På inspektion - Matthew

 
 

Matthew sad på en af skibets kanoner og betragtede sine mænd rydde op fra reb. De havde været mindre uheldige med et lille uvejr, så der var lidt rodet med reb, spande og andet, men hans mænd var godt igang med at sætte det hele på plads. Han havde en hvid skjorte, brune shorts og brune sandaler på. Skjortens ærme skjulte hans højre arm, men venstre ærme var revet af. Han havde solbrun hud som tydelig viste at han var meget ude i solen. Hans lettere krøllede små lange hår hang ned i hans øjne og var lidt fugtigt efter at have vasket saltvandet ud af hans hår og af hans krop.
Han havde et bælte på, hvor en skede var sat fast til. I skeden var der er et prægtigt sværd, der ikke var alt for langt, men heller ikke for kort. Matthews tanker om hvor de næst skulle tage hen blev afbrudt af en irriterende soldat, der kom brasende op på hans skib. Hans mænd så lidt overrasket på soldaterne, da de bare var gået op. Matthews dybblå øjne mødtes med løjtnantens øjne og han hoppede ned fra kanonen. Alle tegn på at de var pirater var væk. Deres flag var erstattet af landets flag, og piraterne havde nogenlunde fint tøj på. De brugte normalt et sort flag med et hvidt A på, men det var lige nu skjult et sted på skibet. De havde skam prøvet dette mange gange. Matthew gik hen imod løjtnanten med et koldt blik. "Løjtnant Jonathan Dennings, det er uhøfligt at stige ombord på et skib, der ikke er deres uden tilladelse." Sagde Matthew roligt, omend ret skarpt, imens han lagde armene over kors. "Jeg er Alexandria's kaptajn. Du kan kalde mig Kaptajn Arandius." Ikke tale om at denne uhøflige løjtnant skulle kende til hans fornavn. Alexandria var malet med hvid maling blandet med lidt sort for pynt.

Matthew nikkede til sine mænd som tegn på at de bare skulle fortsætte deres arbejde, som de så gjorde. De respekterede jo trods alt Matthew. "Før de starter med at inspicere mit skib, så jeg vil jeg lige advare dig og dine mænd. Hvis I ødelægger noget beder I selvom ballade. Soldater eller ej, jeg vil personligt smide jer af, hvis I ødelægger noget." Sagde han inden han viste tegn til dem om at følge med ham. Han gik nedenunder, hvor lasten og mændenes sovested var. "De kan starte her. Jeg vil holde øje med om I opfører jer ordentligt." Det var tydeligt at Løjtnant Bennings havde gjort et dårligt første indtryk på Matthew.

 
 

Irriterende var det eneste ord som kunne passe til Løjtnant Bennings...og var han ikke lige lovlig ung af udseende? Lod de en knægt som ham styre militæret? Så var det da ikke nogen overraskelse, hvorfor de endnu ikke havde fået piraterne ned med nakken! Den tanke morede Matthew lidt, men det var selvfølgelig ikke til at se på ham. "Jeg modtog den ikke." Svarede Matthew, stadig med korslagte arme og øjenene lidt knebet lidt sammen. "Måske nåede jeres budbringer ikke at komme herhen før I ankom." Han trak lidt på skuldrene. "Ih dog, man er lidt fornem, hmm? Du er ombord på mit skib. Du viser respekt og jeg viser respekt." Matthew ville ikke lade denne Løjtnant kommandere rundt med ham på hans eget skib. Matthew sukkede svagt og vinkede lidt afværgende med sin højre hånd. "Hør her, Løjtnant. Jeg bryder mig ikke om folk, der bare går ombord på mit skib. Det er uhøfligt." Men nok om det. Nu skulle de igennem dette, så denne Løjtnant og hans abekatte kunne komme videre.

Lasten var kun mad og lidt drikkevare som hvidvin til de noble mennesker. I nogle af køjerne hvilede et par af mændene sig, som høfligt vinkede til Løjtnanten og hans kammerater. "Vi mødte et skib med pirater, men vi sørgede for at undgå dem, og en mindre storm mødte vi også på vores vej her. Ellers ikke andet." Svarede Matthew imens han holdte skarpt øje med soldaterne.

 
 

Nu var der dømt krig. Løjtnanten bad selvom det. Misbrugte han ikke sin status lidt, egentlig? Han måtte huske at rapportere Løjtnantens opførsel til dronningen og selvfølgelig det faktum at løjtnanten fejlede i at genkende pirater. Rapporten skulle være anonym, så de ikke fandt ud af hvem det var, og den skulle først blive sendt to uger efter, ellers virkede det mistænksomt.
"Som regel når jeg banker på en dør venter jeg på at ejeren af bygningen siger at jeg må komme ind. Det er kaldt almindelig høflighed, det har du måske hørt om, Løjtnant?" Matthew hævede sit ene øjenbryn spørgende af ham. Det kunne godt være løjtnanten var mega irriterende, men ikke tale om at han ville miste besindelsen. Han skulle tage det roligt ellers tabte han. "Ikke råbe, men før man stiger fuldkommen ombord kunne man jo lige spørge en af mandskabet om man må komme ombord. Hvad hvis vi havde problemer med gulvet og du var kommet til skade?" Han havde set andre skibe som havde haft et dårligt gulv og sømænd der faldt ned gennem gulvet. Det havde aldrig sket på hans skib, men man vidste aldrig.

Matthew tænkte sig lidt om imens han kørte en hånd ned langs venstre side af hans ansigt. "Mhh.. Det var vel.. En time fra kysten vil jeg mene. Det var lige efter stormen, som var cirka tre timer væk herfra." Matthew nikkede bekræftende. Selvfølgelig havde han sejlet igennem en storm, men piratskibe havde han ikke set nogen af udover hans egen. Det var jo en løgn, han kom med der. "Kender du kroen den røde rødspætte? Vi skaffer blandt andet drikkevarer til dem og ofte noget mad." Endnu en løgn, men han havde gjort det så mange gange før at han lød som om det var sandheden, han kom med.

I det mindste valgte den unge løjtnant ikke at fortsætte den lettere ubehagelige samtale. Matthew orkede ikke at diskutere det, men han følte det havde været nødvendigt. Bare fordi knægten var løjtnant betød det ikke at han kunne gøre som han ville og sige hvad han ville. Det skulle Matthew gerne gøre klart for ham. "Det er jeg glad for at høre." Matthew nikkede kort anerkendende for at vise han var tilfreds.
"Det er hun skam. Jeg er stolt over hende." Et flygtigt smil bredte sig om hans læber, men som altid forsvandt det hurtigt. Han var ikke typen, der smilede meget. "Jeg bruger det meste af min tid ude på havet, jeg har ikke fuldkommen styr på navnet." han trak lidt på skuldrene. For nu gik det meget godt med ikke at gøre løjtnanten mistænksom.
"Ah ja. Jeg føler mig mere tryg med det. Jeg gider ikke blive angrebet af pirater bare fordi jeg ikke har kanoner. Hvis du gerne vil inspicere dem, så lad os gå ovenpå igen, eller mangler du stadig noget hernede?" Spurgte han, en anelse høfligt, imens han betragtede løjtnanten.