Without a ship - John

Lincolns skib var ret stort, massivt og af flot, mørkt træ. Og stort. Stort var det. Han holdt meget af det - hende - selvom det var et skib han havde stjålet for ét par år siden, tilbage fra da han var løjtnant i den engelske flåde, og var underlagt regler og kedsommelige koder, der umiddelbart ikke sagde ham noget mere. Fik han nævn at skibet var stort? Det var så stort, at man sagtens ville kunne se det, som det stod tøjret til nogle af klipperne, hvor han selv havde efterladt det. Med besætning og det hele. Skibet var der bare ikke mere, havde han erfaret for 9 dage siden, da han var kommet tilbage for at sætte kursen tilbage mod Tortola med en lille del af en skat de havde fundet. Lincoln selv var dog faldet om med en flaske god rom om aftenen, og da han vågnede tidligt næste dag, var det væk. Skibet var simpelthen væk. I sine fordrunkne og hovedpineramte tanker, var han kommet frem til konklusionen, at besætningen var smuttet med skatten uden ham, og at han derfor var alene på den åndsvage ø uden et skib. Og han kunne jo ikke ligefrem kalde sig kaptajn når nu han ikke havde et skib, kunne han? Han havde brugt en hel uge på at gå rundt og overveje hvordan pokker han skulle komme tilbage til Tortola og hvordan han skulle få sit skib tilbage. Problemet var bare at besætningen kunne være halvvejs mod England til den tid, og han ville ikke ane hvordan han skulle få sit skib igen. Altså havde han givet op. Det var ikke ofte Lincoln  gav op, men lige nu følte han sig på sit laveste. Lige præcis derfor havde han placeret sig på en lille kro, i et mørkt hjørne, med en flaske gylden rom. Så kunne han glemme alle problemerne for en tid.

Det var tre dage siden nu at, John havde miste den last til den forbandet kaptajn fra militæret, han havde miste sin første styrmand på det tidspunkt, hvilket ikke gjorde det alt sammen bedre. John, havde opgivet og finde en ung en som, han havde brugt før han, havde behove for en der vidste, hvad han gjorde fuldkommen. John sejlet derfor hen mod Norman Island, på vejen, havde han plyndret et andet handelskib som ikke, havde fået sikkerhed med sig. John var derfor på vej hen med det, for at sælge det i den modsatte havn. Men inden det skete, havde han brug for at skaffe sig en ny styrmand han, havde hørt om en der, havde været i militæret før fra, nogen andre pirater der var sejlet denne mand, hvis han kunne få ham med sig, ville han  hjælpe ham med og få skibet tilbage, der var ingen grund til at ha en styrmand, som ikke selv kunne sejle nogene gange. John kigget frem mod sig da han så klipperne, skibet var blivet letter efter det var genopbygget og derfor var det letter og komme ind. Da John og mandskabet var kommet ind, fik han kastet sig over den. Første ar, havde han dog os fået den var lige over hans højre kind, hvilket gjorde ar han fik et lidt nyt Look. Da John fik kastet sig over og bundet fast, gik han ind efter den person som han ledte efter, John stoppet op da han var kommet ind og alle folk bakket roligte væk fra ham,  John gik derefter op til manden som stod baren, hvor han med lav stemme spurgte om denne mand, som han jo havde hørt om. John smilte svagt, da han fik at vide det var denne mand som, sad i et hjørne for sig selv. John gik kort efter over til ham, hvorefter han talte, "har du tænkte dig at drikke dig selv ihjel mate," hvorefter han sætte sig ned overfor ham. Manden så ud til og ha erfaring, hvilket blot gjorde det alt sammen bedre, "Jeg har nemlig et tilbud til dem eller Mr Lincoln."

Lincoln placerede sig altid bagerst i et lokale, helst i et hjørne, med ryggen mod muren og henlagt lidt i mørke. Det var et strategisk godt placeret sted, for han kunne holde øje med alt der forgik i hele den lille kro. Han kunne se hver gang én kom ind af døren, han kunne se alle der sad ved bordene og han kunne holde lidt øje med bartenderen og de unge piger, der svang rundt og serverede for folket, der stort set kun bestod af pirater og arbejderklasse-mænd. Det gode ved hjørnet var også, at det oftest var mørkt, og at man derfor ikke rigtig lod mærke til ham. Han var diskret. Ingen kiggede på ham - han kiggede på alle.
Derfor gik den unge, krølhårede pirat ikke hans næse forbi. Så snart han trådte ind af døren, dæmpede alle sig. To gutter kiggede mod døren for at se om de kunne slippe forbi uden at blive bemærkede. Alle bakkede simpelthen væk fra ham. Lincoln hævede let et øjenbryn, og tog en tår af sin rom. Den unge fyr så ud til at lede efter én, og efter at have kigget sig rundt i lokalet lidt henslængt, fortsatte han hen til bartenderen, der gav et diskret nik hen imod ham. Lincoln vippede stolen bagud, så han lænede sig op af væggen, og trak det ene ben op så han kunne støtte sin arm på det. Han betragtede tålmodigt den gyldne rom blinke i eftermiddagssolen mens han snurrede den rundt i glasset. Så tog han en tår. Da han sænkede sit glas, kiggede han op på fyren med krøllerne. Han var overbevist om, at han havde set ham før. Håret var lidt længere og fyren havde fået et stort ar. Lincoln smilede tilfredst.
"Ja, hvad pokker kan det skade?" Svarede han med et muntert blik og et hævet øjenbryn, før han tømte glasset. "Du vil måske have et glas med? Flasken er stadig halv fyldt." Han fulgte den unge fyr med øjnene, og lagde hovedet let på skrå. Et tilbud lød ikke helt dårligt, men man kunne aldrig vide sig sikker. Måske kunne det oven i købet give ham et job eller måske få ham tilbage til Tortola så han kunne finde sig et nyt skib og en ny besætning - hvor lang tid det end måtte tage. "Interessant. Lad mig endelig høre?" Svarede han, og vippede stolen på plads, så han så lidt mere høflig ud. Det gik jo ikke at skræmme folk væk på dårlige manerer.

John smilte svagt da han hørte Lincolns svar, han kunne godt huske ham det var, mange år siden, hvor de havde tjente på samme skib. John smilte svagt, et glas kunne jo ikke skade vel. John smilte svagt ti Lincoln, hvorefter han hælde op i et krus, som stod på bordet. John træk kort efter sig selv lidt ud fra bordet, hvor han så smækket hans fødder op på bordet. John kigget over på ham, hvorefter han talte til ham. "Jeg leder efter en første styrmand til skibet The Fearful Wolf," det sidste hvisket han nærmest til Lincoln.  John skubbet sig selv væk fra bordet igen, han kigget på ham mens han ventet på hvordan hans reaktion ville være. John vidste at det før eller siden, ville blive kendt at han var i live, hvor ham fra hæren af som, havde frarøvet ham hans pris den dag. John, havde stadig sit ar som tegn på det, hvilket gjorde det bedre på mange punkter. Men skibet var klar mandskabet var skaffet, han manglet kun en første styrmand nu og ham her, var helt sikkert et godt valg. John kigget på ham, hvorefter han talte videre, "du vil  være lige under The Young Wolf of the seas, han mangler folk lige nu, og en han kan stole på." John tog et nyt glas, hvorefter han drikket igen, han var sikker på Lincoln ville sejle med, ellers ville han bare gøre det for at få et lift med hjem.  John rejste sig op, hvorefter han kastet en mønt til Lincoln, "tænk over det ellers får du bare en gratis tur væk fra dette sted." John gik gennem kroen  og ud af døren, hvorefter han forsætte sin tur ned til skibet.
John stod på skibets dæk, hvorefter han gik frem og tilbage mens han råbte komandorer. Lyden af fortøjnigerne der blive kastet fra, var ikke til og tag fejl af, " vi sejler så snart solen er gået ned, forlade vi dette åndsvage sted." John havde styr på hele mandskabet, de arbejde med at pakke alle ting ned og ellers, kom de få af dem, som ikke var der lige så stille på med de sidste forsyninger, de ville snart kunne fange vinden, hvilket ville  få dem afsted, John havde hørt om et handelskib der var lidt mindre uden militær støtte, som var på vej mod Road Town, efter de ville ha fanget den ville de sejle tilbage til piraterns by. "smid sejlene," kort efter fald sejlene, John greb fat i roret, hvor han lige så stille begynde og sejle.
//run mate run :O//

Lincoln var lidt af en spøjs pirat. Selvom det var flere år siden han havde været i den engelske flåde, havde han stadig mange af sine manerer på plads. Han var selv kommet fra et fattigt liv, og kendte alt til hvor hårdt det var at drive en kro, specielt når ubehøvlede folk slængte sine beskidte støvler op på bordene, så de konstant skulle tørres over. Han havde set alt for mange løjtnanter og kaptajner gøre det samme, som om de ejede stedet, og nu betragtede han også piraten gøre det. Han lagde hovedet på skrå, men undlod at kommentere på de beskidte støvler. Pirater plejede trods alt at være ligeglade. Hvis han havde ville kommentere det, nåede han det alligevel ikke, før piraten gik lige til sagen.
Lincoln løftede overrasket sine øjenbryn, og nikkede tavst for sig selv. Førstestyrmand? Det var ikke et dårligt tilbud, nu han tænkte nærmere over det, og absolut den bedste chance han havde for at komme tilbage i pirat-faget, nu hans eget skib var blevet stjålet.
Det var et godt tilbud, og han kunne tage det eller lade være. Et skævt smil spillede om hans læber, mens han betragtede den krølhårede pirat drikke det sidste rom. Han kunne stadig ikke huske fyrens navn. Han greb mønten i luften, og betragtede piraten gå ud af døren med et hævet øjenbryn. Så skænkede han det sidste rom op i sit glas, og kiggede ud af vinduet med et tænksomt blik. Førstestyrmand. Det lød ikke helt tosset, men han var vant til at være kaptajn. Han var vant til at være den øverste. Sidste gang han havde taget i mod ordrer havde været i flåden, og han havde hadet det.
Langsomt blev eftermiddagssolen til aftensol, og skyggerne i den lille kro blev længere. Lincoln besluttede sig for, at han nok hellere måtte rejse sig, hvis han havde tænkt sig at nå det skib, så han i hvert fald kunne komme væk fra den forbandede ø han var strandet på. Dét var hans konklusion. Han ville tage med til Tortola, og hvis han var utilfreds når de trak i havn, så ville han smutte. Hvis han var tilfreds ville han selvfølgelig blive.
Lincoln rejste sig, gav høfligt de to tomme glas og den tomme flaske til bartenderen, og skubbede den krølhårede pirats mønt hen over bordet som drikkepenge.
"Tak for i aften, Harold," hilste han, før han lukkede døren bag sig, og kiggede ned mod vandet. To skib var tøjret mod klipperne, og han kunne godt forstille sig hvis der var piratens. Det var ved at blive sent. Han bandede sagte for sig selv, og satte så i løb mod havet. Lincoln havde altid været i fremragende fysisk form, men han blev tynget ned af sit lædertøj og så hjalp rommen ikke ligefrem på kræfterne, måtte han erkende. Alligevel var han opsat på at nå skibet, der så ud til at være hans eneste vej væk i lang tid.
"Smid sejlene!"
Kommandoen rungede godt 50 meter fra ham, og han bed tænderne sammen, da han så sejlene med et swush falde fra de flotte master. Lincoln himlede med øjnene, og bandede igen for sig selv. Han satte farten op, mens hans hjerne på højtryk prøvede på at finde ud af hvordan han skulle komme om bord på skibet, der allerede var på vej væk fra klipperne igen.
Klipperne.
Lincoln klukkede for sig selv, og spurtede forbi skibet, og sprang op på et klippeudspring, så han kunne løbe langs skibet i stedet for. Med sammenbidte tænder, nåede han op på siden af skibet, idet der ikke var flere klipper tilbage. Han satte hårdt fra på klippevæggen, og skubbede sig mod skibsrælingen, hvor han havde spottet et løst reb. Han svang sig op over rælingen og landede med et dunk på skibets dæk.
"Du skulle da endelig ikke vente på mig, mate," kaldte han drillende, og nikkede som hilsen til piraten, der stod ved roret.  

//Whao, det blev langt! Sorry mate ;)

John regnet ikke med han ville dukke op, folk var særlige på vær deres måde, derudover havde han nok ikke ligefrem givet et godt, første hånds indtryk til ham. Når han måtte bare finde en ny en så, andet var der ikke at sige til det John drejet svagt til styrbord, hvorefter han fik kastet skibet forbi, klipperne. Dette var ikke så just det bedste sted at sejle ud foran, men han var nu glad nok for at han ikke, havde et kæmpe skib. Ordrene lyd svagt fra mænde, mens de fik sig selv kæmpet ud da sejle var faldt ned gav det som altid en dejlig fornemels for John. Han var glad for sit liv ingen tvivl om det, mere fordi de var fri de var ikke på tvunget rettergang, eller skat for denne gang. John kigget med det samme kort op da han syndes svagt, at kunne se en der løb via klipperne, hvilket fik ham til og smile. Lincoln, det kunne næsten kun være ham, han havde åbenbar valgt at ville komme med. Men John var sikker på at manden kunne komme på især med det lille tempo de, havde på. Da John kigget op da de var ved at være forbi klipperne, sprang han nærmest ligefrem. John kunne ikke lade vær med at grine, hvorefter han gav en anden mand roret da de var ved, at være kommet ud af selve klipperne og ud på det åbne hav, John smilte svagt da han lande på skibet, hvorefter han gik ned, gav ham et fast håndtryk da han var kommet der ned. "Jeg skulle lige vide, om de kunne klare det, " kort derefter råbte han til hans mandskab. "Dette er den første styrmand i forslog, jeg håber han er god." Lød det drillende fra John af, hvorefter han kigget sig omkring på dem alle, "i ved hvor vi skal hen hente os når vi er omkring 500 ml fra dem." Lød det svagt fra John, hvorefter han gik hen mod kahytten mens alle mænden gjorde, hvad de skulle for at holde skibet igang. Grunden til han var blive styrmand var lang, han var bare en af de få pirater, hvor mandskabet, nærmest betød alt for ham, hvilket gjorde han selv sejlet normalt. John bevægede sig hen mod kahytten, hvor han forventet at Lincoln, selv kunne følge med, "Lincoln følg med hvis du, da ikke har noget imod det."  Lød det drillende fra John, hvorefter han sættet sig ved bordet, efter og ha hældt noget Whisky og rom, op til dem begge, alt efter hvad han da selv ville ha. "Så Lincoln, hvordan har de det med at plyndre et riget handelskib som vi, bevæger os over mod lige i dette øjeblik."  
//sorry det måske er lidt forvirrende, men håber det går :p//

Lincoln kiggede beundrende på skibet. Hærget af vind og vejr og ikke det største skib han havde sejlet på, men helt klart godt og solidt. Han vendte sig mod kaptajnen med et skævt smil, og gav ham fast hånden. "Ikke et tosset skib du har dig her, hva?" Spurgte han, og vendte sig for at studere mandskabet, der uden tvivl måtte stå og undre sig en smule. Det ville Lincoln i hvert fald selv havde gjort hvis en fremmed pirat var sprunget ombord på skibet. Dramatisk  entré. Johns drillende tone gjorde ham godt tilpas. Han havde ikke helt fået en idé af hvilken person han var oppe på kroen, men her nede, på sit skib og med sit mandskab, virkede han solid, munter og til at stole på. I Lincolns øjne kunne man altid kende en kaptajn på hvordan han behandlede sit mandskab. Og selvfølgelig på hvordan mandskabet var. Han sørgede for at få øjenkontakt med hver og en af folkene på skibet, og nikkede høfligt til dem. Så smilede han til John, og stødte blidt, drillende skulderen ind i ham. "Den bedste," rettede Lincoln, og gjorde drillende honnør til sin kaptajn. "Han er ikke bare god, Kaptajn, han er den bedste."
Der var selvfølgelig mange gode kaptajner og styrmænd på havene, men Lincoln var fast besluttet på ikke helt at miste alt han havde lært som løjtnant. Der var effektive måder at styre et skib på, og ét af dem var at være vellidt blandt mandskabet, så det var noget af det første han skulle gøre. Banke et par af dem i terningspil men være en god taber hvis han tabte, fortælle gode historier og selvfølgelig dele ud af sin rom. Han skulle vinde deres tillid for at kunne stole helt og fuldt på skibet.
Lincoln fulgte efter John, og hævede smilende et øjenbryn over hans skjulte udfordring. Ordene 'hvis du tør' kunne lige så godt være blevet sagt højt. Imens de gik, betragtede han mere og mere af skibet. "Du ved, mate, jeg har gået og tænkt over hvor jeg har mødt dig henne," begyndte han, og dukkede sig for en lav dør mens de fortsatte nedad, "Men nu kan jeg huske dig. John Silver." Han smilede taknemmeligt, og huskede piraterne der havde reddet ham for godt 5 år siden.
Lincoln greb et glas med rom, og kørte den gyldne likør rundt i glasset med et tilfreds smil. Han satte sig overfor John, og kunne ikke lade være med at klukke for sig selv. "Åha, back in the business, eh?" Han nikkede to gange, og lænede sig bagud i stolen. "Selvfølgelig er jeg frisk på det."