Skinnende besættelse ~ John

Tid: Midt på eftermiddagen. (15:03).
Sted: Markedspladsen.
Vejr: Umådeligt besvimelsesværdigt varmt! En brise afkøler i ny og næ.
Omgivelser: Mange mennesker har fundet sig til rette på markedspladsen. Emnet starter i den knapt så befolkede ende.

En majestætisk hat skyggede for et sæt dybe, brune øjne, hvis karakter ville virke mistænksomme. I den ene hånd bar den unge kvinde en vifte, hvoraf hun med den anden sørgede for, at hattens skygge faldt perfekt. Øjnene var skjult, læberne dybrøde og holdningen så fin, som havde hun været en adelig. En bestemt mand gik forbi hende, et objekt skinnede i solen. Han var den, hun søgte.
Ubekvemt begyndte den unge sørøverkvinde at følge efter den anden pirat. Det virkede ganske simpelt som ren fornuft, at en kvinde af adelig karakter skulle denne vej; Der var alle de gode boder. Hun satte farten op, så hun ville gå et kort stykke foran den mand, der stod for skud. Kjolen strammede lige tilpas, så skuespil ville ikke blive den største bedrift denne solrige dag.
"Ååååh, den varme..." Lød Margaret Blanche's skingre, hjælpeløse ord, inden hun uden en god omtanke foregav at dejse om. Om den anden pirat greb hende var en helt anden sag! Øjnene var lukket roligt, majestætisk i, den gyldenbrune hat gled ned på jorden, hvor den blev fanget i en let, tungt brise. Den nåede at hoppe under en meter, hvilket lod det før ellers så skyggebelagte ansigt være til direkte skue.
Ansigtet besad flotte, elegante træk. Læberne var afslappet, som var den unge kvinde faldet i søvn. Det var ikke en pirat, man ville se i det nydelige, afslappede ansigt. Det ene øje gled let på klem, som havde hun været en adelskvinde, hvis eneste formål var at flirte med de spændende, mystiske og forbudte pirater.
Maggie's formål var at sikre, at hun ikke tog fejl om sit mål!

Lyden fra alle folk som gik og købte ting på markeds pladsen, var slet ikke til og tag fejl af. John gik gennem gaden med to fra skibet af, mens han spejde rundt, hvor var vejret dog dejligt det var jo sindsygt, hvor dejligt det endelig kunne være.  Da John, havde fået solgte det de skulle sælge, bevægede han sig hen mod den rige del af stedet, dog var hans besætning gået tilbage, hvor de ville gøre sig klar til at sætte sejl når vinden var klar. John kunne sagtens høre en kvinde som gik nærmest sammen med ham, hvad der bare gjorde han var ligeglad, var fordi hun lød til at være en kvinde som var vildt snobbet. Hvilket gjorde at John var lidt ligeglad, han forsætte derfor videre efter hun var faldet ned, mens han mumlet for sig selv, "dumme kvinde." Johns skridt gav genlyd, mens han bevægede sig videre, gennem markedet, han havde pakket sin halskæde ned under den hvide skjorte igen. Mere fordi han vidste, at mange af sådan nogen personer der var dette sted, ville ende be ham om at sælge den til ham, eller stjæle den. John sank en klump da han var kommet hen til en bod, hvor han så at nogen andre folk stod, nogene som han, ville undgå for alt i verden, der stod 3 vagter der, kort efter hørte han en stemme og et kort bum, hvorefter han vende sig om. "Er de okay Frøken,"lød det kort efter fra John af, hvorefter han træk hende ind i skyggen. "Dumme tøs" vrisset han, hvorefter han kigget på hende, " at gå ude i dette tøj er for varmt, selv for en som dem. " Lød det flabet fra John af, hvorefter han vende ryggen til hende, han var lidt ligeglad, med hvem hun var men han stolet ikke på hende, hun var jo en adelig, hvilket næsten altid kun bringte problemer.
//by the way, han har skjulet halskæden so good luck, med at få den af ham med mindre hun river Skjorten af ham (;//

Maggie nåede ikke at registrere, at John egentlig ville have ignoreret skønjomfruen i besvimelse, men om ikke andet reagerede manden, som Maggie havde planlagt. Hun var trukket ind i skyggen, hvilket gav den unge piratkvinde alle de fordele, hun havde behov for. Der var bare for mange fordele og for lidt morskab. Skulle hun skrue op for udfordringen? Ansigtet var henlagt i rolige, påtagede folder; Hun lignede stadig en, der havde det for varmt. Korsetter var en mærkværdig opfindelse, skønt Maggie ikke engang havde strammet sit.
"Min gode mand; Du er i sandhed et godt menneske!" Naiviteten i stemmen var for Maggie kvalmende. Det var en tydelig svaghed at udvise, men om ikke andet forblev hun tro mod den rolle, hun spillede. Øjenbrynene rynkedes i en umiskendelig undren.
"En kvinde må forblive på forkant med moden.." Kommenterede hun, inden et støn af varmen og korsettet undslap hende igen. Ikke at det ville gøre en forskel, men hun nød at spille en 'damsel in distress'. Han vendte ryggen til hende, hvilket gav hende muligheden for et kortvarigt koncentreret udtryk. Jo, hun havde en ide. Hun lagde vægten på det ene ben, lod et naivt og håbefuldt smil pryde sine rosa læber.
"Er De ikke en pirat?" Spændingen lyste ud af de dybe, brune øjne. Til trods for den hårde tilværelse som pirat, så havde Margaret forholdt sit ansigt fri fra ar. Noget af en beskæftigelse, mildt sagt. Smilet var mildt, alt imens en hånd lagde sig prøvende på piratens ene skulder.
"Min far er fraværende. Som en tak, kunne jeg så invitere Dem på en middag?" Igen, en dyb og naiv håbefuld stemmeføring. Øjnene udlyste åben tillid til manden, den ualmindeligt dumme kvinde havde gjort til sin redningsmand. Fandtes der virkelig så dumme adelskvinder? Om ikke andet måtte hun overtale om. Det var hun nødt til!

John fnøs da hun sagde han var i sandhed et godt menneske, den eneste grund til han havde båret  hende ind i skyggen. Var at hun ikke skulle ligge på gaden og derved være en meget større idiot, end adelige var generelt. John greb fat i hans sværd da han hørte hende tale til ham igen, hvorefter han kigget hen på hende. Hendes ord der lød gennem fik ham til og hæve på det ene øjnebryn,  da hun kalde ham et godt menneske. *Ha you wish* var den eneste tænke der flød gennem hans hoved, hvorefter han lyttet til hende da hun sagde at en kvinde måtte holde sig på kant med mode, kunne han ikke lade vær med at grine. Hvorfor var nogen kvinder så idiotiske, modne mange kvinder fulgte dem ikke på den måde som hende her gjorde, men der var stadig et eller andet over hende da hun talte til ham, med om han ikke var en pirat. Normalt var det ikke så let og se på John at han var en pirat, hvilket gjorde det meget mere mistænkeligt. John holde derfor øje med alt hun gjorde hendes øjne vidste noget list, han var ikke sikker på hun var den hun udgav sig for at være. Da hun forslog en midedag  hos hendes far var John ved at grine, hvis ikke noget stak under her, gav tingene ingen mening. John kigget hende i øjne, nu ville han svare hende igen, han havde det selv bedste til søs, derudover kunne hans mænd holde hende tilbage, hvis hun ikke var den hun udgav sig for. Men på den ene side udviste hendes øjne snedighed og list, på den anden side virket hun helt normal. John kigget hende i øjne og så på hendes hånd, "jeg er ikke fan af jeres fine steder, du kan tag med på skibet, hvis det er andet siger jeg ikke." Lød det flabet fra John af, hvorefter han kigget på hende igen og fjernet hendes hånd fra hans skuldere med et. "Jeg fortrækker havet eller mit skib," med de ord begynde han at gå igen. Hans halskæde var fuldkommen blive skjult på ham nu, hvilket kun ville gå godt for ham til han vidste hvem denne kvinde var. John stoppet kort op, hvorefter han så på hende igen, "hvad er dit navn overhoved." Lød det kækt fra John af men dog stadig lidt koldt, hvilket ville forvirre denne kvinde.