i'm not a girlfriend type! - John XXX

Sted: Havnen
Tid: 13.10
Omgivelser: Mange handels mænd, sømand og ikke mindst pirater. Folk der købe ting direkte fra skibene, som fiks og andre ting.
Vejr: solrigt, dejlig varmt for nogle næsten for varmt.

Det var en super dejlig dag! Havet duftede fantastisk.. hvis man kunne sige det? Men det kunne man når man boede i en havneby. Havet lugtede for det meste ret skidt. Så sådan en dag her hvor solen skinnede og vandet var dejligt og rent var det dejligt!.
Havnen var fyldt med mennesker denne dag, der var kommet handelsmænd med nye vare, vagter og soldater som altid, men der var nu meget få af dem. Og de brugte mere tid på at tjekkede markedet end havnen. Der var en hel del unge piger, inden for at sige farvel til deres 'elskede' eller for at tilbyde sig selv til de mange sømand der kom hjem efter så lang tid til Søs.
Også Maya var kommet ned til havnen denne dag, dog ikke for at tilbyde sig selv, eller sige farvel til nogle for den sags skyld, hun kunne bare godt lide havnen, særligt når ser var fyldt med liv! derudover, var hun ude og lede efter en ny kjole. Og det var oftest billigere og nemmere at købe dem direkte fra skibet, end det var at skulle gå på markedet, hvor de fleste vidste hvem hun var.

Men Maya gik i sine egne kanter langs husenes mure ved havnen, mærkede hun pludselig noget der grab fat i hende. Hun blev trukket ind i en gyde, og en mand holde han de arme sammen, og bandt dem der, hvor efter han holde dem med den ene hånd, og holde hende for munden med den anden. Mens hans ven, stod foran hende og begynde at trække op i hende kjole. "Hvis du er en sød pige og holder dig i ro, så skal vi nok være søde ved dig" sagde han ned en fordrukken stemme.
Maya havde bestemt ikke tænkt sig at forblive i ro. Hun sparkede Med benene, og fik ramt den forreste i hovedet. Hvilket ikke gjorde ham mild stemt. Han svang hånden og gav Maya en lussing. Men det fik hende nu ikke til at stoppe.
Ude på gaden gik folk forbi. Nogle enkelte opdagede hvad der foregik, men blandede sig ikke. Måske fordi største del af dem vidste hvad hun var. Og regnede vel bare med det var en del af det. Rasten, var vel fordi de var bange for at komme i ballade.

Lyden af havet var dejlig som altid, den måde hvor på lyden gik i et med alt, om det var kanon skud, eller når sværd klinget sammen. Alt var vel i den skønneste orden. John, havde tænkt længe over den kvinde, han havde mødt på bordellet den gang han var der. Men han, havde laver en masse andet, han havde mødt en ung pige som han lærte at fægte. Selv om hans mandskab ikke var så glad for det, men de vidste godt at han gjorde det af sine egene grunde. Da de sejlet ind, hoppede John af lige da de kaste fortøjningerne ind. John greb fat i en af dem, hvorefter han hoppet af Lyden af ankert der blive kastet i vandet, var hellere ikke til at tag fejl af. Det var længe siden,han, havde været på land. Men det var nu dejligt de, skulle blive her i to dage, inden de satte sejl igen. Skibet skulle nemlig, lige ordnes, efter den sidste kamp. John begynde derfor at gå, gennem havnen. Lige pludselig fanget en lyd hans opmærksomhed, John satte tempoet op. Da han så nogen inde i gyden, tog en kvinde mod sin vilje. John greb hårdt fat om sit sværd, hvorefter han talte til dem, mens han bevægede sig fartruende frem mod dem. Hvis de var kloge, ville de lytte til, hvad han sagde. "Gå væk fra hende, Nu" det sidste råbete han, mere for at få dem til at lytte. //over mobil håber det går ;)//

Hvorfor var der altid disse typer? Maya havde set dem før! De kom på det værtshus hvor hun arbejdede. Hvorfor skulle der altid være de typer der ikke kunne fatte at de skulle betale, og at nå hun var uden for værtshuset, så var hun ikke længere på arbejde. Desværre var der mange af den slags disse steder, det vidste hun. Og hun vidste at dette kunne ske. Hun havde Måske bare håbet på at der ville være nogle der gjorde noget når de så det.
Lige som fyren foran hende fik trukket op i hendes kjole, og tvunget hendes ben fra hinanden. Så Maya en skygge i gudens indgang. Hun begynde de at vride sig mere en til? tænkte hun febrilsk for sig selv, indtil hun så ham trække sot sværd.
Mændene lagde også mærke til ham, og blev tydeligt nervøse. Ham der holde hende for munden koncentrerede sig ikke ret meget så Maya fik tænderne på hver side af hans finder, og bed så til "av for fanden... hun bed mig!" brokkede han sig med en fuld stemme. Men da først den tredje mand begynde at tale. Fik der ikke længe før tog benene på nakken og løb. Maya måtte tage fra på jorden for ikke at flade lige ned på fliserne ser helt klar ville gøre hendes kjole yderst beskidt.
Hun begynde at børste sig fri for alverdens skidt disse mænd sikkert Havde på sig. Hun så ikke videre tilfreds ud. "idioter...' brummede hun irriteret imens.

//gør slet ingen ting, er jeg slev ;) //

Alle som ønsket deres liv, ville lytte til ham, hvilket på mange måder fik John til og være en skræmmende fjende. Da de begynde at løbe væk, efter han, havde talte smilte han svagt for sig selv før han lod sværdet synke ned i skeden igen. Han bevægede sig svagt frem af mod hende, hvorefter han sætte sig på knæ så de var i øjne højde, "igen du må lære og passe lidt på dig selv Maya," lød det en smule drillende fra John af. Han så ikke ned på hende, hvilket hun sikkert os vidste, selv om han prøvet og skjule det. John kigget kort på ned over hende, hun så ikke mindre smuk ud end sidste gang, de havde mødtes. John kigget på hendes hænder, hvorefter han skar rebene op med hans dolk, han rejste sig kort efter op, hvorefter han tog hans hånd frem, for at hjælpe hende op igen. Det var længe siden han, havde set hende, det var ikke ligefrem fordi, han var meget i land men han, havde heller ikke lige frem noget, der holde ham på land.  Men hvem vidste, hvad fremtiden ville bringe. Lyden af havet var stadig ikke til at tag fejl af, "bare sig ordet så skal jeg nok dræbe dem." Kom det fra John, hvorefter han sendt hende et svagt smil, at være på land igen var alt for mærkelig nu når John tænkte over det. "Næste gang, skulle du måske tag et sværd med bare en ide smukke." Lød det drillende fra John af, hvorefter han træk hende op og stå.
//håber det er ok, kunne ikke komme på så meget. (;//

Maya små brokkede sig, for sig selv. Hun var ved at være træt af den slags mænd. Hun så dog en smule undrende på denne mand da han pludselig sagde hendes navn. Hvor pokker kende han hendes navn fra? Hun blev aldrig kaldt for Maya af de mand der vidste hvem hun var, de kande hende nemlig kun som May. Men der var noget ved hans stemme der virkede bekendt. Det var en lettet følelse da hendes hånd er kom fri. Det habde hun ventet på. Hun så mistroisk på hans hånd, men tog imod den alligevel. Da hun kom op og stå rettede hun på kjolen. Hin så undrende på han da han begynde at snakke. "Undskyld... kr der vi hinanden? spurgte hun undrende. Det var svært at se så meget i gydens halvmørke. Plus at hun snart havde mødt så mange mænd at hun ikke kunne kende ret meget forskel på dem. Men denne mand kende hendes rigtige navn.
Hun præstere sig lidt af, og vende atter blikket mod manden foran hende. Hun var ret så skeptisk. Hvorfra kende denne mand hende?

John, havde nu ikke forventet at hun kunne kende ham, det var trods alt et år siden.  John smilte kækt til hende, hvorefter han talte igen, "John du kan måske ikke huske mig, men jeg kan huske dig," sagde John. Han kigget over på hende, "men du ser lige så smuk ud som altid, just saying." Lød det kækt fra John af, hvorefter han kigget på hende, "måske skulle vi gå ud af gyden, du er jo fri." Med de ord sendt han hende et kækt blink med det ene øje, hvorefter han gik hen mod gydens udgang til gaden.  "Med mindre du vil vente, på at de komme tilbage igen," han drillet hende og tirret hende lidt mere, men sådan var det jo på nogen punkter, men han holde på en måde af hende. Han stoppet kort op, hvorefter han kigget om mod hende. "Kommer du smukke" lød det kækt fra John, hvorefter han sende hende et charmerne smil. Hun kunne godt være rapkæfte så meget, vidste han da om hende, men på den anden side kunne hun os være rolig og blid. Men sådan, var det vel med mange kvinder, som han kende ellers var de vildt sindsyge. John kigget på hende mens han studeret hende kort igen, hendes krop var smuk  lige så meget som hun var som person, hvilket ikke sagde så lidt, han havde måske overvejet og lade hende blive pirat, på hans skib. Hvis hun da ville det, hvilket var lidt lige meget ville han gerne tag hende med. Hun var jo god med sværd, det vidste han i forvejen godt.
Han tog sig til hans sorte hår, hvor han lod hans hånd glide gennem, han skulle aldrig klippes så, længe han havde dette look.

Maya så lidt eftertænksomt på ham da han præsenterede sig. John?... Hun stod lidt, og kom så hurtigt i tanke om hvor hun havde hørt det navn før, og hvordan han kunne kende hendes navn.
Hun sagde ikke noget videre til ham, men nikkede blot da han spurgte om de ikke skulle gå ud. Aldrig i livet om hun ville vente på dem, jo det skulle da være for at stikke et sværd gennem deres maver. Hun fulgte med ud af gyden. Smukke?... Han havde ikke set hende i evigheder, og der var sket meget på den tid han havde været væk.
Da de kom ud på gaden, rettede hun på kjolen, der havde været alt for dyr til bare at blive smidt på jorden i. Hun tjekkede om hun havde nogle pletter eller noget nogle steder. Der var ikke mere end normalt. Hun rettede håret en smile, og så, så op på Johan. "ved du hvad... nu kan jeg godt huske dig" sagde hun med et tilplantet smil. Hvorefter hun i en hurtig og fast bevægelse svang sin hånd, hvilket resulterede i en bestemt og syngende lussing der gav genlyd i den mørke gyde bag dem. Et flot rødt hånd aftryk sad nu klistret til Johns kind. "den var for at forsvinde uden at sige en lyd" sagde hun og vende fornærmet siden til mens hun lagde armene over kors.
Hun kunne udmærket godt huske John. Det var et år siden han havde været her, hvor de lærte hinanden at kende. Han blev den første mand der lærte hendes rigtige nævn at kende, og hun ville da lyve hvis hun sagde at hun ikke var blevet en smule glad for ham i den tid. Men en morgen da hun tog ned til havnen for at tale med ham, var hans skip væk..
Han var rejst uden at give en lyd fra sig. Og Maya var igen overladt til sig selv, og sine kunder.

John smilte svagt, hvorefter han fulgte med hende ud af gyden. Det var længe siden, men selv den gang, havde hun været smuk så der var ikke så meget og sige til det. John gik ud af gyden med hende, hvorefter han smilte svagt da hun sagde at hun nu kunne huske ham. Men i det samme hun, havde fortalt det hun skulle vende han hans opmærksomhed mod hende. Men idet samme han gjorde det mærket han et kæmpe slag fra hende, eller en lussing. John tog sig kort til kinden, hvorefter han så hen på hende igen " av jeg fortjente den nok." Da hun vendte sig fornærmet væk fra ham kom han i tænke om det,  han var skredet efter deres sidste nat uden at sige det. Dette her  ville blive, vildt svært at komme ud af.  John vendte sin opmærksomhed til hende igen, hvordan skulle han redde denne her, skulle han fortælle sandheden, "Jeg er meget ked af det men, hvad kunne jeg gøre Militæret, havde næsten opdaget mit skib, jeg var nød til at komme afsted, inden du ved at de fandt ud af at jeg var her, kan du tilgive mig." Han var sikker på hun ikke bare, ville tilgive ham så hurtigt, han var trods alt skredet lige efter en nat i hendes selskab uden og gi penge. Hvilket nok gjorde det lidt værre, da gik det op for ham at han ikke, havde overholde hans aftale om at tage hende med,  eller bare få aftalt at mødes med hende igen. Dette her var virkelig noget lort han var i, han tog sig kort derefter til kinden som var lidt øm  nu. En kvindes vrede, var tusinde gange være en skud sår eller krigs sår generelt.  Han tog fat i hende, hvorefter han vendte hende om mod sig, "så kan du tilgive mig."

Maya var nu nok ikke så fornærmet som hun gav udtryk for. Nærmere skuffet, og en smule vred. Hvordan havde han bare kunne stikke af på den måde?.. og endnu mere, hvordan kunne han få sig selv til at komme her, tale til hende som intet var sket? Som om det bare havde været en kundes besøg hos en luder?... det havde det vel i virkeligheden også. Bortset fra at Maya havde ladet ham lære hende at kende, hvilket der ikke var andre der havde fået lov til.
Hun havde lukket ham ind i sit liv, og ikke mindst i hendes seng.. Gratis!. Og så havde det været takken?
Hun vende kort og diskret blikket mod ham da han begynde at forklare. Hun himlede en gang med øjnene da han spurgte om hun kunne tilgive ham. Selvfølgelig kunne hun ikke det! Han kunne ha skrevet hende en note og fået en bydreng til at løbe hen med den, Eller endnu bedre... han kunne ha givet lyd fra sig, og fortalt hvad der var sket mens han var i andre havne. Hun bemærkede at han tog sig til kinden. Hun håbede at det gjorde rigtig ondt, og den havde han udelukkende fortjent. Hun blev en smule overraket da han vende hende rundt, men så ham dog ikke i øjnene, han skulle ikke slippe så nemt. Da han igen spurgte ham han kunne tilgive hende, vende hun endelig blikket mod ham. "Jeg har fri rasten af dagen.. du invitere på middag på dit skib i aften...så kan det MÅSKE være jeg tilgiver dig" sagde hun blot med en fornærmet og bestemt stemme. Hvorefter hun løsrev sig hans arme, og vende rundt for at gå. Kort efter vende hun hovedet om mod ham "Og John... Husk nu at jeg er den dame.. jeg tager ikke til takke med hundeæde" Sagde hun blot i en spids tone. Det var tydeligt på hende, at dette var en hævn. Han skulle bestemt ikke tro at han kunne slippe med sådan en undskyldning. Og det med at hun var en dame... var nok at tage munden for fuld, der var ikke ret meget dame over hende, ud over hendes ydre.

John lyttet kort til hende, da hun begynde at tale han kunne ikke undgå sandheden, at han kunne ha givet lyd fra sig på andre havne fordi det kunne han jo.  John bed sig eftertænkt som i læben, hans modsatte kind, bar et ar efter en kamp nogen dage forinden, men at hun ikke, havde set det gjorde ham faktisk lidt glad.  At hun ikke kunne hovere over det, da hun nævnte det med mad på hans skib iaften stod, han chokeret tilbage. Han bevægede sig meget lidt, hvorefter han talte, "vent, hvad."  Da hun bevægede sig væk stod han som et spørgsmmåls tegn, inden han besluttet sig for at, få købt noget mad til aften. Han, havde en ide om, hvad hun stadig kunne lige så han købte det og bedte dem, om at få lavet maden klar til aften, John tog sin fineste hvidskjorte på, hvorefter han stillte sig udenfor for at vente på at hun dukket op, deres kop vidste fuldkommen hvordan man lavet mad, om det var hundeæde eller ej. Han kunne lave vildt godt mad, hvilket var vildt mærkeligt at tænke over. Men sådan var nogen jo så heldige, men selv John ville ikke tag nogen chancere. John tog sig kort efte sammen, hvorefter han fik bestilte fin mad og fik, dækket hurtigt op, alle de andre sømænd  var dog blivet sat ud til kroen. Mere fordi, de ville opføre sig åndsvagt, dog ikke så meget at de fik problemer. Da John kom ud af kahytten, hvor alt var gjorde klar kigget han ud over havnen, mens han ventet på at hun ville dukke op, hvis hun da ikke ville brænde ham af, som han på en måde, havde gjorde ved hende.

Maya havde bestemt ingen kvaler ved at lade ham stå der og stege i sit eget fedt. Hun var vred på ham. Men hun kunne heller ikke undgå at føle en hvis glæde ved at se ham igen. Hun havde virkelig savnet ham.. Så meget at hun havde været ude af stand til at gøre sit job ordenlig i næsten 2 uger efter han rejste.
Ikke at hendes følelser for ham var så stærke... mente hun da. Men nok mere fordi hun havde haft en der kende hende. Som ikke så hende som en beskidt luder. Men som en kvinder, som et menneske. Maya bed sig i læben da hun tænkte tilbage på deres sidste nat. Hun havde ønsket at hun kunne tage med ham når han en dag ville rejse. Det var det hun var taget ned på havnen for at tale med ham om, den morgen hun opdagede at han var rejst uden at sige noget!.. Nu var det ikke muligt. Hendes gæld var kun vokset eftersom hun ikke havde gjord sit job ordenligt, og fordi hun havde ladet John være hos hende uden at han betalte.
Den mand havde kostet hende så meget smerte.. men hvorfor havde hun ikke bare afvist ham. Sagt hun ikke ville tale med ham mere? Maya rystede disse tanker ud af hovedet.
Hun gik tilbage på bodellet, og ind på sit værelse. Hun gik i bad, ordnede sit hår, og tog en flot kjole på. Den pæneste hun havde, og som hun havde givet mange penge for. C:\Users\Rasmus\Music\1800s_Cream_Jane_Flowing_Dress_by_TuderianArtiste.jpg

Der kom et kort suk fra hende. Hvad hvis han ikke var der når hun kom? Maya rystede på hovedet. Nej! Hun skulle ikke tænke sådan... ikke nu!

Da det var tid til at de skulle mødes gik Maya ned mod havnen. Hun trak tiden ud. Han havde godt af at blive lidt nervøs. En rigtig dame skulle vel komme lidt forsent?
Hun gik roligt ned gennem byen og ned til havnen. Det var som om en meget tung sten faldt da hun så at skibet stadig var der. Som om knuden i hendes mave havde filtret sig ud. Hun kunne trække vejret ordenligt igen. Men hendes hjerte hamrede stadig hårdt i hendes bryst.
Hun gik hen til skibets kant, og steg elegant og roligt ombord, hun lagde hurtigt mærke til hans skikkelse ud for kahytten. Hun så sig roligt om på skibets dæk. Hun havde været på et skib før.. dog et meget mindre et, og det var et fiskeskib. Dette var noget helt andet. Hun lod en hånd glide hen over ralingen som hun gik mod trappen. Det var virkelig flot træ, og smukt skåret. Hun gik roligt op af trappen, indtil hun kom op for enden og stod nogle meter foran ham.
Hendes blik ramte ham roligt. Hun betragtede de 'fine' klæder. Hun gik over mod han, og tog en smule fat i hans ærme "er den for min skyld?... det behøvede du da ikke" sagde hun med et skævt og bestemt flabet smil.
Hun ville ikke lyve for sig selv. Han så virkelig godt ud... stadigvæk! Og det var da kun dejligt at han gjorde noget ud af sig selv for hendes skyld. Det samme havde hun jo gjord.

John sank en klump, mens han gik frem og tilbage, hvor blive hun af det var ikke til og klare. Han tog en dybe indåndning, hvorefter han holde øje nærmest spejde ud over havnen. Han kunne ikke rigtig se nogen, lige nu hvilket bare gjorde ham meget mere nervøs. Men da han kigget ud igen, kunne han se hende, hun bevægede sig langsomt over mod ham sikkert med vilje, hvilket jo gav god nok mening.  Han, havde overvejet og tag hende med den dag han tog afsted, men fordi vagterne nærmest holde øje med alle skibe var han nød til at komme afsted. Men deres sidste nat, havde været videunderligt, hvilket på en måde var lidt mærkelig hun, havde vidste hvad hun skulle gøre for at få ham til og føle det som om han var i himlen. Skibets figur var ikke til og tag fejl af når hun så det, ulven det havde altid været hans  kende mærke og var det stadigvæk. Der var jo en grund, til han blive kaldt The Young Wolf of The Seas. Da hun gik op af rælinge smilte John svagt, kjolen gjorde hende smukker end han kunne huske hende, hvilket nu var en god nok ting. John bed sig selv svagt i læben, da hun træk i hans ærme og han hørte hendes  flabet komentar, "alt for dig Maya." Lød det svagt fra John, hvorefter han åbnet for døren ind til Kahytten, "du ser selv smukkere ud, end jeg vil kunne beskrive." Lød det svagt fra John hvorefter, han hørte hende ind i Kahytten. Der var enda blive ryddet op for hende, hvilket var lidt mærkeligt, hvis hun ville sove i hans seng sammen med ham kunne hun os det, men sådan var Johns seng altid. Mere fordi når han var kommet til skade, eller var fuld anet han jo ikke, hvordan han ville komme til og ligge. Johns halskæde ville os være noget der fanget folk meget hurtigt, hvilket nok ikke var så mærkeligt.  John træk kort efter stolene ud for hende, da hun havde sat sig skubbet han den ind og sætte sig på den modsatte side, der var nok mad til alt, hvad hjerte kunne tænke sig, eller man som person ville kunne tænke sig til.  John sætte sig ned overfor hende, hvorefter han talte "her er din middage håber det behager  dig frøken, det er vel det mindste jeg kan gi dig." John smilte skævt til hende, hvorefter han tog noget Whisky og hældte det op til ham selv. Kjolen var lige så smuk og som altid, kunne han ikke få øjne væk fra hende

Maya kunne ikke lade vær med at himle kærligt med øjnene sammen med et smil, da han sagde alt for hendes skyld. Gud hvor han lignede sig selv! Altid veltalene og med komplimenterer. Da hun gik ind, kunne hun ikke lade vær med at blive overrasket. Hun havde aldrig været på skibet før... eller jo men kun på dækket. Hun havde troet at der ville være meget mere rodet og snavset. Hun kunne ikke lade vær med at komme med et skævt smil. Og grinte indenvendig over tanken om John der havde gjord rent, eller drevet hans besætning til vanvid siden hun gik. De måtte helt klart vide at der var noget under opsejling med deres kaptajn.
Hun betragtede ham som han trak stolen ud for hende. Hun vidste der var en gentleman et eller andet sted i ham. Det var bare ikke så meget hun havde set til det. Men dette gik da an. Maya satte sig roligt ned. Hun så på alt maden og gjorde hvad hun kunde for ikke at grine lidt. Han havde HELT klart drevet sin besætning til vanvid. Hun Vende blikket mod ham da han begynde at tale. Selvom hun mest af alt havde lyst til bare at bukke under for det forbandede charmerende smil han havde malet ud over hans utroligt kønne fjæs, så gjorde hun det ikke. Derimod begynde hun bare og øse op på terklerkenden uden at svare ham. Hun havde stadig ikke tilgivet ham. Og spørgsmålet var om hun noglesinde ville gøre det rigtigt. Det var ikke noget hun selv kunne styre, men lige nu. Havde hun mest af alt lyst til at fortælle ham hvor meget det knuste hende da han stak af. Men det ville også være en erklæring som hendes stolthed ikke havde råd til. Hun sad roligt og spise, og lagde udmærket godt mærke til hans blikke. Hun så lidt rundt i kahytten. "har du smidt hele din besætning over bord?" spurgte hun pludseligt. Og ellers var disse pirater UTROLIGT gode til at være stille.
Maya var ikke en DAME, derfor var hendes manere mere eller mindre almindelige. Og hvorfor skulle hun gøre noget hun normalt ikke ville i dette selskab.
Maya's blik flakkede lidt, men hende hele tiden med at flakke omkring ham. Den skjorte så irriterende godt ud på ham. Hendes blik strejfede hals kæden hun hurtigt genkende. Den hun have set så mange gange før. Hendes blik vandrede videre op af hans hals, hans kæbe og stoppede ved hans kind. Hvad var det?... det havde hun ikke lagt mærke til før. Maya rejste sig lidt undrene, og rakte en arm ind over borde, hvorefter et par af hendes finger landede mod hans ene kind, og gled stille ned over arret. Det virkede nyt. "hvad er der sket?" spurgte hun forsigtigt.
Dette vidste hun i hvert fald at han ikke havde haft den gang. Desuden så det ud til ikke at være voldsomt gammelt.

John vidste godt at hun måske ikke ville tilgive ham første gang, lige meget hvad. Men han kunne vel heller ikke, ha forventet andet hun havde jo en plads hos ham, hvilket hun sikkert os følte om ham. Johns smil var der stadig, han havde givet alle fri hele denne dag, de skulle bare nyde deres dag, mere var der ikke at sige til det. John lod hans øjne glide ned over hende svagt os kjolen, klædte hende vildt godt og hun så smuk ud, lige som ved deres første møde og andet, alt i alt. John var jo ikke en gentelman normal, han var jo opvokset i det fattig kvarter, hvilket jo, havde  gjorde at hans live havde taget den drejning den havde. Maya var stadig en kvinde som han ikke kunne få sit blik fra, hun gjorde os noget ved ham med hans krop og alt sådan noget, hvilket gjorde det værre ikke bare at sige, hvordan han havde det med hende. Da hun talte om hans besætning svaret han svagt, "gav dem fri hele dagen og imorgen med, de sidde sikkert på kroen nu og spille nogen spil." Kom det svagt fra John, hvorefter hans øjne ramte hendes igen da hun kigget op, og kort efter træk sin hånd frem og lagden nogene fingere på hans ar, "det er ikke det helt store bare en lille kamp," lød det svagt fra John, hvorefter han lod hans egen hånd tag fat om hendes. "Jeg, vil helst undgå og fortælle dig den lange historie om det maya," hvor havde John bare lyst til og kysse hende og være sammen med hende igen, fuldkommen, bare denne gang ville han ikke forlade hende, uden at nænve det for hende, hvis hun ville med kunne han os tag hende med det var op til hende selv, at dræbe lederen af bordelet var dog os en ide. "Du er blive vildt smuk, Maya." lød det charmerne fra John af, hvorefter han blinket til hende.

Der var næsten nervepirrende! Selvom hun var vandt til at blive betragtet af mænd, men dette var noget andet. Hun følte sig iagttaget, studeret og beundret på samme tid, hvilket fik hendes hoved til at køre i cirkler, efter som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle opføre sig. Men på den anden side! Han var vandt til at se hende. Som hun var, som den provokerende og rapkæftedede piger der bestemt ikke var bleg for at råbe skælvs ord efter folk der irriterede hende.
Hun smilede da han sagde at besætningen havde fåret fri. Det var nu meget rart så de ikke kom og forstyrede.
Men på den anden side gjorde det hende også en anelse nervøs. Hun havde jo været alene med John før. Men i aften.. det var noget andet. Ikke at hun troede at han ville gøre hende noget. Det kunne han ikke finde på. Men alligevel var der noget angst provokerende ved at vide at de var de to eneste på skibet.

Maya sank en klump i halsen da hun mærkede hvordan han tog hendes hånd. Hun bed sig fort i læben da han fortalte. Hvor havde hun dog lyst til bare at glemme det hele. Flade i hans arme, og fortsætte hvor de slap for et år siden. Men der var noget der holde hende tilbage. Frygten... frygten for at hun overgav sig til ham, åbnede sig for ham endnu engang, og han stak af igen uden at sige noget. Han havde såret hende en gang.. Og Maya havde sig selv for kær til at lade ham gøre det igen. Hun ville lyve over for sig selv hvis hun sagde at han ikke betød noget helt særligt for hende. At han var mere end blot en kunde... eller en ven!.
Maya trak hånden til sig da hun hørte hvad hans sagde. Hun så ned, og satte sig. Hvorfor skulle han være så forbandet charmerende? Hun ville gøre alt for ikke at have denne klump i halsen. Denne frygt for at overgive sig til ham.

Dette var på ingen måde Akavet, slet ikke det var ikke akavet overhovedet, hvem prøvet John at narre ved dette her, det var jo vildt akavet. John kigget på hende da hun kigget ned af, hvorefter han prøvet og finde på noget de kunne snakke om, eller bare at sige noget. Han var ikke ligefrem, god til og ha følelser fremme, hvilket nok ville komme som et chok for nogen folk, mens hans bestætning vidste det i forvejen. John bed sig selv, svagt i underlæben, hvorefter han kigget på hende igen. Han kunne ikke lukke folk ind ikke i nu, de var jo i forvejen lidt mere, end bare venner, selv om han ikke ville indrømme det. John kigget  kort efter over på hende igen, kjolen kroppen det alt sammen, gjorde hende så smuk og ud over det, hva hun os en kvinde der var rapkæftet, hvilket han måtte sige til sig selv. Der var op til flere gange, hvor han bare ville ha taget hende her, men lige nu vidste han ikke, hvad han skulle sige. At være sammen med flere folk var jo ikke lige frem let, derudover var det slet ikke sådan når det var en kvinde som kende ham, hende her kunne han ikke løbe om hjørne med. John fik derefter taget sig sammen, hvorefter han studeret hende igen, " Håber du nyder det," lød det drillende fra John af, hvorefter han tog en ny tår af sit glas, mens han stadig studere hendes krop, og hendes ansigt og kjole. Hun var smuk, men John havde jo en tildens til at falde for mange piger, hvilket var lidt mærkeligt og tænke på. Hun kende ikke til hans fortid, hvilket han ville håbe hun aldrig kom til, han ville heller ikke fortælle hele historien bag aret, der var ingen grund til at gøre hende mere bange, end hun i forvejen var. Men de hygget sig, hvilket i sig selv bare var en god ting, "Så, hvad tænker du vi skal lave, efter du er blive mæt, Maya," lød det drillende men dog Charmerne fra John af. Hvorefter han lod hans hånd, glide gennem hans hår igen.

Maya kunne tydeligt mærke den akavede stemning. Men Hey! Hvad havde de regnet med? De havde begge nogle ting som ikke var blevet sagt, og som nok heller ikke blev det.
Maya sad roligt og spiste videre, uden helt at sige så meget. Hvad skulle hun sige? For i virkeligheden havde hun ikke lyst til at sige noget. Hun havde slet ikke lyst til at de skulle tale, men derimod opføre sig som de plejede.
Hun så op på ham da han begynde at tale. Hvorfor skulle han være så forbandet flot og charmerende? Men det var jo også noget af det der havde fanget hende første gange, og gjord at hun ikke bare havde behandlet ham som alle andre mænd der kom ind i hendes rum.
hun nikkede en enkelt gang. "Det er i hvert fald ikke hunde æde!.. Der må jeg give dig ros" sagde hun blot med et kækt smil. Hun havde godt nok sagt at hun ikke ville have hundeæde. Men dette have hun nok ikke regnet med.
Hun sad og spiste lidt videre indtil hun til sidst ikke kunne mere, hvilket passede med at John spurgte hvad de skulle lave. Der kom et halvt smil frem hos hende. "Du kunne jo vise mig dit skib?... Nu hvor det er her du bruger alt din tid" sagde hun blot, og lagde servietten fra sig på bordet.
Hun kunne ikke undgå at betragte ham. Han var stadig en flot mand. Lidt snusket men hvad kunne man vende sig af en pirat? Plus at det nok var det hun kunne lide.

Hans tid før ham mødte hende, havde været før han var blive medlem af pirat rådet, mange kaptajner var blive skuffet over, at de ikke var kommet ind selv om han var, hvilket gjorde at mange folk ikke, havde taget ham seriøst til at starte med. Men et par velplaceret slag, hvorefter de var blivet mere rolige, havde gjorde at han nu var en del af rådet.  John, havde lige så stille gjorde sig fortjente til det, hvilket var noget af det bedste der kunne være sket for ham. John kigget chokeret over på hende, hvorefter han sende hende et kækt smil "du er sikker på du kan klare det." Lød det en smule drillende fra John, hvorefter han sende hende et kækt smile, mens han prøvet og være lidt flabet overfor hende. Det virket sikkert hundret procent, men kort efter rejste han sig op, hvorefter han vidste hende ud af døren, "der er ikke så meget at se nedeunder, så det må du nøjes med ikke at se hon." Lød det flabet fra John af, hvorefter han vidste hende ud på skabet, mænden var ikke hjemme og ville ikke være hjemme før engang i aften, så selv hvis de ville lave noget sammen, havde de hele skibet til det, hvorfor var de kvinder som ikke var adelig altid så smukke. Det var som om der, altid var noget over det, hvilket nok ville skræmme mange væk.  Men John var jo opvokset værre end hende, efter hvad han vidste, men hans liv havde taget en drejning hurtigt med hans bror og de var begynde at arbejde på, vær deres skib. John smilte kækt til maya, hvorefter han førte hende,  med rundt omkring skibet. Hun måtte selv, om hun ville op i masten, men hvis hun ville se nedeunder, skulle hun nok komme til det så meget kende han hende. "Så Maya, hvad vil du ellers se," lød det flabet fra John af, hvorefter han vendte sig om og smilte igen  charmerne til hende, hvorefter han blinket kort med det ene øje til hende.

Maya så på ham da han spurgte om hun kunne klare det, Hun løftede det ene øjenbryn mod ham "Husk lige hvem du taler til" sagde hun blot lige så flabet tilbage.
Hun betragtede ham som han rejste sig, og gjorde selv det samme. Hun fulgte efter ham ud af kahytten. Hun så sig intrasseret om. Hun havde altid elsket skibe. Noget der var lidt særpræget for en kvinde, især for en kvinde som hende. Men det var noget der lå dybere.
Igen kunne hun ikke lade være med at køre sine små hænder og finger ind over de mange ting. Som om det var nemmere at se når man også tærte ved det.

Hun så på ham da han spurgte om der var andet hun ville se. Hun kom med et skævt smil, og gik lidt hen mod ham, så der kun var et par meter mellem dem. "Hvad er det du gemmer neden under?.. har du damer der nede siden du ikke viser det frem" drillede hun hvorefter hun vende sig den anden vej, hun så ud over den side af skibet der lå mod havet.
Der kom et kort suk fra hende. Det var utrolig smukt, som solen var ved at gå ned. Hun ville ønske at det var hende der skulle med dette skib når det sejlede næste gang. Hun sank blikket en smule. Men det ville ikke ske. Det kunne hun ikke.
Men det ville hun ikke tænke på nu. Hun ville ikke tænke på sådan noget når hun var her. Det var hendes og Johns tid sammen alt for kort til. Hun gik hen til ralingen, og lænede sig op af den, med font mod han, så det var hende ryg der stødte imod. "Okay... Måske har jeg tilgivet sig en lille smule" sagde hun blot, mens hun så lidt ud over vendet. Hun nægtede at se ham i øjnene mens hun sagde det.
Sandheden var jo at det havde hun gjord for længe siden. I hverfald for det meste. For helt tilgivet ville han nok aldrig blive. Hun havde stadig denne klump i maven. Denne frygt for at når hun vågnede i morgen var han igen taget afsted. Og så skulle der gå yderligere et år, eller mere før hun så ham

Da hun bevægede sig tætte på ham, kunne John mærke, hvordan hans hjerte pumpet blod for fulde kræft rundt i hans krop. John så hende i øjne, da hun svaret ham, på hvad der var dernede, John sank en klump, hvorefter han svaret. "Det er der så ikke kan jeg nævne for dig, det er bare besætningens sted og sove jo, og krudt kammer alle de kedelige ting." Lød det flabet, men dog stadig charmerne fra John. Han var en af de få kaptajner som han selv, havde mødt der kunne være to ting, flabet og kæk, eller  gentleman, hvilket var som den prins, de adelig virkelig ønsket sig. John smilte svagt, hvorefter han lændte sig lidt op af masten. Da han så hun gik hen til den modsatte side af skibet, fulgte han efter hende hvorefter han stilte sig foran hende efter, hun var færdig med at tale han vendte dog sig selv lidt igen så de bare stod begge to ved skibet. John var vildt glad, da han fik hendes svar på at han var tilgivet, hvorefter han gik hen til hende igen uden og tænke over det, kysset han hende mens hun stod op af skibets kanten. Han stoppet kort efter kysset, hvorefter han blinket kækt til hende. "Maya, du ved godt du kunne tag med, hvis du ville ikke, " John kunne se på hende, hvordan hendes opmærksomhed, var blivet optaget af solen og havet igen, hvilket bare gjorde at han var helt sikker i sin sag.  John kigget hende kort efter i øjne igen, ved at skubbe hendes hoved op til hans, hvorefter han smilte svagt til hende. Hvor han vidste dette fra, var ikke rigtig nogen andre steder, end lige mens de var på skibet nu. John, kunne mærke på hende hun bare ville gi slip på noget, "jeg regner med at komme tilbage, om seneste en månde, hvis du vil med der siger du bare til, jeg kan altid bruge en god fægter." Lød det drillende fra John af, hvorefter han lod hans læbe, ramme hendes igen. Han ville dog stoppe, hvis hun ikke ville ha det, hvilket John, havde en ide om at hun vidste. John lod kort efter, hans hænder finde frem til hendes hår, hvilket han lod sine finger glide gennem.
//sorry ku ikke lade vær (;//

Maya smilede lidt da han fortalte om hvad der var under dækket. "uhh.. jeg ville da være vild med at komme ned og se det sted hvor dine mænd sover,.. jeg er jo helt vild med lugten af sure tær og sved" grinte hin lidt. Det var umuligt at være i dårligt humør når man var sammen med John. Hvilket egentlig også var lidt irriterende! Hvorfor kunne hun ikke bare få lov til at være sur på ham?

Hun betragtede ham da han kom hen mod hende. Det gav en klump i halsen, og hendes hjerte begynde at galopere lidt. Men det lettede lidt på det da han stillede sig ved siden af hende.
Dog havde hun kun lige fået sit hjerte til at falde til ro da hun bemærkede at han gik ind foran hende igen. Og inden hun nåede at reagere. Mærkede hun hans læber mod sine. Hendes hjerte hoppede et salg over, og hun spærrede bare øjnene op.
Da han afbrød kysset stod hun blot lidt paf, og gloede ud i luften. Hun skulle lige fatte hvad de skete. Hun kom mere til sig slev, da han begynde at tale. Tage med? Hendes blik sank. Nej det kunne hun ikke. Hun kunne ikke bare tage med. Hun skylde skylde stadig en masse penge. Og var tvunget til at arbejde.

Hvor lød det fristende! Bare at tage væk her fra, sejle med ud på havet. Leve som ham, uden at skulle stå til regnskab. Leve på havet. Der kom et suk fra hende, men mens hun stadig smilede. "det ville være vidunderligt... men.. Jeg skylder stadig alt for meget... jeg får aldrig lov til at rejse" sagde hun lidt opgivende.

HUn skulle til at sige noget da hun mærkede hans læber mod hendes igen. Egentlig var hun i tvivl om hun skulle skubbe ham væk. Stoppede det inden det skete mere end der burde. En måned. Hvordan kunne hun vide at han ville komme tilbage?
Men hendes krop vandt over hendes hoved, især da hun mærkede hans finger gennem sit hår. Hun lod sine hænder kærtegne hans kæbe, og derefter hans nakke. Hun havde savnet ham. Ikke blot dette men ham i det hele taget. Selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe, så var der alligevel sket et eller andet mellem dem.

John mærket hendes kærtegne rund på hans ansigt, hvorefter han stoppet kysset og kigget hende i øjne, hun havde tilgivet ham hvilket han ikke ville få hende til at fortryde. John smilte skævt til hende, hvorefter han talte igen, "yeah du ville sikkert elske det, næste gang lader jeg bare mit eget sted være rodet os så," lød det flabet fra John af, hvorefter han kigget på hende igen. Måske ville det ikke være så dårligt at se hende igen, hvilket faktisk fristet John. "Du skal ikke bekymre dig om gælden, bare vær klar til når jeg kommer igen, så vil jeg få det ordnet." Johns stemme var vildt svær at mundaflæse lige nu, hvilket gjorde at man ikke anet, hvad han mente med at tag sig af ham, John kigget hende kort efter i øjne, hvor han talte til hende igen. "Jeg lover dig jeg er tilbage om seneste en måndet, bare hold udkig." Da de ord var sagt, prøvet han at fokusere igen, hvorefter hans læber ramte hendes igen. Stjerne glimtet nærmest ned over dem, hvilket var et tegn på at det var ved at været sent aften. John begynde og bakket tilbage med hende efter han, havde valgte og løfte hende lidt, hvor de begge to så stod ved masten nu, Maya stod op afmaste, mens John kysset med hende, hvilket ikke var så svært at ligge mærke til at de stod, sådan som de gjorde ville lige meget, hvad udhvilke sig mere.  John begynde kort efter og og kysse hende ned af kroppen, selv om de stadig, havde mere eller mindre tøj på, ville det sikkert ændre sig hundret procent om ikke så længe, han havde virkelig savnet og være så tæt med hende som de var ved at blive nu igen, hvilket ikke gjorde ham noget overhovedet. Han ville dog ikke fjerne hendes kjole før, hun fik revet hans skjorte af eller, hvad hun nu ville. John, ville dog sagtens kunne rive hendes kjole lidt ned, i forhold til hvordan det skulle være.

Maya tog sig selv i at lade hende hoved følge med da han afbrød kysset. Det var ikke helt meningen at han skulle se det. Men hun kunne jo lige så godt overgive sig.
Hun så på ham da han begynde at tale, der kom et halvt grin fra hende. Hun kunne tydeligt forstile sig et rod denne mand normalt levede i. Hun så en smule undrene på ham da han sagde at hun ikke skulle tænke på gælden, og at han nok skulle ordne det. Hvordan ville han ordne den gæld?
Men på den anden side, det var rart at have en drøm om at det ville ske. At have noget at tro på. Have et håb, selvom hun var ret sikkert på at dette var et falsk et. Men det var nu alligevel rart bare at lade det håb fylde en.
Hun bed sig lidt i underlæben da han sagde at han lovede at han kom igen. Hun sank blikket lidt. Det var tydeligt at hun havde svært ved at tro på det. Eller ihvertfald at var hun bange for at gøre det.
Hun nåede ikke rigtig at sige noget får hun igen mærkede hans læber mod sine. Denne gang måske en anelse mere ivrigt.
Hun lagde atter armene om hans nakke, og kyssede igen. Hun mærkede ham bakke, men fulgte med. Hun lagde egentlig ikke mærke til hvor de gik hen, før hun mærkede masten mod hendes ryg.
Hun kunne mærke hvor meget hun havde savnet dette. Måske ikke så meget det fysiske, selvom hun BESTEMT ikke klagede over det heller. Men dette med at de var tætte med hinanden, at de kunne gøre hvad de ville uden at tænke over konsekvenserne. Og så alligevel, det kunne hun jo ikke! Hun havde en indre kamp lige nu, om hun skulle stoppe, om hun skulle vende rundt og gå. Glemme ham og være sikker på ikke at blive såret igen?
Eller om hun skulle gribe chancen og få en fantastisk nat? Mærke ham tæt ved sig igen. Tro på ham, tro på at han virkelig VAR den mand hun kende.

Der kom nogle lyse suk fra hende da hun mærkede hvordan han kyssede hende ned af kroppen. Hun bed sig lidt i læben. Og selvom hun var en dame, og de normalt var til blide og kærlige bevægelse, så Maya som kendt ikke meget som andre kvinder, så dette gik for langsomt. Hun så på Johan, og tog fat i hver sin side af hans krage, og trak til, hvilket gjorde at stoffet på hans skjorte delte sig i to, så hans skjorte nu stod helt åben på maven. Hendes hænder gled ned over hans arrede bryst og mave.
Hun fortsatte med at kysse ham, og trak samtidig rasten af hans skjorte af så han stod i bar overkro

John vidste godt at det var en dum ide, at gøre dette her, men på den anden side det føltes rigtig. Da han mærket hende flå hans trøje i stykker, grinte han blidt mens han forsætte med at kysse hende måske lidt mere intens end før. John rev hendes kjole op, så hun kunne komme ud af den, hvorefter han kysset videre, deres kroppe stadig var sammen, hvorefter han drillet hende med at nappe hende drillende i øret, han havde savnet hende og dette her lige så meget, det var nok fordi han ikke gik i seng med alle kvinder jo. Men hende her Maya, var en der, havde været sammen med The Young Wolf på den måde. John begynde og rive kjolen af hende, mens kyssene stadig kom igen og igen, kort efter smilte han flabet til hende, hvor han så fjernet korset os så hun var helt nøgen, John havde intet mod at gøre det på dækket, men hvis hun ville ind senere, kunne de sagtens gøre det. John fik revet korset af hende, hvorefter han kysset hende over hele kroppen, hvor efter han sætte sig på knæ og begynde og slikke hende, på det punkt, som man jo normalt gjorde, mere for at få deres opvarmning igang. John drillet dog os hende, med at kysse og bide let i hendes bryster, hun var smuk, hvilket hun altid  havde været. Man kunne lige så stille ha set at Johns krop, havde reageret på hendes hænder og krop. John begynde kort efter og slikke hende i hendes gpunkt, eller det var dernede omkring, safterne kunne han lige så stille mærke vildt gjorde at hans Manddom vokset, mere end man nogensinde ville kunne ha forudset, den sidste gang det var sket, var mange år siden. John tirret hende drillet hende, prøvet bare at undgå at hun kunne tag kontrollen helt for ham, hvilket var lidt mærkeligt. John var dog sikker på hun ville klikke på de rigtige knappe som sidste, hvilket  ville gøre at hun bestemte en overgang os.

Maya var bestemt stadig i tvivl. Men hun var holdt op med at lytte til hvad hendes fornuft sagde. Hun ville bare gerne opleve dette, bare EN gang mere. Hvis han ikke kom tilbage, eller rejste uden at sige noget. Så havde hun da ihvertfald nået at have denne ene aften med ham.
Hun mærkede tydeligt at kysset blev mere ivrigt, der kom et suk fra hende da han rev hendes kjole op. Hvilket gav hende blandede følelser, hun kunne lide hans handlekræft og den voldsomme fremgangsmåde, men den lille kvinde der nu engang var gemt i hende, græd lidt over at hendes ynglings kjole lige var blevet revet i stykker.
Der fortsatte med at komme nydende suk fra hende som hun mærkede hans mange kys og nap mod hendes hud. Man kunne næsten høre hvordan hun trak vejret dybt ind da korsettet blev fjernet. Ikke at det gjorde hende ret meget bredere, men bare lidt mere 'normal' at se på. Og naturlig. Men korsetter sad altid så stramt at piger jo ikke trak vejret ordenligt. Hvilket sikkert også var grunden til at hun allerede følte sig en smule svimmel, eftersom hun trak vejret mere akavet, og ivrigt.
Egentlig gjorde det hende ikke ret meget at hun intet tøj havde på. Der var stort set ingen på Havnen, og ellers havde de nok set værre end 2 mennesker have sex. For det var jo helt klart det, dette var ved at udvikle sig til.
De lette suk kom atter fra hende som hun mærkede hans læber mod sin krop. Et lyst støn forlod hendes læber da han satte sig på knæ, og begynde at slikke hende. Hun lænede hovedet tilbage op af masten, mens hun lukkede øjnene. Hendes ene hånd, fandt vej ned til hans hår, som den fildrede sig ind i. Jo mere han gjorde, og jo længere tid, des tydeligere og mere nydende blev hendes støn. Hun kunne mærke hvordan blodet pumpede hurtigt rundt inden i kroppen på hende, og hvor urolig hun kunne mærke hendes krop blev.