Well isn't this awkward? - Matthew

Tid:20:34
Omgivelser: ikke så mange et par få sømænd, og det er vidst det.
Sted: havnen i Road Town.
Vejr: overskyet, køligt.

Ziva og Harry gik arm i arm gennem hovedgaden i Road Town, de small talkede, men de begyndte mere og mere at finde ud af at de ikke havde det helt store tilfælles.. Udover skibe, men havet interesserede ham ikke, det gjorde våben til gengæld, og den slags gik Ziva slet ikke op i. Det betød dog ikke at de slet ikke kunne snakke om noget. De snakkede om byen, borgerne, begivenhederne og arkitekturen i de forskellige bygninger. Ziva var helt vild med gammel dags, antikken og maya bygninger. Der var da ruinerne nede i havet, og især der hvor vandet var forholdsvis dybt, men solen stadig nåede helt ned på bunden, dog i mørkere farver, men man kunne se dernede.
De nærmede sig roligt kajen. Ziva regnede med at Matthew var over alle bjerge nu. Det var et par dage siden hun var kommet til at kysse ham, og bare ved tanken om det blev hun rød i hovedet og havde lyst til at slå sig selv hårdt i hovedet. Ja hun blev helt befippet.
Hun smilede venligt til Harry som han snakkede, igen om våben, om de nyeste pistoler og kanoner militæret havde fået. Hun nikkede og prøvede at vise interesse for det, men hun gav intet for det. Det eneste våben hun kunne lide var sværd, men i følge Harry var det alt for forældet. Han var en venlig og rar mand, stabil og respekt givende til alle der viste ham respekt. Zivas blik havde været rettet mod jorden i lidt tid, og da det gik op for hende slog hun blikket op, smilte venligt og lod kort blikket glide over havnen, hun ville se om der var kommet nogle nye skibe, få samtalen hen på noget andet i stedet for skyde våben.

Matthew gabte kort imens mændene var igang med at gøre klar til at tage på kro igen. Denne gang ville han ikke tage med dem, selvom det havde været ret sjovt de seneste par nætter, men idag ville han bare gerne gå sig en tur og nyde havluften. Han tog fat i sit bælte, der lå på en tønde og tog det på. Han hægtede skeden til bæltet hvor han mellemstore sværd var i og strakte sig derefter kort. Med rolige skridt forlod han skibet og gik hen imod hovedgaden. Hans sorte og lidt krøllede hår hængte løst.
Han havde ikke tænkt meget på Ziva siden hun var så forvirrende at han fik helt ondt i hovedet. Han så rundt og opdagede derfor ikke at han var liiiige ved at gå ind i en fremmede mand. Han nåede heldigvis at træde et skridt væk inden de stødte sammen. "Det beklager jeg." Han smilede kort og hans dybblå øjne søgte hen imod personen ved siden af manden. "Åh. Ziva." Han så overrasket på hende og manden skiftevis.

Zivas øjne udspilede sig helt. Hvorfor var han ikke taget afsted endnu? Hun blev først helt hvid i ansigtet for så at blive knaldrød. Hun kiggede væk fra dem begge indtil hun fik sig selv under kontrol" Godaften Matthew" Sagde hun med et venligt smil." Dette er Harry Fernando." Sagde hun blidt."Harry, dette er Matthew, jeg sejlede med ham på vej hertil, indtil jeg faldt over bords og ned i revet i den kraftige storm.. Men den historie kender du jo"hun sagde det smilende og lukkede hurtigt historien ved at sige han jo godt kendte historien. Ziva vidste jo udemærket at Matthew var pirat, og hun ville trods alt ikke være skyld i at han kunne blive risikeret hængt. Hun lagde godt mærke til hvordan Matthew skiftes vis kiggede på dem. Hun bed sig let i læben og kiggede ned i jorden, hun lukkede hårdt øjnene sammen i et kort sekund inden hun kiggede op igen. Var dette dog ikke akavet? Og Lige om lidt ville Harry smutte, han havde aftenvagt i militæret, de var igang med at planlægge en lang rejse, ja faktisk hele vejen til England.
Ziva's øjne flakkede, man kunne mærke på hende at situationen var hende uvant. For første gang blev hun genert.

Matthew rynkede svagt på panden over at hun rødmede. Hun tænkte sikkert på da hun kyssede ham. Han smilede høfligt til Harry. "Hyggeligt at møde dig, Harry." Harry måtte være en af dem som Ziva's 'bedsteforældre' eller hvad de nu var ville have hun blev gift med. Han nikkede kort til Ziva, da hun forklarede hvem han var og hvor de kendte hinanden fra. Han var ret taknemmelig for at hun ikke sagde at han var pirat. "Så, hvor kender I to hinanden fra?" Spurgte han høfligt imens han stadig så skiftevis på dem med armene over kors.
"Og, Ziva, jeg vil gerne snakke med dig alene om lidt." Hun burde gerne vide hvad han ville snakke om. Han gad bare ikke at nævne det foran Harry, siden det ville ødelægge hendes chancer for at blive gift med den mand.

Hun havde lyst til at gemme sit ansigt i sine hænder. hvor var dette dog akavet! Hun skulle aldrig have prøvet menneskenes verden! Hun stirrede ned i havnebassinet. at modstå lysten til at springe i lige nu var næsten umuligt, hun tog endda et lille trin hen i mod vandet, det var hendes mulighed væk fra alt dette rod hun havde lavet.
Harry fortalte hvor de havde mødt hinanden, for Ziva kunne tydeligt ikke snakke lige nu. " Vi mødte hinanden til et af guvernørens baller for 2 ugers tid siden, er det ikke sandt Ziva?"Spurgte Harry. Hans stemme var ru og varm. Ziva smilede hurtigt" Jo det er det". Hun kiggede mod stranden, hun kunne også bare stikke af også bure sig inde hos ægteparret.. Harry nikkede kort da Matthew sagde han skulle snakke med Ziva." Jamen jeg skal også møde ind om lidt, måske jeg kunne for Dem til at følge frøkenen hjem?"Spurgte han høfligt. Han var godt nok ikke vildt meget for det, men hvis Ziva havde sejlet med denne mand, så kunne han vel også følge hende hjem i sikkerhed.
Ziva følte luften forlade hendes lunger, neeeej neeej neeej...åh hun var da også dum! Hvorfor kyssede hun ham, nu var det bare endnu mere akavet i mellem dem jo.. Hun sukkede lydløst og kiggede så på dem med et stort falsk smil."Selvfølgelig, det er da iiintet problem"Hendes stemme var blevet en smule lys, men hun fik hurtig rettet det så hun havde sin egen stemme igen.
Harry kiggede på sit ur"Ja jeg må desværre gå nu, Farvel Matthew, det var en fornøjelse at møde Dem. Ziva, Vi ses i morgen, hils Hr. og Fru. Swan."Sagde han og kyssede Zivas hånd inden han forsvandt.
Da Harry var ude for rækkevidde begyndte Ziva at storme mod stranden"Jeg har ikke lyst til at snakke om det! Jeg blev vel bare revet med!"Hun hylede det ude af sig selv hun var simpelthen for genert til at snakke med ham, hendes ansigt var knaldrødt og lignte noget der var ild i.

Matthew lyttede roligt til hvad Harry fortalte med et lille smil om læberne. Han nikkede lidt imens for at vise at han lyttede. "Spændende." Sagde han og så kort på Ziva inden han rettede sit blik på Harry igen. Han nikkede kort til Harry. "Det kan du skam. Jeg skal nok sørge for at der intet sker hende." Svarede han og vinkede kort farvel, da Harry smuttede. "Fornøjelsen er på min side, Harry. Hav en fortsat god aften." Han vendte sig derefter om imod Ziva, som til hans egen overraskelse løb væk fra ham.
Han satte hurtigt i løb efter hende. "Ah, stop nu, Ziva! Du ved jo mit ben stadigvæk er lidt dårligt. Jeg lovede Harry at føre dig hjem! Så stop nu!" Han prøvede at indhente hende så hurtigt han kunne. Hvis muligt ville han gribe fat i hendes håndled for at stoppe hende. "Lad os nu bare snakke." Sagde han blidt.

Ziva stod allerede på stranden. Hun havde smidt skoene så hun havde bare fødder i det nu lune sand." Hvorfor skal vi snakke? Der er ikke noget at tale om!" Hun pev det. Hun var ikke rød i hovedet længere. Hun stod og kiggede på ham som han nærmede sig hende. Det røde hår var løst og bevægede sog blidt i den varme brise." Jeg kan sagtens selv komme hjem uden problemer, du har set mig klare mænd" sagde hun nu med en lidt drillende stemme.
Hun sukkede let og kiggede ud over havet, det var smukt, solen var sunket i havet, men noget af lyset stod stadig op på himlen og lavede et svagt grønligt lys lige ved horisonten men et mørke lilla skær i skyerne.

Matthew så kort udover havet og tog en dyb indånding. Havluften havde en beroligende effekt på ham, og gjorde ham altid mere modig. Han så på Ziva og lagde hovedet lidt på skrå. "Der er jeg desværre uenig med dig. Jeg vil.. gerne vide hvorfor du kyssede mig, når du skal giftes med en.. når du altså har fundet en at blive gift hvilket jeg har i mistanke om at være Harry." Han trak lidt på sine skuldre.
"Det ved jeg godt, men et løfte er et løfte." Han smilede kort og gik hen til hende. Forsigtigt lagde han sin hånd på hendes skulder. "Jeg vil bare gerne vide hvorfor du kyssede mig."

Hun betragtede ham kort pg et lille drillende smil faldt over hendes ansigt" jeg er en sirene, jeg gør hvad der passer mig, jeg havde lyst til at kysse dig, så jeg gjorde det! Og ang. Al det gifte halløj der! Jeg skal ikle giftes! Det er en menneske ting der er hel bizart for mig, jeg kan ikke forstå den. Hvis du elsker en person behøver du ingen pagt for at være denne person tro og få børn med denne, det ee jo noget man vil alligevel! Medmindre jeg har forstået kærlighed forkert? Og ang. Harry.. Han er en vældig dejlig mand, men holy han er kedelig! Der er ikke nogle gnister, det er bare en falsk venlighed vi har over for hinanden fordi folk presser os til at være perfekte sammen!" Hun sagde det med en let øjnrullen." Som du selv sagde, i mennesker siger en ting men mener noget andet, og det samme gælder for jeres handlinger!" Sagde hun roligt
Hun kiggede på hans hånd der var på hendes skulder" som sagt, jeg kyssede dig fordi jeg havde lyst til det! En ting i mennesker skal prøve at lære! Gøre lige det i har lyst til medmindre i selvfølgelig går i mod en andens vilje som f.eks. Voldtægt.." Hun stoppede sig selv inden hun kørte den for langt ud. Hun kiggede nysgerrigt op på ham.

Matthew var ikke specielt glad for det svar, men kunne alligevel godt forstå det. Han tog sin hånd til sig og lagde armene over kors. "Jeg forstår det heller ikke helt selv, men et bryllup er nu meget smukt alligevel. Ceremonien..Løfterne.. det er en speciel begivenhed. Hvis jeg nogensinde bliver gift, hvilket jeg tvivler på, så vil det være for at vise jeg elsker personen." Han trak lidt på sin ene skulder. "hvordan er han kedelig?" Spurgte han nysgerrigt.
Han tog sin hånd til sig, da hun kiggede på den. "Hvorfor havde du så lyst til det?" Han så spørgende på det. Han reagerede ikke rigtigt på det sidste hun sagde... det var lidt for meget.

Hun nikkede til det han sagde." Ja så ville jeg forstå det! Men i denne verden bliver man ikke gift i kærlighedens tro, men i pengene, magten og ens status' tro! Og det kan jeg ikke nedværdige mig selv til at gøre!" Svarede hun roligt. Hun kiggede på ham med et drillende smil" han alt for stiv i det, no fun there, ikke fordi han ikke prøver.. Han er bare for fin. Også kan han ikke så godt lide havet og hvad det indebærer, hvordan skulle nogensinde kunne betro min hemmelighed til ham?" Spurgte, det sidste kunne man høre hun virkede en smule fortabt, ikke fordi hun var det, men fordi den situation var det.
Hun kiggede på ham med et lille smil inden hendes blik faldt ud over havet" jeg ved det ikke, det med følelser er jeg ikke den bedste til endnu! Men jeg fik en lyst til det også gjorde jeg. Man lever jo kun en gang, så hellere gøre det og fortryde end ikke at gøre det også fortryde det hele livet!" Svarede hun med et skævt smil.

Det var fuldkommen rigtigt i de adeliges verden. Sådan var det bare, og han havde lært at leve med det for han var ikke født adelig, hvis man da overhovedet kunne kalde ham adelig nu. Han var rig og magtfuld, ingen tvivl om det, men han var ikke som dem. "Sådan har det altid været med adelige mennesker." Han smilede svagt. "Det er trist, men.. de tænker kun på at få flere penge og mere magt."
Han kløede sig kort lidt på hagen imens hun snakkede. "Hm.. Det har du ret i." Han foldede sine hænder bag ryggen. "Omend ikke andet syntes jeg kysset var en anelse for kort, men ellers var det udmærket"

Hun smilede lidt og nikkede til det han sagde"Ja det har jeg erfaret, og det har jeg simpelthen ikke lyst til at være en del af"Sagde hun med et smil.
Hun kiggede ned på sandet, vandet var begyndt at komme for tæt på hendes fødder og hun trak sig længere væk fra vandkanten. Hun kiggede drillende op på ham"Du vil have et til"Sagde hun drillende og trådte tættere hen til ham, faktisk så tæt at hun nærmest rørte hans brystkasse med sit bryst."Men hvis du ville have haft det længere, hvorfor gjorde du så ikke noget for at gøre det længere? For ud fra det jeg forstod, eller ud for det du viste ved intet at gøre, ville du ikke have det længere" Hun sagde det lavt og drillende og kiggede op på ham.

Matthew kunne godt forstå hun ikke gad det. Det var bare forkert og et spild. Man overskred sine egne grænser totalt ved at gifte sig med en for penge og magt. "Det forstår jeg godt. Du bør gifte dig ud af kærlighed.. Nu vi snakker om bryllup, kan du så finde ud af at danse? Normalt danser man sammen med den man lige er blevet gift med." Han så spørgende på hende med et lille kækt smil.
Det var et mirakel at han ikke rødmede, da hun gik helt tæt på ham. Han kløede sig kort i nakken imens han trak på sin ene skulder. "Måske.." Mumlede han lidt halv nervøst. "Du stak jo af før jeg kunne nå at gøre noget, så det ville være lidt svært."