Don't read that! (Matthew)

Sted: Tropeparadiset i Tortola.
Omgivelser: Den frodige natur gør, at det føles varmt. Der er en masse flotte planter, men det meste af det er grønt. Jorden virker nogle steder sumpede, men er andre steder fast.
Tid: 09.35.
Vejr: Det føltes varmt, næsten kvælende til tider.
Påklædning: En mørkeblå kjole der er åben på ryggen, men dækker resten af hendes krop. Den sidder dog tæt mod hendes krop, og fremhæver hendes former.

Aimee havde våget sig ud denne tidlig morgen. Hendes forældre var ikke glad for, hun befandt sig uden for deres hus uden en vagt eller hendes søster til at passe på hende. Der var mange gode grunde til dette, men det behagede bestemt ikke den unge dame. Men netop denne morgen, havde hendes far travlt med noget, som Aimee på ingen måde forstod sig på, mens hendes mor var ved at informere tjenestefolkene om den næste fest, arrangement eller hvad der nu var gang i. Det var tydeligt, at hun ikke var sat ind i det der foregik i huset. Hvorfor skulle hun? Hun var den yngste, og ville derfor ikke få noget ansvar. Det hele gik til Amara. Men det passede hende også fint, så kunne hun gøre flere ting, uden folk lagde så meget mærke til det. Aimee sad på en sten dybt inde i tropeparadiset, og så langt væk fra husene som muligt. På hendes skød lå der en bunke papirer, og hun havde en blyant i hånden der hastigt, men elegant, bevægede sig over papiret og efterlod bløde bogstaver. Hendes ord var som altid dybsindige og poetiske. Hun havde meget på hjertet, og formulerede sig bedst med ord. Ingen fik dog lov til at se disse papirer, de gemte på hendes inderste følelser og tanker. Det var alt for personligt, til at nogen skulle se det. En forsigtig vind forsøgte at tage fat i papirerne, men hun holdt godt fast i dem, den efterfølgende vind, var dog for kraftig til hun kunne holde fast på dem. Adskillige af papirerne fløj i alverdens retninger. Aimee løb straks efter dem, og fik fat i alle hun kunne få øje på. Hun gik igennem papirerne, men der manglede et. Papiret var muligvis ikke det mest private af dem hun havde i armene, men der stod stadig nogle ting på, hun ikke ville have andre skulle se. Deriblandt at hun ofte ønskede sig væk fra hendes familie, ikke fordi hun ikke elskede dem, men fordi hun manglede spænding i hendes liv, hun manglede at opleve noget, fremfor at sidde og lytte til kedelige sager, der på ingen måde interesserede hende. Aimee forsatte med at lede efter det manglende stykke papir.

Matthew var udmærket godt klar over at det var farligt at være tæt på Tortola, siden han var eftersøgt, men han levede jo livet farligt, så hul i det. Matthew bar en hvid skjorte, der var halvt åbent, et par brune shorts og brune omend lidt slidte sandaler. Hans lidt krøllede hår var vådt, og en dråbe vand gled langsomt ned af hans højre kind. Hans hud var fin solbrun, og der var få ar at blive set. Det største ar var ved hans højre overarm, som skjorten skjulte lidt.
Matthew var på vej tilbage til sine kammerater efter at havs kort forhandlet med en rig noble, men blev afbrudt af et stykke flyvende papir. Med rynket pande greb Matthew let fat i papiret og begyndte at læse det. Han blev positivt overrasket over forfatteren bag dette's valg af ord og måde at dele sine følelser på. Hans blik løftede sig fra papiret, da han hørte en anden person, hvilket viste sig at være en ung køn pige. "Har du skrevet dette?" Spurgte han efter at have lagt mærke til papirerne i hendes favn.

Aimee opgav jagten, papiret var gået tabt. Men hun frygtede stadig nogen ville læse det. Hun så på manden der kom hen og lagde papiret i bunken. Hendes ene øjenbryn løftede sig skeptisk op i hendes pande. Han havde læst det. Det var hun ikke ligefrem tilfreds med, men hun kunne ikke ændre på det nu. ”Det har jeg.” Hun var ikke direkte forlegen over det, men det var bare ikke noget hun ønskede andre skulle læse, slet ikke en fremmede hun ikke kendte. ”Nu har du allerede læst nogle af mine tanker. Er der mere du vil vide?” Ironien var tydelig i hendes stemme, men hun smilede samtidig, så han ikke skulle få et dårligt indtryk af hende. Hendes mor havde altid lært hende, at sarkasme var en utiltrækkende egenskab hos en ung dame, men det betød ikke, at hun ville stoppe med det. Hun elskede sarkasme og brugte det jævnligt. Aimee var begyndt at interessere sig for drenge, men hun foretrak nogle der var en smule ældre end hende selv. Men det var også næsten nødvendigt, når de fleste omkring hende var ældre. Men lige netop ham der stod foran hende, var et pragteksemplar af en mand. Han var utrolig flot at se på. ”Jeg hedder Aimee.” Hun foretrak ikke at sige hendes efternavn, da det afslørede hvem hun var, og hun ville ikke defineres på hendes familie.

Efter at have afleveret hende papiret lagde han armene over kors og studerede hende med sine dybe blå øjne. Hun havde fine former. Enhver mand ville begære hende, det var han ikke i tvivl om, og det gjaldt selvfølgelig også ham...han gad bare ikke bruge sin tid på det. "Du er god til at formulere dig. Har du overvejet at blive forfatter?" Spurgte han imens han lagde sit hoved lidt på skrå.
En dråbe vand faldt ned fra hans næsetip og gled ned af hans læber. "Er du single?" Trods det direkte spørgsmål så han ret følsesløs ud. Han havde ingen planer om at forføre hende, han var bare nysgerrig.
Han bukkede høfligt for hende, da hun præsenterede sig. "Matthew. Det er mig en ære, Aimee." Hans stemme var blid og venlig.

Aimee havde skam leget med idéen om at blive forfatter. Men hun vidste også godt, at hendes forældre ikke ville bryde sig om det. ”Jeg har overvejet mange ting. Men det betyder ikke det kan lade sig gøre.” Hun fremtrådte stadig venlig, da han ikke havde givet hende grund til andet. Han udviste en interesse for hende. En interesse hun badede sig i. Hun elskede det. Da han tippede hovedet, fulgte hun dråben der bevægede sig ned over hans læber, men hendes blik fandt hurtigt tilbage til hans øjne. De blå øjne var lette at forsvinde i. Blå og dybe som havet. Da han direkte spurgte hende om hun var single, rynkede hun ganske kort hendes bryn. ”Hvis jeg havde en kæreste, ville jeg ikke sidde herude alene.” Aimee havde ikke haft en kæreste endnu. Hendes far havde været meget kritisk over for de få der kunne være blevet hendes kæreste, og de fleste var stukket af før hun fik en chance. Men hun vidste der nok skulle komme en på et tidspunkt. En dag ville hun ikke længere føle sig så alene, der ville komme en der kunne forstå hende. ”I lige måde Matthew.” Hun trak en smule ud i kjolen og nejede for hende. En ting hendes mor havde brugt lang tid på at lære hende.

Matthew gnubbede sin hage lidt som om han overvejede noget. "Med deres talent kan det sagtens lykkedes." Sagde han. Trods hans manglende følelser ved øjnene virkede han ret seriøs. "Hvis De udgiver en bog, vil jeg gerne købe en." Han havde jo pengene til det. Det kunne nok ikke ses på ham at han var rig, på grund af hans lettere slidte tøj, men at gå rundt i kappe og alt andet fornemt ville være dumt når man var ude i havet. Det ville jo gå i stykker.
"Hm.. Burde De nu sidde alene alligevel? Det kan være farligt på disse kanter. Pirater kommer ofte forbi her og en køn ung dame som Dem ville friste dem til... ulovlige handlinger. Især med den kjole." Det var ikke fordi han havde tænkt sig at gøre det. Han var ikke uden ære. "Misforstå mig endelig ikke, Deres kjole er nydelig og bringer Deres former frem. Enhver mand ville begære Dem, men mange pirater tænker ikke før de handler." Han advarede hende bare. Hun bestemte selvom hun ville tage imod hans advarelse.

Aimee skiftede ofte mellem hvordan hun omtalte folk. Som regel omtalte hun dem som De eller Dem, men når hun mødte folk langt væk fra hendes sædvanlige liv, omtalte hun dem som du og dig. Det var netop sådan hun omtalte Matthew, fordi han havde mødt hende da hun var sig selv, og ikke følte sig tvunget til at behandle andre med overdrevet respekt, og omtale dem som var de dronningen af England. Men Matthew omtalte hende på samme måde som hun oftest omtalte andre, og det forvirrede hende en anelse, fordi hun længe havde forsøgt at holde de to verdener adskilt, men Matthew var ved at føre de to verdener sammen, og det var hun ikke ligefrem glad for, men der var heller ikke noget hun kunne gøre ved det. Hun kunne jo ikke ligefrem tvinge ham til at omtale hende anderledes. ”Det skal jeg huske.” Aimee var da glad for, at hun i det mindste havde en køber, men hun tvivlede på andre ville. Kald det en teenagers usikkerhed. Aimee lyttede nøje til hans ord, og havde skam altid haft det i baghovedet. Hun kendte godt farerne ved at tage derud alene, men alligevel fandt hun altid derud. Det var vel bare hendes sted, og hun havde ikke tænkt sig at opgive det fordi nogle pirater kunne lide at være der. Hun kunne lide at være der. ”Jeg er klar over farerne. Men jeg kan ikke holde mig væk.” Aimee sendte ham et smil og lod en hånd føre hendes hår væk, da varmen gjorde hun havde det varmt under alt det hår. Man kunne også se det på hendes hår, da det var noget mere krusset og bølget end normalt.

Matthew var ikke normalt en, der udtalte folk som De eller Dem, men lige nu gjorde han en undtagelse, sikkert fordi at hun var en pige..kvinde. Han overvejede lidt at fortælle hende at han var pirat bare for at se om hun ville blive bange. Måske ville det få hende til at holde sig væk fra dette sted? Han ville helst ikke have hun kom til skade, selvom han ikke rigtigt kendte hende. Han ville bare ikke have en uskyldig pige kom til skade.
"Godt. Jeg kan nok også få mine venner til at købe Deres bog." Hans mænd kedede sig tit når de var på land. Så hvis de fik noget at læse ville de måske more sig lidt mere. Det kunne være en god ide.
"Hm..Men du burde virkelig holde Dem væk.. Pirater er ofte her... og jeg er en af dem." Nu ventede han blot på hendes reaktion. Ville hun løbe væk, eller angribe ham?

//Korte svar, sorry... :c

Aimee var nysgerrig af natur, og især de ting hendes forældre skærpede hende fra, fandt hun interessante. Deriblandt pirater. Da han fortalte, han ville få hans venner til at købe hendes bog, kunne hun ikke lade vær med at smile. Det var ufattelig pænt af ham. ”Det sætter jeg pris på Matthew.” Hun lod en finger folde hjørnet af det øverste papir. Hun havde altid brug for at have gang i hendes hænder, især hvis hun ikke følte sig helt tryg ved nogen, og det gjorde hun ikke ved Matthew, udelukkende fordi han var fremmede for hende. Hun var ikke meget for at tale om hendes skriblerier, og hendes blik var rettet imod bunken af papirer i hendes hænder. Da han sagde han var en pirat, så hun op på ham med julelys i øjnene. Pirater havde altid interesseret hende, og selvom hans hensigt muligvis havde været at skræmme hende væk, havde det den modsatte effekt på hende. ”Er du en pirat?” Man kunne tydeligt høre, hvor interesseret hun pludselig var blevet i ham. Hun var allerede interesseret før, men at han var pirat gav ham noget ekstra, som gjorde hendes interessere blev fordoblet. ”Jeg har aldrig mødt en pirat før!” Smilet var vokset en hel del på hendes læber.

Hendes reaktion overraskede ham. Hvorfor løb hun ikke væk? Hvorfor råbte hun ikke efter vagterne? Hvorfor angreb hun ham ikke? Hvad var der galt med hende? Vidste hun ikke hvad mange pirater gjorde? Det ville være løgn, hvis han sagde han aldrig havde tortureret nogen, eller dræbt nogen. "Ja, jeg er pirat... faktisk, så er jeg Kaptajn..." Han trak lidt på skuldrene som om det ikke betød alverden, men i sandhed var hans skib og mandskab det vigtigste for ham. Som han selv sagde; Hans skib var hans hjerte, hans mænd var hans sjæl.
"Heldigt for dig. Ikke alle pirater er søde og venlige. Nogle af dem vil kidnappe dig, udnytte dig... På den groveste måde. Derfor bør du holde dig væk herfra medmindre, der er vagter i nærheden." HAn lagde armene over kors og hovedet lidt på skrå. "Din reaktion på jeg er pirat er... sjælden. Ved du ikke at vi kan være utrolig farlige?"

Aimee lignende et barn, der lige havde mødt julemanden første gang. Det var utrolig spændende for hende at høre om pirater. Hun var klar over de var farlige, og at han hvert et øjeblik kunne gøre hende noget, men alligevel følte hun sig ikke truet af ham. ”Kaptajn. Hold da op. Det er da en stor ting.” Hun så på ham da han endnu en gang gav hende opsang om hvor farlige pirater var og blah blah blah. Hun fik hele tiden den opsang fra hendes forældre, hun behøvede den ikke også fra en fremmede. ”Jeg er ikke idiot. Hvis jeg ikke kendte til farerne om det her sted, ville jeg ikke tage herud. Men det er ikke alle der har vagter at tage med sig.” Det var en stor fed løgn, og stoffet hendes kjole var lavet af, burde afsløre hende. Det var ikke ligefrem billigt stof og hvis man havde penge til det, havde man som regel også penge til vagter. Men måske var han ikke specielt intelligent, selvom det dog ikke var det indtryk hun havde af ham. ”Sjælden. Ja, det kan jeg godt forstille mig. Men jo, jeg ved godt pirater kan være farlige. Men hvis de ville gøre mig noget, havde de gjort det allerede.” Hun lagde armene over kors og så på ham. ”Har du da tænkt dig at gøre mig noget?”

Der var noget galt med hende, det var sikkert. Hvem pokker blev så glad og interesseret ved at møde en pirat?! Især en kaptajn! Javist var han ikke bevæbnet, men han kunne nemt skade hende hvis han ville bruge sin tid på det. Heldigt for hende gad han ikke og han skadede desuden heller ikke kvinder eller børn. Han var ikke et monster. "Det er det vel." Han trak lidt på sin ene skulder.
"Jeg er ikke dum, m'lady. Du er i nærheden af en rig by, og din kjoles stof har uden tvivl været meget dyr, så du må have pengene til vagter." Han kneb øjnene lidt sammen, utilfreds med at hun havde løjet overfor ham. "I starten havde jeg ikke, nej, men jeg sætter ikke pris på løgnere. Jeg kunne kidnappe dig og forlange penge af din familie, men det virker bare så lavt." Han betragtede hende tænksomt. Selvfølgelig løj han selv, men han hadede det når andre gjorde det. Han løj kun for at beskytte sig selv og sit mandskab. Eller for at holde folk på afstand.