Oh you again.. What are you doing here? - Matthew

Tid: 21:10
Omgivelser: bal ved en af de store villa'er ned til stranden. Mange fornemme mennesker med indflydelse.
Sted: Road Town's fornemme kvarter.
Vejr: forholdsvist skyfrit, der er dog lidt skyer hist og her, men ingen der viser tegn på regn. En frisk vind fra øst slår roligt bølgerne ind over kysten.

Ziva havde nu boet i Road Town i lidt over en måned. Hun var hurtigt blevet budt velkommen i byen, og hun havde allerede op til flere bejlere, som ville have hendes hånd.
Det var aften og hun var blevet inviteret til endnu et bal. Hendes "tante og onkel" sørgede for alt til hende. Det kendte til hvad hun var og hendes drøm om at leve et menneskeligt liv.
De mange bejlere var ingen specielle, men en var, Han var venlig og Ziva brød sig meget om ham, dog havde hun ikke de følelser for ham, som han havde for hende. Han var flot, ung og havde en rig familie. Hvis Ziva var født og opvokset i denne verden, ville hun sikkert være i gang med at planlægge deres bryllup.. Men det var hun ikke, og hun vidste ikke rigtigt hvad et bryllup var.
Ziva gik langs vandet, hun var omhyggelig omkring at vandet ikke ramte hende. En hale lige nu ville ikke være det bedste for hende. Hun havde haft brug for luften, stilheden og havets sang. Hun smilede let som hun gik i sandet og betragtede månen spejle sig ud over det noglelunde blide hav. En stom havde raseret et par dage før, men nu var der ro over havet igen. Hun nærmede sig langsomt havnen, og nysgerrigt kiggede hun på skibene. Hendes bejler, Harry, havde fortalt hende alle forskellene på skibene, både de forskellige som flåden ejede, men også handelsskibene, og hvordan man kunne se deres rang ud fra skibets størrelse, udseende osv. Hun betragtede dem alle, kategoriserede dem under det hun kunne se de hørte til.
Hun smilede let for sig selv.

"Let anker!" Råbte han og mændene adlød straks. Matthew havde den sorte skjorte på med et stort V, sorte shorts, og brune,slidte sandaler. Hans hår var samlet i en kort hestehale for at holde styr på der, og han havde fået barberet sig. Han havde dog lidt skægstubbe ved hagen, men det så faktisk godt ud på ham. Han var som altid fin solbrun. Han havde et bælte omkring livet, hvor en skede var sat fast til, og i skeden havde han sit halvlange sværd. Deres sorte flag med det hvide A var erstattet af landets flag for at snyde vagterne.
Matthew så rundt på mandskabet. "Smut I bare ud og drik lidt. I har fortjent det." Efter at han havde sagt de ord nærmest løb de alle ud imens de grinede og skubbede lidt til hinanden for sjov. Matthew sukkede svagt og begyndte at gå væk fra skibet. Han ville vente med at finde nye sømænd til imorgen. Han havde endnu ikke lagt mærke til Ziva.

Åh al det tøj! Lag på lag på lag... Og korsettet var så stramt at hun nogle gange fik åndenød. Skide være deres mode! Men hun ville være en del af deres verden, og som hun lige havde lært Så måtte man lide for skønheden. Hvis du spurgte hende så var det ligefør man døde for skønheden. Kjolen var smuk, uden tvivl! Hun havde aldrig set noget lignende! hun smilede og rørte ved stoffet. De lange smalle fingre gled kærtegnende ned og hendes sider og fronten af kjolen. Hun fik nærmest en kuldegysning fordi det var så blødt.
Hun smilede stadig og kiggede først mod havnen igen da en velkendt stemme råbte i det fjerne. Hun sukkede lidt. Hun vidste ikke om hun skulle stikke af, han var så negativ, men på den anden side, han var så nem at irretere og gøre sur at det var ligefør det kriblede i fingrene på hende at gøre det.
Hun overvejede det stadig som hun kom tættere på havnen, hun gad ikke vende om i sandet, det var hårdt at gå i med denne store kjole, så hun ville hellere tage en karet tilbage til villaen. Hun nærmede sig havnen og Matthew, men vidste endnu ikke om hun ville sig noget og gøre ham opmærksom på hende. hun fandt ham meget ubehøvlet og den slags folk brød hun sig ikke om.

Matthew knyttede sin ene hånd, endda så hårdt at det begyndte at bløde lidt. Han så på den nu sårede hånd og sukkede svagt. Han tog en dyb indånding og lukkede hånden igen, men sørgede for ikke at gøre det så hårdt denne gang. Det irriterede ham at være så ensom, men der var ikke så meget at gøre ved det. Han måtte leve med det for det havde været hans eget valg. Han opdagede først Ziva i det han gik forbi hende, hvilket fik ham til at stoppe op, løfte et øjnebryn, og se på hende over skulderen.
"Ziva?" Han vendte sig om imod hende. Han betragtede hende kort,lagde mærke til hendes kjole og hår der var sat så fint op. "Du ser pæn ud. Hvad er anledningen?" Han så spørgende på hende.

Ziva kunne ikke gøre for det, da han sagde hendes navn kneb hun kort øjnene sammen inden hun åbnede dem igen, først det ene øje også det andet." Godaften Matthew"Svarede hun Hun kastede blikket mod Villaen der nu var et pænt stykke væk"Æhm, bal.."Svarede hun med et lille smil og forsatte så med at gå, det var jo det han altid ville have hun skulle gøre, det var det eneste han nogensinde havde vist udtryk for.
Hun så hans hånd blødte og pegede på den"Du burde rense og binde en bandage omkring det sår der!" sagde hun inden hun vendte hovedet fra ham og begyndte at spejde efter en karet... Der var selvfølgelig ikke nogen lige nu. Hun sukkede lydløst.

Matthew havde aldrig været til bal på grund af mangel af interesse og fordi han ikke gad alle de sladderhoveder, der eksisterede i de riges samfund, så han holdte sig derfra.. udover det var han jo også eftersøgt, så det var nok ikke en god ide at han dukkede op. "Jeg troede du var taget tilbage til lagunen." Han lagde armene over kors. "Men, jeg er nu glad for at se det ikke er tilfældet." Trods hans venlige ord var hans ansigt tomt for følelser.
Han så på sin hånd, da hun snakkede om den. Han skar kort ansigt. "Behøves ikke, det er helet op om lidt." Da hun begyndte at spejde rundt vidste han præcis hvad hun søgte efter. "Er det ikke noget tydeligt at forlade festlighederne?" Han gik hen imod hende, og stoppede først i det hendes arm rørte hans.

Hun kiggede lettere forvirret på ham" hvorfor ville jeg det? Jeg sagde jo jeg ville opleve menneskenes verden!" Hun sagde det roligt." Hvorfor er du glad for det? Jeg er jo stadig en sirene, godt nok svømmer jeg ikke i havet lige nu og forfører mænd, men det betyder ikke at jeg ikke sagtens kan." Hun sagde det med et lille smil, ja Ziva var ikke altid til at regne med.
Hun nikkede til det med såret, det var jo op til ham, og hvis han ikke ville rense det så måtte han jo lade være, det var kun ham det gik ud over.
Hun kiggede på ham" hvad mener du? Hvad er tydeligt?" Hun var forvirret over hans spørgsmål, forstod det ikke så at sige.
Hun fik kort kuldegysninger da deres arme rørtes, hun kiggede på dem, ja nærmest stirrede på ham armene.

Matthew trak lidt på den ene skulder. "Kunne jo godt være du ikke gad alligevel." Man vidste aldrig. At dømme udfra hendes reaktion og ord var det dog ikke tilfældet. "Hvorfor er du til bal? Hvordan blev du i det hele taget inviteret?" Han hævede et øjnebryn spørgende. Han så på sin blødende hånd med et lille suk, inden han rettede sine dybblå, lettere triste jne imod hende. "Du kan ikke forføre alle mænd, kan du vel?" Spurgte han roligt.
Han rynkede svagt på panden over hendes spørgsmål inden han så rystede forvirret på hovedet. "Jeg mente om det ikke var noget tidligt at forlade ballet. Beklager, jeg har ikke fået nok søvn." Han trak lidt på sin ene skulder. "Hvor sover du i det hele taget?"

Hun trak let på skuldrene" bare fordi du ikke er et menneske som er sælig imødekommende betyder det ikke at de andre ikke er" svarede hun roligt og begyndte at gå lidt videre, hvorhen vidste hun ikke, men det føltes mærkeligt at bare stå stille.
Hun kiggede lettere surt på ham" jeg blev inviteret fordi nogen faktisk bryder sig om mig!" Svarede hun kort.
Hun kiggede forvirret ind i hans triste øjne, hun forstod ikke hvad tristhed var" hvorfor ser du så fortabt ud?" Spurgte hun med forundring i blikket.
Hun trak på skuldrene" det ved jeg jo ikke før det enten sker eller ikke gør" svarede hun roligt.
Hun fulgte hans blik ned på hans hånd inden hendes blik lagde sig på ham igen da han talte"ah! Ja jeg er lidt af en askepot!" Svarede hun med et stort smil. Hun havde hørt alle eventyrerne allerede og var igang med at lære at læse og skrive.
Hun kiggede på ham og overvejede hvor vidt hun skulle fortælle det." Da jeg kom til stranden i denne by en sen aften så et ældre ægtepar mig. De vidste jo hvad jeg var da de så mig, og da jeg fortalte dem at jeg ikke længere ønskede at være sirene og gern ville leve som menneske, tog de sig af mig. Jeg er nu deres niece fra langt væk og de er velhavende, derfor bliver jeg inviteret til baller, samt de vil gerne have mig giftet eller hvad det nu hedder" hun sagde det sidste med forvirring i stemmen.

Den sved, det måtte han indrømme. Han overvejede kraftigt bare at lade hende være, når hun erklærede ham 'ikke-imødekommende' når hun knap nok kendte ham. Det irriterede ham ærlig talt. "Du kender mig ikke, Ziva. Husk det." Mere ville han ikke rigtig sige til det. Man kunne ikke dømme folk man ikke kendte.
Hendes svar forvirrede ham. "Hvad er det som du har imod mig? Risikerede jeg ikke mit eget liv, da jeg hoppede i vandet for at redde dig? Gav jeg dig ikke en chance, da vi fangede dig? Hvis det havde været en anden pirat ville du være død lige nu. Alt hvad jeg gjorde og sagde på skibet var for at hjælpe dig, men det lader til at du ikke kan indse det." Han kørte sin ikke blodige hånd igennem sit hår. "Jeg kan godt svare på om du kan forføre alle mænd. Svaret er nej." Det var vel mere en konstatering af at bare fordi hun var sirene betød det ikke at alle mænd ville falde på knæ for hende.
"Det vedkommer ikke dig. Jeg er ikke imødekommende, så jeg må vel leve op til det." DEn havde hun selv bedt om. Han lyttede roligt til hvad hun sagde. "Det hedder at blive gift, ja. Det betyder at man sværger at være den man bliver gift med tro og vil få børn med den person."

Hun kiggede på ham" det er fordi du ikke lod mig lære dig at kende, det eneste du viste mig på dit skob var at jeg var en irritation for dig, især når jeg snakkede! Hvilket minder mig om! Hvad har mænd i mod at kvinder snakker? Jeg får hele tiden af vide jeg snakke for meget, spørger om for meget, og at det skal jeg ikke bryde mit lille hoved med som om jeg er et barn!" Hun begyndte at lyde vred, og var der en ting hun ikke kunne tøjre så var det hendes vrede, hun kunne dæmpe den meget, men styre den når den var der kunne hun ikke.
" jo det gjorde du! Og det er jeg dig taknemmelig for! Men din måde at snakke til mig på er nedladende, den er tarvelig og ikke i orden at bruge mod andre, især ikke folk der aldrig har levet i din verden og ikke forstår jeres normer og uskrevne regler!" Man kunne mærke vreden i hendes ord.
Hun kiggede væk fra ham" du har ret, men det har ikke noget med ikke at kunne, men ikke at ville" hendes øjne brændte da de kiggede på ham." Hvorfor kigger du så sådan på mig hvis du ikke vil fortælle hvorfor? Det er jo vitterligt latterligt!" Hun sagde det kort for hovedet. Han gjorde hende ked af det og vred.
Tanken om at blivw gift brød hun sig ikke om, men hun havde jo heller aldrig elsket nogen eller blevet elsket af nogen.

Matthew fik ondt i hovedet af hende. Hvorfor snakkede han i det hele taget med hende? "Der gør du det igen. Du mener at alle mænd har noget imod at kvinder snakker. Du kender ikke alle mænd. Du kender ikke til mine holdninger, kun hvad jeg siger. Har du nogensinde tænkt over at selvom man siger noget, så mener man det helt modsatte? Man skjuler hvem man virkelig er. Sådan er det at være menneske." Han orkede ikke at forklare hende om menneskeverdenen. "Hvordan snakker jeg nedladende til dig? Jeg snakker bare. Du dømmer mig på forhånd og det er faktisk ret sårende." Han så væk fra hende med et træt suk.
"Jeg gider ikke at snakke med dig, når du dømmer mig." Han begyndte at gå hen imod skibet igen, men stoppede op. "Og du får ikke fat i en karet så tidligt på aftenen. De kommer først når ballet er slut."

Hun kiggede på ham som om han var helt ved siden af"Så nu skælder du mig ud fordi at jeg antager det du siger er sandt, hvilket så åbenbart ikke er sandt, fordi i mennesker åbenbart er så komplicerede at I ikke siger sandheden!? Jeg tror mere at det er fordi i er bange for at fortælle sandheden, hvilket er kujonagtigt af jer!" Hun sagde det skarpt, hun var så træt af at hun kun diskuterede med ham, hvad var dog hans problem? Han sagde jo det ene, også antog man det var rigtigt, også blev han sur over at man ikke kunne læse hans tanker og se hvad han rigtig mente? Hvad i helved var det dog for noget bøvl!
"Det kan godt være du ikke snakker direkte nedladende, men din opførsel er ikke i orden, og det får en til at føle at at du er nedladende! Jeg er ligeglad med hvad du mener med det du siger og gør, men når du gør det som du gør, så er du fandme også selv udenom at folk tager det forkert!"Sagde hun vredt. Hun blev virkelig vred nu, Hun dømte ham ikke på forhånd eller noget som helst! hun dømte ham ud fra hans handlinger.
Før hun tænkte det igennem gik hun hurtigt om bag ham og skubbede ham hårdt ned i havnen. Et vredes udbrud kom fra hende inden hun stampede kort i jorden, vendte sig om og begyndte at gå op i mod hovedgaden."Så går jeg bare hjem!"mumlede hun vredte.

Han gad ikke det her. Han gad simpelthen ikke at snakke med hende mere. Han havde utrolig kraftig hovedpine, hans hånd gjorde ondt, og hun misforstod jo alt han sagde bare fordi han ikke var som hun ville have. "Glem det." Var hans trætte svar imens han så væk fra hende. Han skulle have ordnet de sår inden det blev værre, så han havde ikke tid til at snakke med hende mere.
Han ignorerede det andet hun sagde og fortsatte bare med at gå lige indtil hun skubbede ham ned i vandet. Han brølede op lige i det sårene på hans hånd ramte saltvandet. Han kom hurtigt op af vandet og knurrede højt af smerten. Hans normale trætte, triste dybblå øjne var fyldt med vrede og smerte, da han så hen imod hende. "Din opførsel er utilgivelig! Har du tænkt over hvorfor jeg er som jeg er?! Nej! Det har du fandme ikke! Det er jo sgu da fordi jeg er genert, forhelvede!" Han så ned på sin smertefyldte hånd. Tårer gled ned af hans kinder. "Så gå hjem og bare hold dig væk fra mig." Snerrede han.

Hun ignorerede hans ord, han gjorde hendes så vred! Aldrig havde hun oplevet nogen som ham! Så irreterende!

Hun kiggede forskrækket ned på ham da han skreg op, men da det bare var hans sår, kæmpede hun imod ikke at vende øjne af ham. Hun sukkede opgivende."HVORDAN I HELVED SKULLE JEG VIDE AT DU VAR...Genert?" Ziva anede ikke hvad genert var. Hun blev så frusteret"HVAD FANDEN ER GENERT OVERHOVEDET? HVORFOR SKAL I MENNESKER FØLES SÅ MANGE TOSSEDE FØLELSER SOM KUN SKADER JER, KUN GØR JER ONDT! HVOR KAN I IKKE BARE VÆRE GLADE, NYDE LIVET, SMILE,LE HAVE DET GODT, I STEDET FOR AT VÆRE SÅDAN NOGLE NEGATIVE SURE MENNESKER.. I FÅR IKKE NOGET UD AF DET"Hun råbte det frustreret og var bedøvende ligeglad med om folk hørte hende.
Hun kiggede koldt på ham"Det var DIG der kom hen til mig"Sagde hun isnende. Hun skulle til at gå, men noget i hende fik hende til at vende om. Hun satte sig på hug, greb fat i hans over arm og trak ham uden problemer op på kajen. Hun gav slip på ham." Hvorfor græder du?"

Hendes råben gjorde ondt i hans hoved. Det gjorde det hele værre. Hun var så forbandet irriterende. Han tog sig lidt til hovedet med den frie hånd. "Hold op med at råbe... please.." Mumlede han efter at hun havde fået ham op på kajen igen. "Genert er hvor man.. har svært ved at snakke med andre og foretrækker at være alene."Svarede han imens han så på hende.
"Fordi det gør så forbandet ondt. Mit hoved, min hånd.." Han sukkede svagt og tørrede hurtigt tårerne væk. Han så væk fra hende og rettede sig op. "Det er lige meget. Tag du bare hjem." Sagde han og blev ved med at se væk fra hende.

Hun skulede let til ham da han sagde hun ikke skulle råbe, men hun valgte ikke at råbe mere.
Hun lyttede til det han sagde og sukkede så lidt"Hvorfor siger du det dog ikke bare!"Hun sagde det opgivende.
Hun kiggede på hans hånd, ignorerede hans ord og tog et godt tag i hans sårede hånd. Hun inspicerede såret hurtigt inden hun med et suk, hev et stykke af stoffet i en af de inderste lag at kjolen underkjoler. Hun bandt det stramt rundt om hans hår så det dækkede såret. Havet havde renset såret, det gjorde ondt, men ja det var rent, og nu skulle det bare forblive sådan.
"Jeg forstår ikke.. Du elsker havet, så det vil sige du elsker at havet er så forudsigeligt! At det skifter humør på to sekunder, at det leger med en, at det er hensynsløst... Sirener er havet. Vores personlighed er en tro kopi af havets gang. Så hvis jeg irreterer dig så meget, gør dig så vred... Hvorfor gør havet så ikke?" Hun spurgte undrende men forventede ikke svar. Hun rejste sig op"Din hånd er fin nu.... Farvel Matthew"Sagde hun. Hun vendte ham ryggen og begyndte at gå endnu engang op mod hovedgaden.

Matthew var lettet over at hun var stoppet med at råbe. "Fordi det ikke ligefrem er noget jeg er stolt over." Svarede han imens han blev ved med at holde sin ikke-blodige hånd imod sit hoved. Han lod hende tage hans hånd, men det overraskede ham at hun forbandt det med en af lagene fra hendes kjole. "Tak." Mumlede han savgt.
"En person er anderledes end havet. I det mindste ved jeg hvordan jeg skal takle havet i forhold til dig. Og hvem siger havet ikke irritere mig? Selv noget man elsker kan irritere en grænseløst." Svarede han, en smule fortabt. "Farvel." Mumlede han inden han gik hen imod skibet. Han satte sig ned tæt på roret og tog dybe indåndinger for at falde ned. Hvis mandskabet fandt ham sådan her..det ville ikke ende godt.

Hun forstod det ikke" Det er jo ikke noget du skal være hverken stolt eller ikke stolt over! Det er en del af dig, accepter det, væn dig til det, luk det ikke ude, så kan det være andre ikke misforstår dig som jeg har."Sagde hun mere roligt. Hendes vrede var forsvundet som ved et vindpust.
Hun smilede svagt men kort"Det var så lidt, og stop så med at komme til skade hele tiden!" skændte hun, men ikke på en ond måde men på en mere blid måde.
Hun kiggede på ham"Jeg kan ikke styres, det kan havet heller ikke, men man skal have respekt for både mig og havet, ellers kan det ende grueligt galt."Hun mente det dybt alvorligt. Hun kiggede tænkende væk" det kender jeg ikke til.. Kærlighed! eller jeg ved hvad det er! og jeg føler det vel for mine søstre og bror.. Men den kærlighed alle mennesker snakker om... Jeg forstår den ikke, jeg ved ikke hvad den er. Sømænd siger de har den slags kærlighed til havet, jeg elsker også havet, men jeg elsker det som var det min moder, hvilket det tildels også er.. Kærlighed virker som en forunderlig dum ting der får folk til at gøre de mest dumme ting!" Hun lød forvirret, hun var forvirret.
Hun nikkede kort da han sagde farvel. I sine egne tanker, forvirrede tanker. Hun var knap nok trådt ud på hovedgaden før nogen greb hende og smed hende over skulderen. Det var Matthews mandskab, eller ihvert fald et par af dem.
Hun hvæssede af dem og de lo bare hånligt. Hvor fanden er menneskernes fantastiske militær og politi når man har brug for dem. tænkte hun bitterligt. Hun blev anset som en meget fornem frøken allerede, byen havde taget hende godt til sig. Hun sparkede og knurrede af dem, arbejdede i smug på at få løsnet en arm, endda bare de rigtige fingre til at få overtaget, hun gjorde dog modstand endnu for at distrahere dem. Vreden boblede i hende, ja det ligefrem kogte i hende. Hun ville snart få et anfald. Noget der ville svare til til kæmpe stormvejr på bølgerne med dybe kraftige vandhvirvler, hendes raseri ville kunne slå ihjel.
De tog hende med sig op på Matthews skib, grinende og jokende, larmende.
Hendes blik var som et flammehav og man kunne sige hun så rødt lige nu. Hun havde slet ikke lagt mærke til Matthew endnu. Manden der bar hende var stoppet op midt på dækket og Ziva tog sin chance, med et hurtigt svirp kunne man hørte et ordentlig brag på dækket. Manden der havde haft Ziva over skulderen lå nu med ansigtet nede i plankerne og Zivas knæ boret ned i ryggen. Hun havde grebet hans to sværd og pegede dem direkte mod de to andre mænds hjerter. Hun trak vejret dybt og hurtigt, kastede det røde hår tilbage over skuldrene."så... Jeg er en meget sulten, arrig kvinde, meget tæt på at blive sirene lige nu, men...." Manden under hende prøvede at komme væk og hun tog det ene sværds skafte og bankede det hårdt ned i baghovedet på ham så han blev bevidstløs."Hvor kom jeg fra? nå ja! Men! da jeg allerede har taget nok af Matthews besætning, vil jeg lade jer gå... Når I altså har skåret jeres køns del af og fodret den til hinanden."hun lød helt psykotisk, men true Ziva skulle man ikke, og deres hensigter havde været ekstrem tydelige, de ville have udnyttet hendes krop på skift. hun rejste sig langsomt op og snittede hurtigt begge mænd ved brystet, det var et overfladisk sår der hverken behøvede at blive renset eller forbundet. Det ville været helet i løbet af et par dage, dog ville det efterlade et ar. Mændene hvæssede af smerte og kiggede lettere skræmt på Ziva inden deres blik så landede over på Matthew.

Matthew rynkede svagt på panden, da han hørte et højt brag. Han rejste sig op og så med det samme hvad der foregik. Trods Matthew var en pirat, så mente han at kidnapning og voldtægt var for lavt. han havde aldrig gjort det og havde ikke i sande at gøre det.
Matthew så først bare på, en smule imponeret over Ziva's måde at håndtere det hele på, men alligevel var han pisse sur. Mere end før. Mænd fra hans mandskab prøvede at udnytte en kvindes krop.. Bare tanken fik ham til at knurre lavmælt og gribe fat om hans sværd.
Da han fornemmede deres blik på ham gik han ned til dem. Der var intet tegn på han havde grædt, heldigvis. Matthews dybblå øjne var fyldt med had og foragt imens han betragtede de tre mænd. "Usle køtere." Han sparkede en af dem i ryggen. "Overfalde en kvinde.. Prøve på at udnytte hende.." Han hviskede lavmælt indtil han grab en af mændene og rev ham hen til rællingen. Han slog mandens hoved imod rællingen rigtig hårdt. "Det er fandme for lavt!" Sagde han med hævet stemme. "Forlad mit skib, køtere! Jeg vil fandme ikke se jeres grimme ansigter igen!" Han gav slip på manden og nedstirrede ham.

Hun kiggede sultent på mændene, og hun slikkede sig sultent om munden da de blev bedt om at forlade skibet gjorde de hurtigt, det var tydeligt at hun sagtens kunne finde på at hapse dem med ned på havbunden og fortærre dem i mørket, mellem ål, makrel og tun fisk. Hun kiggede på Matthew" Tak for hjælpen."Hun sagde det med et lille bitte smil, hun følte at det var kejtet pludselig. Hele situationen.. Ja akavet faktisk! Hun havde aldrig følt den slags før. Hun stirrede lidt på ham, med fraværende blik inden hun kom tilbage til virkeligheden og rykkede sig ud af stedet"Endnu en gang farvel, Matthew"Sagde hun roligt og forlod skibet i stilhed. Kareterne var langsomt begyndt at befærde vejene.

Matthew sukkede lettet, da mændene forlad skibet. Nu skulle han erstatte dem, men det var okay. Hellere bruge kræfter på at finde nye mænd end at beholde køtere. Han så på Ziva og nikkede kort. "Til hver en tid." Sagde han og så derefter ned i gulvet. ¨
Akavet var et udmærket ord at bruge her. "Farvel." Han havde ikke tænkt sig at stoppe hende, eftersom han var så træt. Dog forlod han skibet, men ikke for at følge efter hende. Han gik forbi hende med hastige skridt, men smilede lige kort til hende, inden han gik hen imod kroen, hvor hans mandskab gerne skulle være.

Hun svarede ham ikke men halv skyndte sig hen mod en karet der så ledig ud. Dog da han gik hurtigt forbi hende, gjorde hun noget uden over hovedet at tænke over det, som om hun var en marionet dukke. Hun greb hans arm hev ham til sig og kyssede ham hurtigt. da deres læber mødtes blev hun pludselig klar over hvad der skete og hun løb, ude af sig selv, forvirret over hvad hun gjorde. Hun nærmest sprang ind i kareten og var i et kort øjeblik ude af stand til at svare kusken hvor hun skulle hen.

Matthew så spørgende på hende, da hun greb hans arm. Han blev bare endnu mere forvirret, da hun hev ham hen til sig. Han blev helt chokeret, da han kort mærkede hendes læber imod sine egne. Dog var det meget kort. Hans kinder var lidt røde, men det skjulte han hurtigt ved at trække sine arme henover kinderne som om han strakte sig.
Han fulgte hende med øjnene, da hun nærmede kastede sig ind i kareten,og overvejede et kort øjeblik at stoppe hende, men lod være... Hvad pokker.. Det kunne godt være hun var en sirene, men hun var lige så forvirrende som en menneskekvinde! Han rystede lidt på hovedet og fortsatte med at gå hen imod kroen.

Ziva fik endelig sagt adressen til kusken og hun slog sig selv for panden hele turen hjem, tænk at hun ikke tænkt før hun handlede! Hun håbede at skæbnen ikke bragte dem sammen igen. Det ville være frygteligt! Hun ville skamme sig, hun havde lært at det hun lige havde gjort ikke var acceptabelt overhovedet, tænk hvis Harry eller en anden havde set det!?
//out//