over bordet. Netop da gav det et ryk i skibet... Nej... Det havde lettet anker.
Panikken vældede op i hende, og pulsen steg igen. Ja, selvom den nok ikke havde hvilet sig i et godt stykke tid nu. Hvad fanden skulle hun gøre? Gemme sig til de kom i land igen? Snart hørte hun fodtrin mod trappen der førte ned mod lastrummet. Instinktivt gemte hun sig bag et par af de store tønder som sikkert var fyldt med tyvegods eller madvarer. Hun forsøgte at gøre sin krop så lille som overhovedet muligt. Benene trykkede hun op mod sig, og hun smækkede armene rundt om disse som om hun sad og vuggede sig selv.
Arya
Arya

Antal indlæg : 12
Join date : 25/04/15
Opholdssted : En villa i Tropeparadiset, Tortola

Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen

- Lignende emner

 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum